Navigation path

Left navigation

Additional tools

Kommissionen hilser den politiske aftale om en skolefrugtordning til en værdi af 90 mio. EUR om året velkommen

European Commission - IP/08/1739   19/11/2008

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/08/1739

Bruxelles, den 19. november 2008

Kommissionen hilser den politiske aftale om en skolefrugtordning til en værdi af 90 mio. EUR om året velkommen

Europa-Kommissionen glæder sig over, at landbrugsministrene i dag er nået til politisk enighed om dens forslag til en ordning, hvorved der i hele EU uddeles gratis frugt og grøntsager til skolebørn. Ved hjælp af EU-midler til en værdi af 90 mio. EUR om året vil det blive muligt at indkøbe og distribuere frisk frugt og grøntsager til skoler. Dette beløb vil blive suppleret med nationale og private midler i de medlemsstater, der vælger at gøre brug af programmet. Skolefrugtordningen tager sigte på at fremme gode kostvaner hos unge mennesker, som de ifølge undersøgelser vil tage med sig senere i livet. Foruden bestemmelserne om frugt og grøntsager til en målgruppe af skolebørn fastsættes det i ordningen, at de deltagende medlemsstater skal fastlægge strategier, herunder uddannelses- og oplysningsinitiativer samt foranstaltninger til udveksling af bedste praksis. Det anslås, at 22 millioner børn i EU er overvægtige. Mere end 5 mio. af disse er fede, og dette tal forventes at stige med 400 000 hvert år. Bedre ernæring kan spille en vigtig rolle i bekæmpelsen af dette problem. Ordningen starter samtidig med begyndelsen af skoleåret 2009/2010.

"Det glæder mig, at Rådet har tilsluttet sig vores plan så hurtigt," sagde Mariann Fischer Boel, kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter. "Det er meget vigtigt at give børn gode vaner i en tidlig alder, idet de vil tage disse vaner med sig senere i livet. Alt for mange af vore børn spiser alt for sjældent frugt og grøntsager og er ofte ikke klar over, hvor lækkert det er. Man behøver blot at gå ned ad en af hovedgaderne i Europa for at konstatere omfanget af de problemer, vi står overfor med overvægtige børn. Nu kan vi gøre noget ved det."

Eksperter er enige om, at en sund kost kan bidrage til at reducere fedme og nedsætte risikoen for alvorlige sundhedsproblemer – såsom hjerte-kar-sygdomme og diabetes 2 – senere i livet. Nøglen hertil er at spise tilstrækkelige mængder frugt og grøntsager. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler et dagligt nettoindtag på mindst 400 g frugt og grøntsager pr. person. De fleste europæere opfylder ikke dette mål, og den nedadgående tendens er særlig tydelig blandt unge mennesker.

Undersøgelser viser, at sunde kostvaner grundlægges i barndommen. Personer, som spiser en masse frugt og grøntsager i barndommen, vedbliver hermed. De, der kun spiser lidt heraf, ændrer sjældent deres vaner og giver desuden deres vaner videre til deres egne børn. Forskning har også vist, at familier med lavere indkomster er tilbøjelige til at spise mindre frugt og grøntsager. På den baggrund kan gratis uddeling af disse sunde produkter i skolerne gøre en reel forskel, navnlig i dårligt stillede områder.

Kommissionens analyse af de eksisterende nationale politikker og eksperthøringer har vist, at fordelene ved skoleordningen kan øges, hvis uddelingen af frugt ledsages af oplysnings- og uddannelsesforanstaltninger, hvor børnene lærer om betydningen af gode kostvaner. Der vil desuden blive tilskyndet til netværksdannelse mellem forskellige nationale myndigheder, som har velfungerende skolefrugtordninger. Disse eksisterer allerede i nogle EU-lande og er udformet på mange forskellige måder. Der kan imidlertid gøres meget mere, og denne EU-ordning er det perfekte grundlag for at få gang i nye programmer.

Kommissionen yder 90 mio. EUR om året til uddeling af frugt og grøntsager i skoler. Regeringerne kan vælge, om de ønsker at deltage eller ikke. Programmerne vil være samfinansierede, enten på et 50/50-grundlag eller 75/25 i de såkaldte konvergensregioner, hvor BNP per capita er lavere, samt i regionerne i EU's yderste periferi. Hvis medlemsstaterne ønsker det, kan de opkræve et obligatorisk forældrebidrag. Disse penge kan ikke anvendes til at erstatte eksisterende national finansiering, men skal tilskynde til yderligere aktiviteter, enten i forbindelse med eksisterende programmer eller fuldstændig nye initiativer. Og medlemsstaterne kan selvfølgelig yde ekstra beløb, hvis de skulle ønske det. De nationale myndigheder skal sammen med sundheds- og uddannelsesmyndighederne - og med deltagelse af erhvervsliv og interessegrupper - fastlægge en strategi, hvor der selvfølgelig tages hensyn til nationale interesser.

Oplysninger og dokumenter om skolefrugtordningen er tilgængelige på internettet på følgende adresse:

http://ec.europa.eu/agriculture/markets/fruitveg/sfs/index_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website