IP/06/1356

Bruxelles, den 12. oktober 2006

Omkostninger som følge af befolkningens aldring: det er nødvendigt at nedskære underskuddene og reformere pensionssystemerne i dag, hvis vi skal sikre en holdbar udvikling for vores børn i morgen

Hvis EU-landene kan skabe balancerede budgetter på mellemlang sigt, vil de med langt større sikkerhed blive i stand til at tackle de afskrækkende pensionsomkostninger, der følger af befolkningens aldring. En meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i EU viser, at hvis vi når dette mål, vil den gennemsnitlige offentlige gæld i forhold til BNP i EU stige fra 63 % i dag til omkring 80 % i 2050 i stedet for til næsten 200 % med en uændret politik. Det fremgår også, at medlemsstater med store budgetubalancer og betydelige fremskrevne stigninger i de aldersrelaterede udgifter er udsat for større risiko end andre. Håndteringen af budgetvirkningen af den demografiske aldring er imidlertid en central politisk udfordring for EU som helhed. Løsningen er at reducere den offentlige gæld, øge beskæftigelsesfrekvensen og forbedre produktiviteten og fortsætte med at gennemføre reformer af pensions-, sundheds- og plejesystemerne.

”Hvis ikke hovedparten af medlemsstaterne går alvorligt i gang med at desarmere den tidsindstillede pensionsbombe, vil den gå af i hænderne på vores børn og børnebørn, og vi vil således efterlade dem i en situation, der simpelthen ikke er holdbar. Det er et problem, der både skal tackles ved at reducere de offentlige underskud og den offentlige gæld og ved at gennemføre yderligere reformer af pensions-, sundheds- og plejesystemerne. Der er ganske vist gjort visse fremskridt, men de er helt klart ikke tilstrækkelige, og mulighederne for, at stigningen i beskæftigelsesniveauet og i befolkningsandelen i den arbejdsduelige alder vil fortsætte, er hurtigt ved at være udtømt”, sagde Joaquín Almunia, kommissær for økonomiske og monetære anliggender.

Som følge af faldende fertilitetskvotienter, stigende middellevetid og babyboom-generationens tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet vil befolkningen i EU være meget ældre i 2050, hvilket vil blive en vældig belastning for de offentlige finanser som påvist i en undersøgelse fra Europa-Kommissionen og Udvalget for Økonomisk Politik, der blev offentliggjort i februar i år^[1].

Meddelelsen, der er vedtaget i dag, og den ledsagende undersøgelse af de offentlige finansers langfristede holdbarhed viser, at der er meget store fordele forbundet med at tackle problemet ved at reducere de offentlige underskud og den offentlige gæld og videreføre strukturreformerne.

Undersøgelsen anslår holdbarhedsgabet, dvs. gabet mellem den strukturelle budgetstilling i 2005 og en holdbar budgetstilling under forudsætning af uændret politik, til omkring 3,5 % af BNP i både EU og euroområdet. Konkret var det strukturelle underskud i EU som helhed i 2005 omkring 2 % af BNP. At lukke holdbarhedsgabet ville betyde, at dette underskud skulle omdannes til et strukturelt overskud på omkring 1,5 % af BNP.

Hvis de landespecifikke mellemfristede budgetmål^[2], der blev indført med den reviderede stabilitets- og vækstpagt, realiseres senest i 2010, reduceres stigningen i den offentlige gæld fra et EU-gennemsnit på 63 % af BNP i 2005 til ca. 80 % af BNP i 2050. Hvis de ikke realiseres i mangel af yderligere reformer, er gælden i forhold til BNP fremskrevet til at udgøre næsten 200 % af BNP i 2050.

Undersøgelsen viser også, at hvis beskæftigelsesfrekvenserne, særlig for ældre arbejdstagere, øges mere end fremskrevet, vil den finanspolitiske holdbarhed forbedres betydeligt.

Sunde finanser og reformer betaler sig

Nogle lande har allerede sunde finanser, og mange andre har gennemført pensionsreformer og andre reformer for at løse problemet. Disse lande kan gå fremtiden i møde med en større grad af sikkerhed. Men det store flertal har stadig en lang vej endnu.

