Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen vil fremme mindre forurenende køretøjer

European Commission - IP/05/1672   21/12/2005

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL

IP/05/1672

Bruxelles, den 21. december 2005

Europa-Kommissionen vil fremme mindre forurenende køretøjer

For at nedbringe transportsektorens forurenende emissioner fremsætter Europa-Kommissionen i dag forslag til ny lovgivning, som skal bidrage til at skabe et marked for mindre forurenende køretøjer. Ved med de nye EU-regler at pålægge offentlige myndigheder at afsætte en fjerdedel af deres årlige indkøb af køretøjer til mindre forurenende køretøjer gives fabrikanterne den fornødne sikkerhed for, at der er et marked for de køretøjer, fabrikanterne udvikler.

"For at løse de voksende problemer med forurening i byer og de stadigt stigende brændstofpriser må der findes midler til at hjælpe bilindustrien med at fremstille mindre forurenende køretøjer", erklærede næstformand Jacques Barrot med ansvar for transportpolitikken. Andris Piebalgs, kommissær med ansvar for energi tilsluttede sig direktivforslaget og tilføjede: "Disse foranstaltninger vil gøre det muligt at øge energieffektiviteten på længere sigt i transportsektoren, der er en af de mest forurenende og energiforbrugende".

For at imødegå transportsektorens konstante vækst og de deraf følgende påvirkninger i form af forurening og afhængighed af olie understreger Kommissionen i dag nødvendigheden af at etablere et marked for mindre forurenende køretøjer. Omkring en fjerdedel af energiforbruget og CO2-emissionerne i Den Europæiske Union kan henføres til vejtransport. Der findes et betydeligt potentiale for at nedbringe køretøjers emissioner og energiforbrug, men de nødvendige teknologier er fortsat bekostelige i forhold til de teknologier, som anvendes til at fremstille traditionelle køretøjer.

Derfor har Europa-Kommissionen besluttet at tilskynde til udviklingen af en ny generation af køretøjer med lavere energiforbrug og færre forurenende emissioner. I direktivet forpligtes offentlige myndigheder (staten, lokale myndigheder, offentligretlige organer og offentlige virksomheder samt transportoperatører, som har tegnet kontrakt med offentlige myndigheder om levering af transportydelser) til at afsætte en kvote på mindst 25 % af deres årlige indkøb (køb eller leasing) af tunge køretøjer (over 3,5 tons) til "mere miljøvenlige køretøjer", således som de er defineret i den europæiske standard (EEV)[1]. Tunge køretøjer omfatter busser og de fleste erhvervskøretøjer, f.eks. renovationskøretøjer.

Forpligtelsen til at købe mindre forurenende køretøjer begrænses i første omgang til disse kategorier af køretøjer, idet den offentlige sektor har en betydelig markedsandel heraf (ca. 6 % for tunge erhvervskøretøjer og ca. en tredjedel for busser). Den voksende efterspørgsel efter mindre forurenende køretøjer i disse kategorier af køretøjer gør det muligt at støtte fabrikanternes udviklingsarbejde: det handler om at gøre markedet attraktivt ved at skabe en tilstrækkelig stor efterspørgsel, til at der kan opnås stordriftsfordele.

Kommissionens undersøgelser har i øvrigt påvist, at dette vil påvirke den europæiske bilindustris konkurrenceevne positivt. Fabrikanternes udbud af mindre forurenende køretøjer bliver en vigtig konkurrenceparameter i kraft af forureningsproblemerne i byområder i lande med kraftig vækst verden over.

Kommissionen vil undersøge mulighederne for i anden omgang at udvide kvoteforpligtelsen til andre kategorier af køretøjer. En af direktivets resultater bliver at fremme udviklingen af køretøjer, som kan benytte brændstoffer med højt indhold af biobrændstoffer (se IP/05/1546 om handlingsplanen for biomasse). Af andre berørte teknologier kan nævnes naturgas, LPG (autogas), brint, el- eller hybridmotorer, der benytter en kombination af forbrændings- og elmotorer.

Der er ydet støtte til disse teknologier med EU-midler via forsknings- og udviklingsprogrammer og strukturfonde. Kommissionens forslag er nu forelagt Europa-Parlamentet og Rådet inden for rammerne af proceduren med fælles beslutningstagning.

Please see also : MEMO/05/495


[1] Som defineret i direktiv 2005/55/EF, EUT L 275/1 af 20.10.2005.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website