Navigation path

Left navigation

Additional tools

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL

ip/00/520

Bruxelles, den 24. maj 2000

Kommissionen bringer de sidste nye konkurrence-regler for distributionsaftaler på plads

Med vedtagelsen af et sæt retningslinjer for vertikale begrænsninger som supplement til den nye gruppefritagelsesforordning, der blev udstedt i december 1999(1), har Kommissionen nu færdiggjort sine nye konkurrenceregler for leverings- og distributionsaftaler. Retningslinjerne og gruppefritagelsesforordningen danner tilsammen grundlag for en mere erhvervsorienteret og mindre regulerende konkurrencepolitik over for de såkaldte vertikale aftaler, dvs. aftaler om salg eller køb af varer eller tjenester mellem virksomheder i forskellige produktions- eller distributionsled. Denne reform af konkurrencereglerne vedrører især leveringsaftaler, eneforhandlingsaftaler, selektive distributionsaftaler, franchiseaftaler og aftaler om mærkeeksklusivitet i f.eks. øl- og benzinsektoren. Sådanne aftaler er af meget stor betydning for hele økonomien. Denne revision af et meget centralt konkurrencepolitisk område indgår som led i hele den reform, som Kommissionen er gået i gang med for at modernisere konkurrencereglerne(2).

"Denne vigtige reform falder i tråd med Kommissionens løfte om at revidere og modernisere EU's konkurrencelovgivning" udtalte kommissær Mario Monti. "Formålet er at forenkle EU-reglerne og mindske de administrative byrder for virksomhederne og samtidig sikre en mere effektiv kontrol med vertikale aftaler mellem virksomheder med en stærk markedsstilling. Reformen vil give Kommissionen mulighed for fremover at koncentrere sig om de vigtigste sager i samarbejde med medlemsstaterne, som kommer til at spille en større rolle ved anvendelsen af EU's konkurrenceregler".

De nye regler, der skal gælde fra 1. juni 2000, afløser tre gamle gruppefritagelsesforordninger for henholdsvis eneforhandlingsaftaler, eksklusive købsaftaler og franchiseaftaler(3). Eksisterende aftaler vil fortsat være omfattet af de tidligere gruppefritagelsesforordninger indtil udgangen af 2001. Gruppefritagelsesforordningen for salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer, der udløber i september 2002, berøres ikke af de nye regler.

Vertikale aftaler kan indeholde visse konkurrencebegrænsninger, som generelt forbedrer produktionen og distributionen af de pågældende varer og tjenester, hvis de involverede virksomheder ikke har nogen stærk markedsstilling. Sådanne aftaler kan dog også få negative virkninger på markedet, især i form af opdeling og afskærmning af markederne.

Med de nye regler er man gået bort fra den formalistiske fremgangsmåde, der lå til grund for de tidligere regler, og over til en mere erhvervsorienteret vurdering af vertikale aftaler. Hovedformålet med den nye fremgangsmåde er at forenkle de regler, der gælder for leverings- og distributionsaftaler, og mindske de administrative byrder for virksomhederne, især de virksomheder, der ikke står så stærkt på markedet, som f.eks. små og mellemstore virksomheder, samtidig med at der opnås en mere effektiv kontrol med aftaler mellem virksomheder med en stærk markedsstilling. Den nye politik er baseret på én samlet forordning med et bredt anvendelsesområde, der indebærer gruppefritagelse for leverings- og distributionsaftaler om færdigvarer, mellemprodukter og tjenesteydelser. Efter den nye gruppefritagelsesforordning anses aftaler mellem virksomheder med en markedsandel på under 30% for at være lovlige i henhold til konkurrencereglerne.

Med den retssikkerhed, forordningen skaber for aftaler mellem virksomheder med markedsandele på under 30%, får virksomhederne fri adgang til at indgå de leverings- og distributionsaftaler, der bedst kan tilgodese deres individuelle kommercielle interesser, og tilpasse sig efter den økonomiske udvikling. Der er imidlertid to former for begrænsninger, som gruppefritagelsesforordningen ikke finder anvendelse på.

Den første vedrører de meget alvorlige begrænsninger, der ikke må findes i virksomhedsaftaler. Det gælder især følgende:

  • en producent må ikke pålægge sine forhandlere at videresælge produkterne til en bestemt pris. Maksimumspriser og vejledende priser er dog normalt tilladt

  • en producent må ikke begrænse sine forhandleres salg til nogen kunde, hvis der er tale om en uopfordret ordre (passivt salg). Dette betyder, at de enkelte forhandlere frit skal kunne efterkomme en ordre på et produkt eller en tjeneste fra en hvilken som helst kunde i EU. Forhandlerne skal også frit kunne besvare sådanne henvendelser over Internet

  • en producent, der anvender et selektivt distributionssystem, f.eks. i kosmetikbranchen, må hverken begrænse sine anerkendte forhandleres aktive eller passive salg til endelige forbrugere eller andre anerkendte forhandlere

  • en producent, som køber komponenter, der skal indarbejdes i producentens egne produkter, f.eks. en komponent til fremstilling af et husholdningsapparat, må ikke forhindre leverandøren af komponenterne i at sælge dem som reservedele til endelige forbrugere eller selvstændige reparatører.

Disse begrænsninger er forbudt af hensyn til den frie priskonkurrence mellem forhandlerne til gavn for forbrugerne og for at sikre forbrugernes ret til at købe varer og tjenester, hvor de ønsker det inden for EU. Kommissionen vil strengt håndhæve disse forbudsregler, der også kan anvendes direkte af de nationale konkurrencemyndigheder og domstole. Hvis reglerne overtrædes kan det give anledning til bøder og krav om skadeserstatning.

