IP/08/1422
Bruxelles, den 29. september 2008
“Fremtidens internet vil ændre vort samfund radikalt”, udtalte Viviane Reding, kommissær for informationssamfundet og medier. “Web 3.0 står for friktionsløs erhvervsvirksomhed, underholdning og sociale netværksaktiviteter til enhver tid og overalt via hurtige, pålidelige og sikrede net. Det fjerner det hidtidige skel mellem mobile og faste linjer. Det varsler om et tifoldigt kvantespring i det digitale univers’ omfang frem til 2015. EU råder over tilstrækkelig knowhow og netkapacitet til at lægge sig i spidsen af denne udvikling. Vi må sørge for, at web 3.0 udvikles og benyttes i EU.”
Stadig flere europæiske internetbrugere får adgang til et hurtigere og mere udbytterigt internet: halvdelen af brugerne havde ved udgangen af 2007 bredbåndsadgang på mere end 2 megabits pr. sekund (mbps) – en hastighed, der er fordoblet på et år og understøtter tv over internettet. 70 % af befolkningen i de 27 EU-medlemsstaters landdistrikter har adgang til bredbånd, og afstanden til den samlede dækningsgrad (93 %) mindskes. Bredbåndsdækningen i landdistrikterne i EU-25 er i løbet af det seneste år øget med 8 procentpoint.
Dermed er en ny måde at bruge internettet på allerede undervejs, og dette indebærer indlysende muligheder for EU's økonomi. En fjerdedel af EU-borgerne anvendte web 2.0 i 2007, og erhvervsmæssige anvendelser af sociale netværksaktiviteter er under udvikling. Erhvervslivets software forventes også at blive mere internetbaseret med en vækst på ca. 15 % på verdensplan i perioden 2006-2011.
Nye teknologiske anvendelser vil forudsætte, at der er adgang til internettet overalt. Tingenes internet er ensbetydende med, at trådløs interaktion mellem maskiner, køretøjer, apparater, sensorer og meget andet udstyr vil finde sted via internettet. Det har allerede gjort det muligt at benytte elektroniske rejsebeviser, og det vil åbne mulighed for, at mobile enheder kan udveksle information med henblik på at betale for varer eller få oplysninger fra reklameskilte. Det forventes, at denne teknologi vil blive indbygget i mere end en mia. telefoner frem til 2015.
Forretningsmulighederne for EU’s virksomheder er betydelige, så længe der investeres tilstrækkeligt i højhastighedsbredbåndsadgang, og innovation og forskning støttes i tilstrækkelig grad. I Kommissionens meddelelse blev det påpeget, at EU bør opmuntre til, at der investeres i bredbåndsadgang med henblik på den næste generation af internettet, eksempelvis ved at styrke de lokale myndigheders rolle, da disse kan lette adgangen til kabelkanaler (eller etableringen af nye kabelkanaler) til hurtigere bredbåndsfiberkabler i forbindelse med anlægsarbejder, bevare en fri konkurrence for adgangen til internettet, forebygge urimelige begrænsninger i forbrugernes valgmuligheder, beskytte forbrugernes tillid til brugen af internettet og finansiere forskning i fremtidens internet.
Meddelelsen ledsages af et nyt bredbåndsresultatindeks, hvormed der foretages en sammenligning af konkurrenceniveauet, dækningsgraden, hastigheden og kvaliteten for så vidt angår adgangen til internettet i hele EU (se bilag). Af meddelelsen fremgår det, at EU allerede befinder sig i en god udgangsposition til at drage fordel af disse bredbåndsmuligheder takket være et åbent og konkurrencepræget investeringsmiljø. Ifølge indekset rangordnes EU-landenes præstationer på området højhastighedsinternet af de hovedfaktorer, der påvirker udviklingen af et hurtigere bredbåndsnet, for at sætte fokus på prioriteter vedrørende forbedring.
Ifølge indekset er Sverige og Nederlandene klart i front i EU takket være et konkurrencevenligt miljø og kvalificerede borgere og virksomheder, som kan anvende avancerede tjenester. Svigtende konkurrence kan på den anden side bremse for investeringer i avanceret teknologi og føre til høje priser. Sociale faktorer såsom mangel på edb-kundskaber, begrænset udbredelse af personlige computere og tilbageholdenhed med at afsætte midler til IKT forekommer også at være væsentlige barrierer for den fortsatte udvikling.
Kommissionens meddelelse om fremtidige net og internettet findes på adressen:
http://ec.europa.eu/information_society/eeurope/i2010/index_en.htm
De finder oplysninger om den offentlige høring om tingenes internet på følgende adresse:
http://ec.europa.eu/yourvoice/ipm/forms/dispatch?form=IOTconsultation
Bilag
Udbredelsen af bredbånd pr. 100 indbyggere i EU
[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]
Kilde:
Kommunikationsudvalget
Internethastigheder i EU
(september 2008)
[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED
format ]
Kilde: Idate
[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]
Kilde: Van Dijk
[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]
Kilde: Idate
Bredbåndsresultatindeks
(september 2008)
[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]