Navigation path

Left navigation

Additional tools

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL

IP/00/137

Bruxelles, den 9. februar 2000

Komissionen vedtager en hvidbog om erstatningsansvar for miljøskader

Europa-Kommissionen har i dag vedtaget en hvidbog om erstatningsansvar for miljøskader, hvori den undersøger, hvordan forureneren betaler-princippet - et af de vigtigste miljøprincipper i EF-traktaten - bedst kan udnyttes til at fremme Fællesskabets miljøpolitiske mål, dvs. først og fremmest at forebygge miljøskader. Kommissionen gennemgår forskellige muligheder for EF-regler om erstatningsansvar for miljøskader og konkluderer, at den bedste løsning er et EF-rammedirektiv. Hvidbogen er Kommissionens svar på Europa-Parlamentets udtalelse om, at der bør fremsættes lovgivningsforslag på dette område.

Vi har i den seneste tid været vidne til, at menneskelige aktiviteter har forvoldt meget alvorlige miljøskader. Den nylige ulykke med olietankeren Erika og den ulykke, der for et par år siden indtraf i nærheden af Doñana-naturreservatet i det sydlige Spanien, er kun to ud af mange eksempler på, hvordan menneskelige aktiviteter har resulteret i svære skader på miljøet, med lidelse og død for mange hundrede tusinde fugle og andre dyr.

Hidtil har medlemsstaternes forskrifter om miljøansvar dækket person- og tingsskade og krav om erstatningsansvar for og oprensning af forurenede grunde/arealer, men ikke erstatningsansvar for skader på naturen som sådan. Dette er en af grundene til, at de økonomiske beslutningstagere hidtil kun har været opmærksomme på deres ansvar over for andre menneskers helbred eller ejendom og været tilbøjelige til at overse deres ansvar for skader på miljøet i bredere betydning. Miljøet har traditionelt været anset for at være et "offentligt gode", som samfundet som helhed skulle være ansvarligt for, og ikke noget, som den aktør, som faktisk har forårsaget skaden, skulle bære ansvaret for. Indføres der regler om erstatningsansvar for skader på naturen, som foreslået i hvidbogen, ventes det at ville føre til en holdningsændring i retning af større opmærksomhed omkring forebyggelse og forsigtighed.

I forbindelse med godkendelsen af hvidbogen erklærede Kommissionens miljøkommissær Margot Wallström: "Vi har nu lagt grunden til fælles regler om erstatningsansvar for miljøskader i Europa, som kan sikre, at forurenerne faktisk holdes ansvarlige for de miljøskader, de forvolder. Dette vil forbedre beskyttelsen af europæernes sundhed og af vores naturlige miljø".

De mulige hovedtræk i EF-regler om erstatningsansvar for miljøskader

Hvidbogen skitserer en fremtidig EF-ordning for erstatningsansvar for miljøskader, som tager sigte på at føre forureneren betaler-princippet ud i livet, og beskriver de vigtigste forudsætninger for, at en sådan ordning kan gennemføres i praksis.

Da sundhedsbeskyttelse også er en vigtig miljømålsætning, bør EF-regler om miljøansvar, af hensyn til sammenhængen, både dække "traditionelle skader" (person- og tingsskade) og miljøskader. Sidstnævnte bør både omfatte forurening af grunde/arealer og skader på Fællesskabets natur og biodiversitet. Det foreslås derfor, at ansvarsreglerne dækker de områder og arter, der indgår i Natura 2000-nettet. Disse beskyttede områder er allerede eller skal udpeges af medlemsstaterne i henhold til direktivet om vilde fugle fra 1979 og habitat-direktivet fra 1992. Da mange levesteder og vandveje krydser medlemsstaternes landegrænser, kan sådanne EF-regler også anvendes i tilfælde af grænseoverskridende skader.

