Navigation path

Left navigation

Additional tools


DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET

PRESSEMEDDELELSE

ECA/14/03

Luxembourg, den 14. januar 2014

EU's bistand til Centralasien er godt planlagt, men implementeringen er langsom og varierende - siger EU's revisorer

Den Europæiske Revisionsret offentliggør i dag en særberetning (13/2013) om "EU's udviklingsbistand til Centralasien". Ved revisionen vurderedes det, hvordan Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) planlagde og forvaltede udviklingsbistanden til de centralasiatiske republikker (Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan) i perioden 2007-2012.

Revisionsretten konkluderede, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten har gjort en stor indsats under vanskelige betingelser for at planlægge og gennemføre programmet. Det medførte, at planlægningen og fordelingen af bistanden generelt var tilfredsstillende, men implementeringen var langsom og varierede.

Kommissionen drøftede prioriteter med partnerlandene og forsøgte at tilpasse sine udgiftsplaner til deres nationale prioriteter med en geografisk fordeling af støtten, der tog den relative velstand i betragtning. De projekter, der blev valgt til EU-bistand, bidrog alle til opfyldelsen af de bredt formulerede mål i det regionale strategidokument. Kommissionen ydede dog bistand til et større antal sektorer end, hvad der er i overensstemmelse med bedste praksis.

Kommissionen anvendte en lang række støtteordninger for at implementere sine planer. Den medtog et stort antal små projekter, hvilket gav delegationerne en større administrativ byrde. Programmet blev også sværere at forvalte, fordi der indgik en lang række finansieringsinstrumenter og mange rapporteringslinjer, og det derfor er vanskeligt at fastslå, hvor meget EU har brugt pr. sektor og pr. land i Centralasien. Kommissionen har endvidere ikke forsøgt at vurdere de samlede administrationsomkostninger til programmet for udviklingsbistand i Centralasien.

Kommissionen kunne og burde have forvaltet sine budgetstøtteprogrammer i Tadsjikistan og Kirgisistan strammere og koblet dem til specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af korruption. Afgørelser om udbetalinger byggede på partnerlandenes tilsagn om reformer, men ikke på de opnåede fremskridt.

Gennemførelsen var generelt langsom, dog med nogle væsentlige variationer. De regionale programmer fik ikke en virkelig regional dimension; en væsentlig del bestod blot af "flerlandefaciliteter", der var disponible for hvert enkelt partnerland hvert for sig. Kommissionen indførte ordninger for at kunne lære af erfaringerne og forbedre sine programmer over tid. Denne proces gav nyttige resultater, selv om de i nogle tilfælde ikke altid forelå i tide, og selv om nyttige anbefalinger i nogle tilfælde ikke blev fulgt. Kommissionens rapporter fokuserede på aktiviteter og ikke på resultater.

På grundlag af ovenstående anbefaler Retten EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen at:

  • udforme alle fremtidige regionale programmer, således at det er sandsynligt. at de opnår en egentlig regional dimension

  • koncentrere al den ydede bistand på et begrænset antal sektorer

  • indføre et system til beregning og rapportering af de samlede administrationsomkostninger, der er forbundet med levering af udviklingsbistand

  • definere og anvende solide og objektivt verificerbare betingelser for alle fortsatte budgetstøtteprogrammer, navnlig ved at prioritere støtte af mekanismer til bekæmpelse af korruption tilstrækkeligt højt

  • forbedre programudformningen og -leveringen i lyset af de indhøstede erfaringer og ændrede forhold

  • rapportere om resultater og effekt på en sådan måde, at det er muligt at sammenholde dem med planer og mål.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website