IP/07/114
Bruxelles, den 31. januar 2007
Konkurrence: en
sektorundersøgelse foretaget af Kommissionen afdækker betydelige
barrierer for konkurrence inden for detailbankvirksomhed
Europa-Kommissionen har offentliggjort den endelige
rapport om den konkurrenceundersøgelse, den har foretaget af
detailbankvirksomhed. Undersøgelsen har vist, at der er en række
konkurrenceproblemer på markederne for betalingskort og betalingssystemer
og for produkter inden for detailbankvirksomhed. Problemerne kommer bl.a. til
udtryk ved, at der er store forskelle på gebyrer for betalingsmodtagere og
interbankgebyrer, ved at der er barrierer for adgang til markeder for
betalingssystemer og kreditregistre, og ved at der er hindringer for
kundemobilitet, og at kunderne bindes til bestemte produkter. Visse
markedsaktører har allerede tilbudt frivilligt at gennemføre reformer
efter offentliggørelsen af de foreløbige undersøgelsesresultater
vedrørende betalingskort i 2006 (jf. IP/06/496
og MEMO/06/164).
Kommissionen vil anvende sine beføjelser under konkurrencereglerne til at
tackle alvorligt misbrug og i den forbindelse arbejde tæt sammen med de
nationale konkurrenceregulerende myndigheder. Resultaterne af undersøgelsen
skulle medvirke til at øge konkurrencen inden for detailbankvirksomhed
forud for etableringen af det fælleseuropæiske betalingsområde
(SEPA).
Konkurrencekommissær Neelie Kroes udtalte: “Undersøgelsen har
vist, at der findes mange konkurrencebarrierer, som gør serviceydelserne
inden for detailbankvirksomhed unødvendigt dyre for de europæiske
virksomheder og forbrugere. Kommissionen vil gøre fuld brug af sine
beføjelser under konkurrenceloven for at fjerne disse barrierer på
markedet for betalingskort og andre steder, hvor de er et resultat af
konkurrencehæmmende adfærd.”
Betalingskort og betalingssystemer
Den europæiske betalingskortindustri er stor: forbrugernes betalinger
med betalingskort beløber sig til i alt 1 350 mia. EUR pr. år. Disse
betalinger generer gebyrer, der skønsmæssigt årligt udgør 25
mia. EUR, som EU-virksomhederne betaler til banker. Flere resultater i
Kommissionens undersøgelse vakte bekymring:
- Meget koncentrerede markeder i mange medlemsstater, navnlig med
hensyn til erhvervelse af betalingskort, kan gøre det muligt for de
etablerede banker at begrænse markedsadgangen for nye virksomheder og
fastsætte høje kortgebyrer
- store forskelle på de gebyrer, betalingsmodtagerne betaler i EU.
F.eks. er virksomheder i medlemsstater med høje gebyrer nødt til at
betale tre til fire gange så meget ud af deres indtægter
hidrørende fra kortbetalinger som virksomheder i medlemsstater med lave
gebyrer
- store forskelle på interbankgebyrer mellem banker i EU, som ikke
nødvendigvis giver sig udslag i lavere gebyrer for indehaverne af
betalingskortene. Kommissionen slår ikke til lyd for at fjerne
interbankgebyrerne, men deres anvendelse giver anledning til bekymring i visse
betalingsnetværk
- høj og vedvarende lønsomhed – navnlig i forbindelse
med udstedelse af betalingskort – er et tegn på, at bankerne i visse
medlemsstater har en meget stærk markedsposition og kan gennemtvinge
høje kortgebyrer for virksomheder og forbrugere
- regler og praksis, som svækker konkurrencen på
detailniveau, f.eks. sammenblanding af forskellige gebyrer for
betalingsmodtagere og forbud mod at pålægge ekstragebyr for
kortbetaling, og
- forskellige tekniske standarder i EU, som forhindrer mange
serviceudbydere i at operere effektivt i hele EU.
Efter
offentliggørelsen af en midtvejsrapport om betalingskort og –systemer
mødte Kommissionen bankerne i en række medlemsstater for at
drøfte, hvor man ved hjælp af selvregulering kunne løse
konkurrenceproblemerne. Denne fremgangsmåde har givet lovende resultater.
Gode eksempler herpå er Østrig, Finland og Portugal, hvor
aktørerne på markedet har truffet indledende foranstaltninger på
foranledning af den bekymring, Kommissionen har givet udtryk for.
Den Europæiske banksektor arbejder med fuld støtte fra Kommissionen
og Den Europæiske Centralbank på at etablere et
fælleseuropæisk betalingsområde (SEPA) for at forbedre
effektiviteten og sænke omkostningerne i forbindelse med detailbetalinger.
Sektorundersøgelsen har afdækket flere markedsbarrierer, som bør
fjernes inden for rammerne af SEPA.
Markederne for detailbankprodukter
Detailbankvirksomheden i EU genererer årligt en bruttoindkomst på
250-275 mia. EUR svarende til 2 % af bruttonationalproduktet i EU.
Markederne er generelt opsplittet i nationale markeder og adskilt af faktorer
som konkurrencebarrierer og reguleringsmæssige, lovgivningsmæssige og
kulturelle forskelle. Undersøgelsen viste, at der var tegn på
konkurrenceproblemer på flere forskellige områder:
- i visse medlemsstater giver den vedvarende store lønsomhed, den store
markedskoncentration og tegn på adgangsbarrierer anledning til bekymring
med hensyn til bankernes evne til at øve indflydelse på prisniveauet
for forbrugere og små virksomheder
- visse kreditregistre, der omfatter fortrolige oplysninger, som
långiverne anvender ved fastsættelse af lånerenten, kan anvendes
til at holde nye aktører ude fra detailbankmarkederne
- visse former for samarbejde mellem banker, herunder sparekasser og
andelsbanker, kan medvirke til at begrænse konkurrencen og holde nye
aktører ude fra markedet
- produktbinding, dvs. hvor en låntager er tvunget til at
købe en ekstra forsikring eller oprette en anfordringskonto, er udbredt i
de fleste medlemsstater. Det kan begrænse kundernes valgmuligheder og
øge bankernes magt på markedet til at øve indflydelse på
priser, og
- hindringerne for kundemobilitet i banksektoren – navnlig
besværet med at skifte anfordringskonto – er store.
Undersøgelsen viser, at bankernes fortjenester er mindre, når kunderne
er mere mobile.
Sektorundersøgelsen blev indledt i juni 2005
(se IP/05/719).
Der blev offentliggjort midtvejsrapporter om betalingskort i april 2006 (se
IP/06/496)
og om anfordringskonti og tilknyttede serviceydelser i juli 2006 (se IP/06/999).
Den
endelige rapport om Kommissionens sektorundersøgelse og tilknyttede
dokumenter kan findes på:
http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/others/sector_inquiries/financial_services/
For yderligere oplysninger, se også: MEMO/07/40.