Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/08/1070

Bruxelles, den 2. juli 2008

[Graphic in PDF & Word format]

Kommissionen foreslår en ny udgave af den sociale dagsorden, som skal give borgerne midler og hjælp i det 21. århundredes Europa

Den 2. og 3. juli lancerer Kommissionen en samlet pakke ambitiøse initiativer. Pakken er udtryk for et nyt engagement til fordel for det sociale Europa og svarer til en integreret indsats, som samler forskellige politikker. Den viser, hvordan EU kan hjælpe med at skabe muligheder, skaffe adgang og udvise solidaritet. Det sker ved at tage initiativer, som skaber job, fremmer uddannelse og kvalifikationer, bekæmper forskelsbehandling, støtter mobilitet og giver EU-borgerne mulighed for at få et længere og sundere liv. Den nye sociale dagsorden sigter mod at give EU-borgerne, og især de unge, midler og muligheder, således at de kan tackle de hurtige ændringer, som skyldes globaliseringen, de teknologiske fremskridt og det aldrende samfund, og tendenser som de seneste stigninger i priserne på fødevarer og olie samt omvæltningerne på de finansielle markeder. Den sigter også mod at hjælpe dem, der har vanskeligt ved at tackle disse ændringer.

"Europas sociale dimension har aldrig været så relevant som i dag", sagde Kommissionens formand José Manuel Barroso. "Den hænger uløseligt sammen med EU's Lissabonstrategi, som skal fremme vækst og skabe bedre job til EU-borgerne. Europa har brug for en moderne social dagsorden, som er tilpasset til de hurtige økonomiske og sociale ændringer og sikrer EU-borgerne muligheder, adgang og solidaritet. Gode økonomiske resultater giver sociale fordele, og den pakke, som Kommissionen foreslår i dag, skal sikre, at ingen lades i stikken, og at alle kan få del i Europas fremgang."

"EU-borgerne er bekymrede over globaliseringens konsekvenser for deres job og risikoen for at komme til at leve i fattigdom", tilføjede kommissæren med ansvar for sociale anliggender Vladimír Špidla. "De erkender også, at alt for mange stadig ikke får de chancer her i livet, som de bør, på grund af forskelsbehandling. Job går tabt, fordi samarbejdsudvalg ikke samarbejder effektivt på tværs af grænser. Gennem en fælles indsats kan EU supplere foranstaltninger på nationalt plan for at forbedre EU-borgernes tilværelse."

Medlemsstaterne har hovedansvaret for indsatsen på det sociale område, og foranstaltningerne skal træffes så tæt på EU-borgerne som muligt på nationalt, regionalt og lokalt plan. Medlemsstaterne afsætter 26 % (2005) af BNP til udgifter på det socialpolitiske område, sammenlignet med 15 % i USA og 17 % i Japan. Men midlerne kunne anvendes på en mere målrettet og effektiv måde. EU har opnået gode resultater ved at supplere nationale foranstaltninger og skabe samarbejde for at styre samfundsøkonomiske ændringer. EU bekæmper bl.a. fattigdom ved at bidrage til at koordinere bestræbelserne for at fremme aktiv inddragelse, herunder integration på arbejdsmarkedet, sikre, at det kan betale sig at arbejde, og fremme livslang læring, især for dem, der befinder sig længst fra arbejdsmarkedet. Kommissionen bestræber sig også på at sikre, at det indre marked og konkurrencereglerne fremmer adgang til bæredygtige sociale ydelser af god kvalitet, herunder ydelser fra erhvervsdrivende foreninger (f.eks. kooperativer og gensidige selskaber).

Den nye sociale dagsorden hviler på et solidt grundlag. Den tager udgangspunkt i det sociale Europas hidtidige resultater (jf. MEMO/08/466), også inden for området fri bevægelighed for arbejdstagere, og sigter mod at tilpasse EU's politikker til nye sociale forhold og tendenser uden at ændre det sociale Europas grundlæggende mål, som er at sikre et harmonisk og rummeligt samfund præget af sammenhængskraft og med en sund social markedsøkonomi, hvor de grundlæggende rettigheder respekteres. Den nye sociale dagsorden er centreret omkring muligheder, adgang og solidaritet og fokuserer på at give borgerne midler og muligheder, således at de kan udnytte deres potentiale. Samtidig ydes der hjælp til dem, der ikke selv er i stand til at gøre det samme.

Den pakke, der vedtages den 2. og 3. juli som en del af den nye sociale dagsorden, indeholder sammenlagt 19 initiativer inden for beskæftigelse, sociale anliggender og arbejdsmarkedsforhold, uddannelse og unge, sundhed, informationssamfundet og økonomiske anliggender (jf. MEMO/08/471). Initiativerne er centreret om følgende prioriterede områder:

1. Forberede morgendagen: Børn og unge

2. Investere i mennesker: Styre ændringer

3. Fremme et længere og sundere liv

4. Bekæmpe forskelsbehandling

5. Styrke redskaber

6. Udforme den internationale dagsorden

7. Bekæmpe fattigdom og social udstødelse.

Kommissionen fremsætter f.eks. forslag til lovgivning, som kan udfylde hullerne i de eksisterende retlige rammer og beskytte mod forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering også uden for arbejdsmarkedet (jf. IP/08/1071). Et andet lovforslag i pakken sigter på at lette patienters adgang til sundhedsydelser i andre europæiske lande (jf. IP/08/1080).

Pakken giver også udtryk for Kommissionens holdning til den form for skoler, som Europa har brug for i det 21. århundrede, og omfatter en undersøgelse af spørgsmål vedrørende uddannelse og social integration af børn af indvandrerbaggrund.

Den nye sociale dagsorden følger i kølvandet på en bred offentlig høring, som Kommissionen iværksatte i 2007 for at gøre status over ændringerne i Europas sociale virkelighed. I dag blev der også offentliggjort en ny Eurobarometer-undersøgelse med en nærmere oversigt over EU-borgerens forventninger til deres sociale velfærd om 20 år (jf. MEMO/08/467).

Yderligere oplysninger

Europa-Kommissionens nye webportal for sociale anliggender:

http://ec.europa.eu/social

Deltag i debatten om Europas sociale udfordringer på Debate Europe-forummet:

http://europa.eu/debateeurope

Forskellige relaterede videoklip:

http://ec.europa.eu/avservices/video/index_en.cfm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website