Som næsten alle nationale forskrifter om miljøansvar, bør også EF-reglerne baseres på objektivt ansvar (dvs. at det ikke skal påvises, at forureneren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt), når skaden forårsages af en farlig aktivitet. Skader på biodiversiteten i de beskyttede Natura 2000-områder bør også omfattes af erstatningsansvar, hvis de forårsages af ikke-farlige aktiviteter, men i dette tilfælde bør ansvaret være culpa-baseret. Den erstatningspligtige part bør være den, der har kontrol med den aktivitet, som har forårsaget skaden.

Den godtgørelse, forureneren betaler i tilfælde af miljøskader, bør bruges til effektiv genopretning af skaden. Offentlige interessegrupper bør endvidere have ret til at agere i stedet for myndighederne, hvis disse er ansvarlige for at tage sig af miljøskader, men ikke reagerer. Det kan også tillades sådanne grupper at gribe ind i hastetilfælde, hvor det er nødvendigt at forhindre skader. Dette er i tråd med Århus-konventionen fra 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, en FN-ECE-konvention, der er undertegnet af Fællesskabet og alle dets medlemsstater såvel som af andre stater.

De ventede virkninger på konkurrenceevnen

De fleste OECD-lande - som er EU's vigtigste handelspartnere - har allerede en eller anden form for lovgivning om miljøansvar. EF-regler om erstatningsansvar for miljøskader vil ikke være ensbetydende med, at EU vedtager en ensidig standard for miljøbeskyttelse. Erfaringerne med de eksisterende regler for miljøansvar synes at vise, at disse ikke har skadet industriens konkurrenceevne i nævneværdig grad. Heller ikke de miljøansvarsregler, der findes i nogle af medlemsstaterne, har medført alvorlige problemer for konkurrenceevnen.

Reaktioner på hvidbogen

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionaludvalget så vel som interesserede parter til at drøfte og kommentere hvidbogen. Kommentarer kan sendes til Kommissionen inden den 1. juli 2000 på følgende adresse:

Generaldirektoratet for Miljø, Nuklear Sikkerhed og Civilbeskyttelse; Afdelingen for Juridiske Anliggender (GD ENV.B.3), Rue de la Loi 200, 1049 Brussels, eller med e-mail til Carla.DEVRIES@ec.europa.eu or Charlotta.COLLIANDER@ec.europa.eu

Bilag

HVIDBOG OM ERSTATNINGSANSVAR FOR MILJØSKADER

RESUME

    Efter en gennemgang af forskellige baggrundsoplysninger og en redegørelse for sigtet med erstatningsansvar for miljøskader (afsnit 1 og 2), gennemgås i afsnit 3 argumenterne for EF-regler på området og de forventede virkninger heraf. De vigtigste grunde til at indføre EF-regler er: bedre håndhævelse af de vigtigste miljøprincipper (forureneren betaler, forebyggelse og forsigtighed) og af den gældende EF-miljølovgivning, nødvendigheden af at sikre, at miljøet saneres og genoprettes, og øget integrering af miljøhensynene i andre sektorpolitikker. Endvidere kan sådanne EF-regler bidrage til at skabe lige spilleregler på det indre marked.

    Regler, der sikrer bedre forebyggelse og genopretning af miljøskader, vil medføre, at miljøomkostningerne i højere grad internaliseres, hvilket betyder, at omkostningerne ved at forebygge og genoprette miljøskader betales af dem, der er ansvarlige for skaden, og ikke af samfundet som helhed (eller skatteyderne).

    I afsnit 4 gennemgås de mulige hovedtræk i sådanne EF-regler, nemlig: ingen tilbagevirkende kraft, dækning af såvel miljøskader (forurening af grunde/arealer og skader på biodiversiteten) og traditionelle skader (skader på helbred og ejendom). Anvendelsesområdet skal være "lukket", dvs. knyttet til miljørelateret EF-lovgivning. Forurenede grunde/arealer og traditionel skade skal kun dækkes, hvis skaden er forårsaget af en EF-reguleret (potentielt) farlig aktivitet; skader på biodiversiteten dækkes kun, hvis det pågældende område indgår i Natura 2000-nettet, som er baseret på direktivet om vilde fugle og habitat-direktivet.

