Navigation path

Left navigation

Additional tools

Nye rettigheder for luftfartspassagerer i hele EU

European Commission - IP/04/98   26/01/2004

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL

IP/04/98

Bruxelles, den 26. januar 2004

Nye rettigheder for luftfartspassagerer i hele EU

Loyola de Palacio, næstformand for Europa-Kommissionen med transport og energi som ansvarsområde, så med tilfredshed på den endelige vedtagelse i Europa-Parlamentet og Rådet af forordningsforslaget vedrørende beskyttelse af luftfartspassagerers rettigheder ved boardingafvisning, aflysning eller lange forsinkelser. "Indsatsen for passagerers rettigheder er et af denne Kommissions væsentligste initiativer for at sætte borgerne i centrum af EU-politikkerne", udtalte hun. "På grund af den hidtidige praksis sættes luftfartspassagerer alt for ofte i en situation, hvor der må tilkomme dem en fair behandling og en passende godtgørelse: fremover vil alle passagerer få gavn af nye, styrkede rettigheder", tilføjede hun. Forordningen forventes at træde i kraft i de kommende uger, og de nye rettigheder gælder fra 2005. Loyola de Palacio konkluderede: "Europa-Kommissionen vil som tidligere sikre, at passagerer informeres om deres rettigheder, og relevante oplysninger vil blive givet i alle lufthavne".

Hvert år udsættes omkring en kvart million luftfartspassagerer for en ubehagelig overraskelse ved indtjekningen til deres flyvning. De havde købt en billet og reserveret en plads. Derefter meddeler luftfartsselskabet, at deres flyvning er blevet overbooked, og de er nødt til at tage et senere fly. Boardingafvisning medfører stor ulejlighed og tidsspilde for passagerer. Lige så ubelejlige er uvarslede aflysninger og forsinkelser, som efterlader passagerer strandede i flere timer i en lufthavn.

Den nye forordning vil erstatte den eksisterende forordning fra 1991. Denne har alvorlige mangler, idet den ikke på effektiv måde afholder luftfartsselskaber fra at afvise ombordstigning, og den omfatter ikke aflysninger af forretningsmæssige årsager eller langvarige forsinkelser. Den finder heller ikke anvendelse på andre flyvninger end ruteflyvning, f.eks. flyvninger charteret af rejsebureauer.

Dette forhold ændres radikalt med den nye forordning, som vil give passagerer en effektiv, generel beskyttelse, når den træder i kraft om et års tid. Med denne indføres fire væsentlige nye rettigheder.

Udvidelse af luftfartspassagerers rettigheder til alle typer flyvning.

Indtil nu var andre flyvninger end ruteflyvninger, som udgør en stor del af markedet, ikke omfattet af de gældende regler. Den nye forordning vil omfatte både ruteflyvning og andre typer flyvninger (herunder lufttransport solgt som en del af en feriepakke).

Desuden vil den nye forordning ikke blot omfatte passagerer, som afrejser fra en lufthavn beliggende i en medlemsstat, men også passagerer, som flyver med et EF-luftfartsselskab fra et tredjeland til en medlemsstat, medmindre disse modtager tilsvarende behandling i dette tredjeland.

Nedbringelse af antallet af boardingafvisninger.

Med den nye forordning vil hyppigheden af boardingafvisninger mod passagerernes vilje blive drastisk nedbragt med en kombination af to foranstaltninger.

    Når luftfartsselskaberne forventer at måtte afvise passagerer, er de, inden de foretager sig andet, forpligtet til at opfordre frivillige til at give afkald på deres plads til fordel for modydelser; de forsøger med andre ord at slå en handel af med passagerer, som er interesserede i at give afkald på deres pladser. Kun i det tilfælde, at der ikke findes tilstrækkeligt mange frivillige, har de ret til at afvise passagerer mod deres vilje.

    Hvis luftfartsselskaber eller rejsebureauer alligevel afviser passagerer ved ombordstigning, skal de betale en afskrækkende høj godtgørelse:

      250 EUR for flyvninger under 1500 km

      400 EUR for flyvninger inden for Fællesskabet på mere end 1500 km og for andre flyvninger mellem 1500 og 3500 km

      600 EUR for alle andre flyvninger.

    Dermed skabes et stærkt incitament til at fremme eftersøgningen af frivillige, og det er et effektivt middel til at undgå afvisning ved ombordstigning.

Ud over den finansielle godtgørelse vil boardingafviste passagerer fortsat have ret til følgende:

    valget mellem refundering af deres billet og en alternativ flyvning, og

    måltider, forfriskninger og hotelindkvartering.

Minimere ulemperne ved aflysninger.

Når luftfartsselskaber eller rejsebureauer bærer ansvaret for aflyste flyvninger, får passagererne ret til godtgørelse efter satsen fastsat for boardingafvisning, medmindre:

    de informeres om aflysningen to uger for det planlagte afgangstidspunkt, eller

    de informeres rettidigt og får et nyt afgangstidspunkt meget tæt på tidspunktet for deres oprindelige flyvning.

I tilfælde af aflysninger vil passagerer derudover opnå tre andre rettigheder:

    måltider og forfriskninger, samt

    hotelindkvartering, når en aflysning medfører, at en passager må overnatte, og

    refundering, når en aflysning forsinker en passager i mindst fem timer.

Bistand til passagerer ved langvarige forsinkelser.

Når luftfartsselskaber med rimelighed må forvente en længere forsinkelse, vil de være forpligtet til at forsyne passagererne med:

 - måltider og forfriskninger, samt

 - hotelindkvartering, når en forsinkelse medfører, at en passager må overnatte, og

 - refundering, når en forsinkelse forsinker en passager i mindst fem timer.

Bilag: tabel over luftfartspassagerers rettigheder

Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website