Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/07/258

Bruxelles, den 27. februar 2007

"Dit Europa - din fremtid": Det første EU-ungdomstopmøde afholdes i Rom om en måned

Den 24.-25. marts 2007 mødes over 200 unge fra de 27 EU-lande i den italienske hovedstad til det første EU-ungdomstopmøde nogensinde for at markere 50-års-jubilæet for undertegnelsen af Rom-traktaten i 1957. På ungdomstopmødet vil de unge europæere få mulighed for at drøfte deres synspunkter om Europa i dag og give udtryk for deres ønsker for fremtiden. Konklusionerne fra mødet vil blive givet videre til de europæiske ledere, som i samme weekend mødes i Berlin.

EU-institutionerne[1] går sammen med Det Europæiske Ungdomsforum om at afholde det første EU-ungdomstopmøde nogensinde i Rom den 24.-25. marts 2007. Topmødet afholdes i Campidoglio, samme bygning, hvor Rom-traktaten blev undertegnet af de seks oprindelige medlemsstater (Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Italien og Tyskland) for 50 år siden. Målet med ungdomstopmødet er at anerkende de resultater EU har opnået, men frem for alt at se fremad mod morgendagens Europa.

Næstformand Margot Wallström, som er ansvarlig for interinstitutionelle relationer og kommunikationsstrategi, sagde: "Dette 50-års-jubilæum er en lejlighed til at fejre de opnåede resultater og til at overveje fremtidens udfordringer og muligheder. EU har bragt Europa sammen igen, styrket det og givet borgerne frihed, stabilitet og fremgang. Men i takt med, at EU bliver ældre, og vores samfund udvikler sig, stilles der også andre krav til den europæiske integration. Dette topmøde er en enestående mulighed for at drøfte Den Europæiske Union under forandring".

EU's kommissær for uddannelse, kultur og ungdom, Ján Figel', sagde: "Nutidens unge bliver fremtidens EU-borgere, og jo tidligere de inddrages i debatter og fora om deres europæiske fremtid, jo bedre vil de kunne takle de kommende udfordringer".

Mødet vi få deltagelse af over 200 unge fra alle samfundslag og alle 27 EU-lande. Der vil være seks deltagere fra hvert land plus 30 repræsentanter for internationale ungdoms-ngo'er og otte repræsentanter for Det Europæiske Ungdomsforum. Fire af de seks nationale deltagere vil blive udvalgt gennem ungdomsdebatter på nationalt, regionalt eller lokalt plan fra januar til først i marts.

Der blev taget hul på forberedelserne til topmødet, da de unge mødtes i Bruxelles den 17.-20. januar 2007. På baggrund af de konklusioner, som blev vedtaget på dette møde, er de nationale ungdomsråd i alle EU-landene begyndt at afholde nationale debatter i tæt samarbejde med Kommissionens repræsentationskontorer, Europa-Parlamentets informationskontorer og de nationale kontorer for Aktive unge-programmet - EU's nye støtteprogram for ungdom. Gennem disse nationale debatter vil unge få mulighed for at involvere sig på nationalt, regionalt og lokalt plan, at vælge delegerede og sikre, at man også har hørt de unge selv.

Ungdomstopmødet i Rom åbnes lørdag den 24. marts på Roms universitet (Roma III, fakultetet for litteratur). Om eftermiddagen vil de unge fordele sig i seks arbejdsgrupper for at drøfte:

  • EU-traktatens fremtid
  • EU's sociale og økonomiske model
  • bæredygtig udvikling
  • EU's rolle i en globaliseret verden
  • demokrati og civilsamfundet
  • ungdom og uddannelse.

Lørdag den 25. marts samles deltagerne i Campidoglio-bygningen, hvor konklusionerne og budskaberne vedrørende Europas fremtid vil blive vedtaget. Disse vil fungere som grundlag for en struktureret dialog mellem unge europæere og EU-institutionerne i de kommende år. Ved en rundbordssamtale vil de unge desuden debattere budskaberne med næstformand Margot Wallström, kommissær Figel' og repræsentanter for andre EU-institutioner. Denne rundbordssamtale vil blive offentligt tilgængelig, idet den streames på internettet.

Ungdomstopmødet i Rom vil blive afholdt sideløbende med Det Europæiske Råds uformelle møde i Berlin den 25. marts 2007, hvor stats- og regeringscheferne vil vedtage en politisk erklæring, hvori EU's værdier og ambitioner fastlægges.

Ungdomstopmødet forventes at blive begyndelsen på en proces med dialog og debat, som skal mobilisere unge og ungdomsorganisationer som led i forberedelserne til valget til Europa-Parlamentet i 2009.

Unge europæere spiller en afgørende rolle på den europæiske scene. De er vigtige, når det drejer sig om at udbrede den europæiske idé, hvilket afspejles i det nye Aktive unge-program, som blev påbegyndt i januar 2007. Programmets formål er at yde finansiel støtte til ungdomsmobilitet og ungdomsarbejde frem til 2013. I juni vil den europæiske ungdomsuge blive afholdt i Bruxelles, og der vil blive sat fokus på resultaterne af de ungdomsprojekter, som er finansieret under det foregående program "Ungdom", og på en fortsættelse af debatten mellem de unge og de politiske beslutningstagere.

Der kan findes yderligere oplysninger på:

http://50.europa.eu

http://europa.eu/youth/

http://ec.europa.eu/youth/index_en.html


[1] Arrangementet afholdes af Europa-Kommissionen i samarbejde med Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website