Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/08/1080

Bruxelles, den 2. juli 2008

Kommissionen vedtager forslag til direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser

Som en del af den nye sociale dagsorden har Kommissionen i dag vedtaget et forslag til et direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser samt en meddelelse om forbedret samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område. Trods flere klare afgørelser fra EF-Domstolen, som bekræfter, at EU-traktaten giver de enkelte patienter ret til at søge behandling i andre medlemsstater og få udgifterne godtgjort i deres egen medlemsstat, hersker der stadig usikkerhed om, hvordan principperne i denne retspraksis skal anvendes mere generelt. Kommissionen vil med dette forslag skabe større retssikkerhed på området. Samtidig imødekommes Europa-Parlamentets og Ministerrådets opfordring til Kommissionen om at foreslå et særligt initiativ vedrørende grænseoverskridende sundhedsydelser, der er specielt tilpasset til og tager hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for sundhedssektoren. Med det foreslåede direktiv vil det være muligt at udnytte det enorme potentiale for europæisk samarbejde, der findes på sundhedsområdet, til gavn for effektiviteten i alle EU's sundhedssystemer.

"Formålet med dette forslag er at tydeliggøre, hvordan patienter kan gøre brug af deres ret til grænseoverskridende sundhedsydelser, samtidig med at der skabes større retssikkerhed for medlemsstaterne og sundhedstjenesteyderne. Det giver garanti for sundhedsydelsernes kvalitet og sikkerhed i hele EU og fremmer samarbejdet mellem forskellige sundhedssystemer med henblik på forbedret adgang til specialiseret behandling", siger Androulla Vassiliou, EU's kommissær for sundhed.

Direktivets målsætninger

Dette direktiv vil, når det er vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet, afstikke klare rammer for grænseoverskridende sundhedsydelser. De vigtigste bestemmelser er følgende:

  • Patienter har ret til at gøre brug af sundhedsydelser i udlandet og få godtgjort udgifterne i et omfang, der svarer til det beløb, de kunne få godtgjort, hvis de var blevet behandlet hjemme. Direktivet vil tydeliggøre, hvordan disse rettigheder kan udnyttes, herunder hvilke begrænsninger medlemsstaterne kan indføre for sundhedsydelser udført i udlandet, samt hvilken dækning der er af udgifter til grænseoverskridende sundhedsydelser.
  • Medlemsstaterne er ansvarlige for sundhedsydelser, der leveres på deres område. Patienter bør have tillid til, at kvalitets- og sikkerhedsstandarderne for den behandling, de modtager i en anden medlemsstat, overvåges løbende og bygger på god medicinsk praksis.
  • Direktivet vil fremme europæisk samarbejde om grænseoverskridende sundhedsydelser. Det vil støtte oprettelsen af europæiske netværk af referencecentre, som på frivillig basis skal knytte specialiserede centre i forskellige medlemsstater sammen. Dette samarbejde kan blive meget fordelagtigt for patienterne, som får nemmere adgang til højt specialiseret behandling. Også sundhedssystemerne vil nyde godt af et sådant samarbejde, fordi det giver en effektiv anvendelse af ressourcerne, f.eks. i forbindelse med behandling af sjældne sygdomme.
  • Sundhedsteknologivurdering er et andet område, hvor der på EU-plan kan skabes merværdi. Dette direktiv vil bidrage til at mindske overlapning og dobbeltarbejde på området og dermed fremme effektiv anvendelse af ressourcerne.
  • Aktiviteter inden for "e-sundhed" vil også blive styrket. Informations- og kommunikationsteknologier har et meget stort potentiale for at forbedre sundhedsydelsers kvalitet, sikkerhed og effektivitet. Kommissionen støtter allerede eksisterende projekter inden for e-sundhed. Det drejer sig bl.a. om fjernlevering af ekspertbistand fra store hospitaler til mindre lokale behandlingssteder. Der mangler imidlertid fælles formater og standarder, der kan bruges i de forskellige systemer og lande. Direktivet vil medvirke til indførelsen af sådanne formater og standarder.

Behovet for handling

Det var EF-Domstolens domme i de såkaldte patientmobilitetssager vedrørende privatpersoner fra forskellige medlemsstater, der satte gang i debatten om grænseoverskridende sundhedsydelser, navnlig patientmobilitet.

I disse sager har Domstolen siden 1998 konsekvent fastslået, at patienter har ret til at få godtgjort udgifter til sundhedsydelser afholdt i udlandet med et beløb, der svarer til de udgifter, der ville være blevet godtgjort, hvis sundhedsydelserne var leveret i deres hjemland.

Baggrund

Sundhedsydelser er ikke omfattet af direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked. Rådet og Europa-Parlamentet bad Kommissionen om at behandle spørgsmål vedrørende grænseoverskridende sundhedsydelser i en særskilt retsakt.

Kommissionen gennemførte en offentlig høring for at indkredse problemerne i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. De fleste af de 280 bidragydere var positive over for et EU-initiativ vedrørende sundhedsydelser, der kombinerer lovgivningsmæssige elementer og praktisk støtte til samarbejde mellem de europæiske sundhedssystemer.

Kommissionen har på dette grundlag udarbejdet det direktivforslag, som den vedtog i dag.

Forslaget til direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser findes på:

http://ec.europa.eu/health/ph_overview/co_operation/healthcare/cross-border_healthcare_en.htm

Resultaterne af den offentlige høring findes på:
http://ec.europa.eu/health/ph_overview/co_operation/healthcare/cross-border_healthcare_en.htm

Flash Eurobarometer om grænseoverskridende sundhedsydelser i EU findes på:
http://ec.europa.eu/public_opinion/index_en.htm

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/health/ph_overview/co_operation/healthcare/news_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website