Navigation path

Left navigation

Additional tools

Eurobarometer: Er Europas børn for tillidsfulde til at håndtere online-risici?

European Commission - IP/07/1227   10/08/2007

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/07/1227

Bruxelles, den 10. august 2007

Eurobarometer: Er Europas børn for tillidsfulde til at håndtere online-risici?

Kan forældre have tillid til deres 13-årige datter, når hun netsurfer? Kan de være helt sikre på, at deres 11-årige søns mobiltelefonsamtale foregår sikkert? En kommissionsundersøgelse blandt børn fra hele Europa har set på, hvordan de benytter de nye medier. Den viser, at det er blevet noget nær en selvfølge for Europas unge generation at benytte internettet og mobiltelefoner. Generelt set er de også klar over de risici, der knytter sig til at benytte internettet og mobiltelefoner. Men hvis mindreårige kommer ud for problemer online, vil de først henvende sig til en voksen som sidste udvej.

"Dette er første gang, børn fra hele Europa er blevet spurgt direkte, hvordan de benytter online-teknologierne, hvor meget de browser for sjovs skyld og til lektier, og hvordan de håndterer risiciene," siger Viviane Reding, kommissær med ansvar for informationssamfundet og medier. "Det er opmuntrende at konstatere, at Europas unge tager de digitale teknologier til sig så selvfølgeligt. Evnen til aktivt at benytte de nye medier er af central betydning for udviklingen af et videnbaseret samfund i Europa. Samtidig fremhæver disse undersøgelsesresultater Europas behov for en proaktiv online-medieuddannelse. Vi må også fortsat øge opmærksomheden omkring mulighederne og risiciene ved de nye medier, især blandt forældre. Hvis vores børns sikkerhed står på spil, er der ikke plads til at lade stå til."

Eurobarometers kvalitative undersøgelse interviewede børn i alderen 9-10 og 12-14 fra alle 27 EU-medlemsstater plus Norge og Island. De blev stillet indgående spørgsmål om, hvordan de benytter online-teknologier, og hvordan de ville reagere på problemer og risici, som de støder på, når de benytter internettet og mobiltelefoner.

Undersøgelsen viser, at børn benytter teknologierne på meget ensartet vis over hele Europa. Online-spil, surfing og kommunikation betragtes som topaktiviteterne online, mens udveksling af tekstbeskeder og samtaler med forældre og venner er den mest udbredte anvendelse af mobiltelefoner blandt unge mobiltelefonbrugere.

Flertallet af de unge benytter internettet flere gange om dagen og har også egen mobiltelefon. Internetanvendelsen er til en vis grad begrænset af forældrene, hvorimod brugen af mobiltelefoner er meget friere og mindre overvåget.

Som et barn sagde: “Mine forældre siger til mig, at jeg ikke må være på nettet mere end 1-2 timer, fordi det er skadeligt for øjnene. Jeg ville gerne være på nettet længere, men de har ret” (dreng, 9-10 år, Rumænien).

Resultaterne viser, at børn generelt er udmærket klar over de potentielle online-risici, som f.eks. sikkerheden, viruser, adgangen til uønsket indhold, identitetstyveri og den potentielt farlige kontakt med fremmede.

“Hackerne er en fare, de kan sprede viruser, som ødelægger harddisken eller kopierer alt, hvad vi har i computeren, passwords, dokumenter osv.” (dreng, 9-10 år, Portugal).

Mange af dem er også klar over, hvilke nødvendige forholdsregler de skal træffe.

"Giv ikke personlige oplysninger på internettet og giv heller ikke dit mobiltelefonnummer til folk, du ikke kender" (pige, 12-14 år, Luxembourg).

Nogle børn indrømmede dog, at de havde kastet sig ud i risikabel adfærd, og nogle erkendte, at de havde været udsat for chikane og haft kontakt med fremmede.

"Jeg mødtes med ham på en station, og så var det en ækel gammel mand på 44. Så skred jeg!" (dreng, 12-14 år, Danmark).

Selv om de unge kender til risiciene og forholdsreglerne, vil de fleste helst prøve at løse problemet selv eller med venner og vil helst kun tale med deres forældre som sidste udvej i de mest alvorlige tilfælde.

"Jeg ville fortælle alle andre end mine forældre om det, jeg ville være alt for bange for, at min mor bliver bekræftet i det, hun frygter, og forbyder mig at gå på chatrum" (pige, 9-10 år, Tyskland).

Eurobarometers resultater vil hjælpe Kommissionen til at arbejde videre med, hvordan EU's program for et sikrere internet bedst kan bidrage til at sikre børns sikkerhed i forbindelse med brug af internettet og mobiltelefoner i hele Europa. Det er en opfølgning af aftalen mellem de europæiske mobiltelefonselskaber, som Kommissionen banede vejen for i foråret 2007, om at selvregulere deres indsats for at beskytte mindreårige, der bruger mobiltelefoner (se IP/07/139).

Den næste Sikkert Internet-dag vil blive afholdt den 12. februar 2008.

Baggrundsinformation:

Programmet for et sikrere internet har kørt siden 1999 med det formål at fremme en sikker brug af online-teknologier, især for børn, og bekæmpe ulovligt og skadeligt indhold lige fra børnemisbrug til racisme. Den nuværende fase ("Safer Internet plus") kører frem til 2008 (se IP/06/1512, MEMO/07/44).

Den årlige Sikkert Internet-dag sætter fokus på sådanne initiativer globalt og medvirker til at øge opmærksomheden omkring de spørgsmål, der knytter sig til en sikrere brug af internettet og nye teknologier (se IP/07/140, IP/06/126, IP/05/148, IP/04/171).

For yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/saferinternet

Resultaterne fra Eurobarometer om børns brug af online-teknologier:

http://ec.europa.eu/information_society/activities/sip/eurobarometer/


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website