IP/06/476
Bruxelles, den 7. april 2006
Fra i dag kl. 11.00 kan alle, der har en adresse i EU, ansøge om at få registreret et navn under topdomænet .eu efter princippet ”den, der kommer først til mølle, får først malet”. Man behøver ikke være statsborger i en EU-medlemsstat for at kunne ansøge. I dag ender også den indledende registreringsperiode, ”solopgangsperioden”, hvor der er modtaget 320 000 ansøgninger om domænenavne under .eu fra varemærkeindehavere, offentlige organisationer og indehavere af andre ”ældre rettigheder” som f.eks. ikke-registrerede varemærker, firmanavne og ophavsrettigheder. EU-institutionerne og deres ansatte skifter alle over til “.eu”-adresser på Europadag, den 9. maj 2006.
“I dag bliver Europas konkurrencebaserede vidensamfund mere synligt for resten af verden på internettet”, kommenterede Viviane Reding, kommissær for informationssamfundet og medier. “Europa og dets borgere kan nu markere deres europæiske identitet på internettet, beskyttet af EU’s regler. Jeg forventer tusindvis af ansøgninger i de første timer efter at der bliver lukket op for alle, og det nye topdomæne vil formentlig få lige så stor betydning som .com.
Vil man registrere et .eu-domænenavn, skal man først vælge en
akkrediteret registrator fra denne liste:
http://list.eurid.eu/registrars/ListRegistrars.htm?lang=en.
Et nyt domænenavn burde blive aktiveret få timer efter
ansøgningen. Registreringsomkostningerne varierer i EU. I visse
tilfælde er den samlede afgift, der opkræves (af registratoren og
topdomæneadministratoren tilsammen) helt nede på 12 EUR. Der er
hundredvis af registratorer, der konkurrerer om at registrere navne, så
kunderne bør undersøge de forskellige tilbud for at finde frem til
det, der pris-, kvalitets- og servicemæssigt passer dem bedst.
De ansøgninger, der indsendes fra nu af, vil blive behandlet efter princippet ”den, der kommer først til mølle, får først malet”: hvis to personer ansøger om samme domænenavn, vil topdomæneadministratoren registrere den ansøgning, der kommer først. I modsætning til ansøgningerne i solopgangsperioden vil de kommende ansøgninger blive registreret uden videre formaliteter i timerne umiddelbart efter at de er modtaget.
Hele EU-institutionernes websted (Europas største enkelte websted) og alle de EU-ansattes e-postadresser vil blive flyttet over til .eu på Europadag, den 9. maj. Gamle og nye adresser vil eksistere side om side i mindst et år, men derefter vil kun .eu-adresserne fungere. Kommissionens forberedelse af overgangen til .eu ledes af næstformand Siim Kallas, der også står bag overgangen til ”e-Kommissionen”.
Baggrund
EURid[1], den
nonprofitorganisation, som Europa-Kommissionen efter et offentligt udbud valgte
til at forvalte registreringen af domænenavne, åbnede dørene for
ansøgninger om registrering af domænenavne den 7. december 2005. I
første omgang var muligheden for at registrere navne under .eu forbeholdt
varemærkeindehavere og offentlige organisationer (fra den 7. december 2005
til den 7. februar 2006). Derefter blev muligheden udvidet til at omfatte
indehavere af ”ældre rettigheder”, som f.eks. firmanavne og
firmamærker (fra den 7. februar til den 7. april 2006). Endelig, fra i dag
kl. 11.00, kan alle med en adresse i EU registrere et domænenavn under
.eu.
Yderligere oplysninger om, hvordan man ansøger om et
domænenavn under .eu, samt andre administrative oplysninger findes på
EURids hjemmeside:
http://www.eurid.eu/en
Kommissionens
websider om .eu:
http://ec.europa.eu/information_society/policy/doteu/index_en.htm
[1] EURid er navnet på et nonprofitkonsortium bestående af tre topdomæneadministratorer: DNS-BE (Belgien), IIT CNR (Italien) og NIC SE (Sverige).