På grundlag af den nuværende budgetstilling og den fremskrevne stigning i de aldersrelaterede omkostninger kan EU-landene inddeles i tre grupper med hensyn til de risici, der truer deres offentlige finansers holdbarhed på lang sigt:

• Lande med stor risiko (i alfabetisk orden): Cypern, Grækenland, Portugal, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn.
• Lande med mellemstor risiko: Belgien, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Malta, Slovakiet, Spanien og Tyskland.
• Lande med lille risiko: Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen, Nederlandene, Polen, Sverige og Østrig.

Den første gruppe er karakteriseret af en meget betydelig stigning i de aldersbetingede udgifter på lang sigt, som kræver reformer. Det haster også med den nødvendige budgetkonsolidering, da de fleste af dem har meget store underskud (særlig Grækenland, Ungarn og Portugal og i mindre omfang Tjekkiet og Cypern).

Den anden gruppe består af lande, hvor omkostningerne i forbindelse med aldringen er betydelige og kræver strukturelle reformer (Spanien, Irland og Luxembourg), og andre, der har brug for at konsolidere deres offfentlige finanser på mellemlang sigt (Tyskland, Frankrig, Italien, Malta, Slovakiet og Det Forenede Kongerige), samt Italien, hvor udviklingen i det meget høje gældsniveau bør drejes til at udvise en klar nedadgående tendens. Belgien kendetegnes ved nogle karakterisika for begge undergrupper.

Den tredje gruppe er generelt kommet længst med at håndtere aldringsproblemet. En lav risiko betyder imidlertid ikke, at der ikke er usikkerhedsmomenter i forbindelse med at sikre finanspolitisk holdbarhed.

En trestrenget strategi

For at klare budgetvirkningen af den demografiske aldring kræves en trestrenget strategi.

For det første er der behov for, at medlemsstaterne skaber og fastholder sunde budgetstillinger og nedbringer den offentlige gæld i et hurtigere tempo. Sunde finanser skaber også en god cirkel med lave renter og en høj og stabil økonomisk vækst.

For det andet er der behov for at øge beskæftigelsesfrekvensen, særlig for kvinder og ældre arbejdstagere, og for at øge arbejdskraftproduktiviteten. I 2005 var beskæftigelsesfrekvensen i EU 63,8 % sammenliget med 62,4 % i 2000^[3], men det er stadig langt fra målet på 70 %, som medlemsstaterne er enige om bør nås. En succesfuld gennemførelse af foranstaltninger, der forbedrer beskæftigelsen og produktiviteten i overensstemmelse med målsætningerne i Lissabon-strategien, ville øge de potentielle BNP-vækstrater med heraf følgende positive konsekvenser for den fremtidige levestandard og de offentlige finansers langsigtede holdbarhed.

For det tredje bør medlemsstaterne gennemføre reformer af pensionssystemer, sundhedsvæsen og langtidsplejeordninger for at gøre dem levedygtige og betryggende. Reformer i omkring halvdelen af medlemsstaterne har reduceret budgetvirkningen af aldringsproblemet. Men pensionsreformer vil først blive en fuldstændig succes, hvis de ledsages af en forlængelse af arbejdslivet. Dette medfører en større akkumulation af pensionsrettigheder, og på den måde vil reformerne få en positiv virkning på pensionsniveauet i forhold til lønningerne i fremtiden; dette vil imidlertid kræve andre strukturreformer.
Den fulde rapport findes på:

http://ec.europa.eu/economy_finance/publications/european_economy/2006/ee0406sustainability_en.htm

^[1] The impact of ageing on public expenditure : projections for the EU25 Member States on pensions, health care, long-term care, education and unemployment transfers (2004-2050) (se IP/06/150)

http://ec.europa.eu/economy_finance/publications/european_economy/2006/eespecialreport0106_en.htm

^[2] De mellemfristede budgetmål går fra balance eller overskud for lande med høj/lav vækst til balance eller lille overskud for lande med lav gæld og højt vækstpotentiale.

^[3] Se Eurostats pressemeddelelse STAT/118/2006 af 11. september 2006.