Den anden form for begrænsninger, der ikke er omfattet af den nye forordning, er en række begrænsninger, som ikke automatisk er fritaget, men som under visse omstændigheder alligevel kan være forenelige med EU's konkurrenceregler. De vigtigste begrænsninger af denne type er konkurrenceklausuler (dvs. at forhandlerne kun må sælge en bestemt leverandørs produkter), hvis varighed overstiger fem år. Aftaler med sådanne begrænsninger falder ikke ind under den nye gruppefritagelsesforordning, da de kan være forbundet med stærkt markedsafskærmende virkninger. I retningslinjerne er det beskrevet, under hvilke omstændigheder længerevarende konkurrenceklausuler kan være berettigede på grund af langsigtede investeringer.

Når markedsandelstærsklen på 30% er overskredet, falder vertikale aftaler ikke ind under den nye gruppefritagelsesforordning, men betragtes heller ikke automatisk som ulovlige. Det kan være nødvendigt at undersøge dem individuelt efter traktatens artikel 81, der indeholder betingelserne for fritagelse af virksomhedsaftaler efter EU's konkurrenceregler. Virksomheder i denne situation opfordres til selv at vurdere, hvilke retlige konsekvenser deres vertikale aftaler kan få, og de kan i denne forbindelse søge hjælp i retningslinjerne.

Baggrund

Det skal understreges, at de nye konkurrenceregler er resultatet af en gennemgribende revision af EU's konkurrencepolitik. De vigtigste etaper i denne revision var den grønbog, der blev udsendt i januar 1997, og den meddelelse om anvendelse af EU's konkurrenceregler på vertikale begrænsninger, der blev offentliggjort i september 1998(4). I denne meddelelse fastlagde Kommissionen, på grundlag af den omfattende høring, rammerne for den planlagte reform af konkurrencepolitikken.

Virksomhederne kan selv foretage en vurdering af deres aftaler efter EU's konkurrenceregler på grundlag af retningslinjerne, der indeholder nærmere oplysninger om:

  • hvilke vertikale aftaler der normalt ikke fordrejer konkurrencen og derfor ikke falder ind under artikel 81, stk. 1. Dette gælder især aftaler mellem SMV, egentlige agenturaftaler og aftaler, hvor hverken leverandøren eller kunden har en stærk markedsstilling

  • hvilke vertikale aftaler der kan formodes at være lovlige i henhold til gruppefritagelsesforordningen. I denne forbindelse beskrives betingelserne for forordningens anvendelse

  • under hvilke omstændigheder Kommissionen eller medlemsstaternes myndigheder kan inddrage gruppefritagelsen

  • en række spørgsmål om markedsafgrænsning og beregning af markedsandele, der kan opstå, når virksomhederne påberåber sig markedsandelstærsklen på 30%, der gælder for anvendelse af gruppefritagelsesforordningen

  • Kommissionens håndhævelsespolitik i tilfælde, der ikke falder ind under gruppefritagelsesforordningen. Retningslinjerne indeholder et generelt analysegrundlag, der anvendes på de vigtigste vertikale begrænsninger, såsom mærkeeksklusivitet, eneforhandling og selektiv distribution.

Den nye politik vil give især små og mellemstore virksomheder og virksomheder uden markedsstyrke større aftalefrihed og vil fjerne de tidligere gruppefritagelsesforordningers spændetrøjeeffekt.

Retningslinjerne vil blive revideret om fire år på grundlag af markedsudviklingen og Kommissionens erfaringer med sin nye politik.

Med hensyn til bilbranchen skal det erindres, at gruppefritagelsesforordning nr. 1475/95 om distribution af biler kun havde været i kraft i to år på det tidspunkt, hvor denne revision af konkurrencepolitikken blev iværksat i 1997. Desuden udløber bilforordningen den 30. 9.2002, dvs. efter de tidligere forordninger om eneforhandlingsaftaler, eksklusive købsaftaler og franchiseaftaler. Kommissionen besluttede derfor at holde denne branche uden for den igangværende revision. Under drøftelserne i Rådet om Kommissionens forslag vedrørende vertikale begrænsninger lagde medlemsstaterne vægt på, at man ikke foregreb valget af den fremtidige ordning for bildistribution. Kommissionen lovede derfor at foretage en høring af det rådgivende udvalg og bilbranchen, så snart den rapport, der skal udarbejdes i henhold til artikel 11 i forordning nr. 1475/95, foreligger (sidst i 2000), og inden der træffes beslutning om den fremtidige fritagelsesordning for bilbranchen.

Den nye gruppefritagelsesforordning og retningslinjerne kan findes på følgende Internet-adresse:

http://ec.europa.eu/dg04/lawenten/en/entente3.htm#iii_1

(1)Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22. december 1999 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis, EFT L 336 af 29.12.1999, s. 21-25.

(2)Jf. især Kommissionens planer om at modernisere procedurereglerne inden for EU's konkurrencepolitik (Kommissionens hvidbog) og dens revision af konkurrencepolitikken med hensyn til horisontale aftaler (EFT C 118 af 27.4.2000).

(3)Kommissionens forordning (EØF) nr. 1983/83, EFT L 173 af 30.6.1983, s. 1, forordning (EØF) nr. 1984/83, EFT L 173 af 30.6.1983, s. 5, og forordning (EØF) nr. 4087/88, EFT L 359 af 28.12.1988, s. 46.

(4)Offentliggjort som henholdsvis KOM(96) 721 endelig udg. og KOM(98) 544 endelig udg.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website