    Som eksempler på EF-lovgivning, der omhandler farlige eller potentielt farlige aktiviteter, kan nævnes forskrifter, der opstiller grænser for udledning af farlige stoffer til vand eller luft; forskrifter, der tager sigte på at forebygge eller kontrollere risikoen for uheld og forurening; forskrifter om farlige stoffer og præparater, bl.a. med sigte på beskyttelse af miljøet; forskrifter om affaldshåndtering; forskrifter om genetisk modificerede organismer (for så vidt som de ikke er omfattet af direktivet om produktansvar); og forskrifter om transport af farligt gods.

    Der skal være tale om objektivt ansvar for skader forårsaget af farlige aktiviteter og culpa-baseret ansvar for skader på biodiversiteten forårsaget af ikke-farlige aktiviteter. Der bør være alment accepterede ansvarsfrihedsgrunde og visse rimelige lempelser for sagsøgte. Det er den part, der har kontrollen over den skadevoldende aktivitet, som er ansvarlig.

    Der bør opstilles kriterier for behandling og genopretning af miljøskader og for vurdering af skader på biodiversiteten. Der bør være pligt til, at den godtgørelse, der betales af forureneren, bruges til genopretning af miljøet. Adgangen til domstolene i miljøsager bør lettes, på linje med Århus-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet. Endelig bør ordningen omfatte bestemmelser om finansiel sikkerhed for potentielt erstatningspligtige parter.

    I afsnit 5 gennemgås de forskellige muligheder for EF-indgreb, nemlig Fællesskabets tiltrædelse af Lugano-konventionen; en ordning, der kun gælder grænseoverskridende skader; en EF-henstilling og et EF-direktiv, både i form af et horisontalt direktiv og i form af sektordirektiver. Der fremføres argumenter for og imod de forskellige muligheder, og et horisontalt EF-direktiv anses for at være den mest hensigtsmæssige løsning.

    Med hensyn til nærheds- og proportionalitetsprincippet hedder det i afsnit 6, at et EF-initiativ er berettiget af følgende grunde: de enkelte medlemsstaters regler ikke kan omfatte samtlige aspekter af miljøskader; fælles håndhævelse på grundlag af EF-lovgivning har en integrerende effekt, og EF-rammeregler er fleksible - de opstiller de målsætninger og resultater, derskal nås, men overlader det til medlemsstaterne at vælge midlerne hertil.

    Afsnit 7 gør rede for de generelle økonomiske konsekvenser af EF-regler om erstatningsansvar for miljøskader som skitseret i hvidbogen, herunder konsekvenserne for konkurrenceevnen udadtil. Da de fleste af OECD-landene imidlertid allerede har en eller anden form for lovgivning om erstatningsansvar for miljøskader, vil EF-regler på området ikke resultere i, at EU vedtager en ensidig miljøbeskyttelsesstandard. Det konkluderes, at erfaringsgrundlaget er for spinkelt til, at der kan gives kvalificerede udtalelser om de økonomiske konsekvenser af EF-regler som foreslået i hvidbogen. Kommissionen vil fortsætte sine undersøgelser på området og iværksætte yderligere undersøgelser af de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af regler om erstatningsansvar for miljøskader. Resultaterne af disse undersøgelser samt alle andre tilgængelige oplysninger vil blive anvendt til at vurdere fremtidige initiativer på dette område.

    I afsnit 8 konkluderer Kommissionen, at et EF-rammedirektiv om erstatningsansvar for miljøskader vil være det mest effektive middel til at føre EF-traktatens miljøprincipper ud i livet, navnlig forureneren betaler-princippet. Interesserede parter kan sende Kommissionen deres kommentarer om hvidbogen indtil den 1. juli 2000.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website