Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools


DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET

PRESSEMEDDELELSE

ECA/13/36

Luxembourg, den 5. november 2013

EU-regnskabet godkendes, men der er stadig fejl på alle de store udgiftsområder, siger EU's revisorer

I dag offentliggjorde Den Europæiske Revisionsret sin årsberetning om gennemførelsen af EU-budgettet for regnskabsåret 2012. Revisionsretten - EU's uafhængige revisor - godkender i sin beretning Den Europæiske Unions regnskab for 2012, ligesom den har godkendt regnskabet hvert år siden regnskabsåret 2007. Men på de fleste af EU-budgettets udgiftsområder konstaterer den, at den gældende lovgivning stadig ikke overholdes fuldt ud.

Revisionsretten opfordrer til en nytænkning af EU's udgiftsregler og anbefaler, at retsgrundlaget forenkles. Det ser ud til, at programmeringsperioden 2014-2020 forbliver udgiftsorienteret, og at der fortsat vil være mere fokus på at få fordelt og udnyttet EU-budgettet end på den værdi, det skal skabe.

"Europas borgere har ret til at vide, hvad deres penge bliver brugt til, og om de bliver brugt fornuftigt," sagde Revisionsrettens formand, Vítor Caldeira. "De har også ret til at vide, om midlerne skaber værdi, især når presset på de offentlige finanser er så stort som nu."

Retten skønner, at fejlforekomsten i udgifterne fra EU-budgettet som helhed var 4,8 % i regnskabsåret 2012 (3,9 % i 2011). Samtlige udgiftsområder omfattende aktionsudgifter var væsentlig fejlbehæftede i 2012. Den skønnede fejlforekomst er ikke en måling af svig eller spild. Den er et skøn over, hvor mange af midlerne der ikke burde have været udbetalt, fordi de ikke blev anvendt i overensstemmelse med den relevante lovgivning. Typiske fejl var betalinger til støttemodtagere eller projekter, der ikke var støtteberettigede, eller betalinger til indkøb af tjenesteydelser eller varer og investeringer, der ikke var foretaget i overensstemmelse med reglerne for offentlige indkøb.

EU's udgifter i 2012 var på 138,6 milliarder euro, hvoraf ca. 80 % forvaltes af Kommissionen og medlemsstaterne i fællesskab. Revisionsrettens beretning er kritisk over for medlemsstaternes myndigheder i de tilfælde, hvor disse havde tilstrækkelige oplysninger til, at de kunne have opdaget og korrigeret fejlene, før de anmodede om godtgørelse fra EU-budgettet. Reglerne for den nuværende udgiftsperiode 2007-2013 tilskynder kun i begrænset omfang medlemsstaterne til at anvende de finansielle forvaltningssystemer mere effektivt. For eksempel kan de med hensyn til samhørighedsudgifter blot trække fejlbehæftede betalingsanmodninger tilbage og erstatte dem med andre anmodninger uden at miste midler fra EU-budgettet.

Revisionsretten beskæftiger sig i sine revisionsbemærkninger og udtalelser med, hvordan EU's økonomiske forvaltning kan forbedres. Den anbefaler derfor, at der i fuldt omfang tages hensyn til disse, når de regler for forvaltning og kontrol, der skal gælde under den finansielle ramme for perioden 2014-2020, færdiggøres.

Bemærkninger til redaktører:

Den Europæiske Revisionsret er Den Europæiske Unions uafhængige revisionsorgan. Revisionsrettens beretninger og udtalelser er et afgørende led i EU's ansvarskæde. Dens resultater anvendes - navnlig i forbindelse med den årlige dechargeprocedure - til at stille de ansvarlige for forvaltningen af EU's budget til regnskab. Det er primært Kommissionen, men vedrører også de andre EU-institutioner og -organer. Medlemsstaterne spiller også en stor rolle i forbindelse med delt forvaltning.

Revisionsretten tester stikprøver af transaktioner for at give statistisk baserede skøn over, i hvilken udstrækning indtægterne og udgifterne - både som helhed og på de forskellige udgiftsområder (grupper af politikområder) - er behæftet med fejl.

Det er Revisionsrettens opfattelse, at Den Europæiske Unions konsoliderede regnskab i alt væsentligt giver et retvisende billede af Unionens finansielle stilling pr. 31. december 2012 samt af resultaterne af transaktioner, pengestrømme og ændringer i nettoaktiver i det afsluttede regnskabsår.

De EU-indtægter, der ligger til grund for 2012-regnskabet, er i alt væsentligt lovlige og formelt rigtige. De forpligtelser, der ligger til grund for 2012-regnskabet, er i alt væsentligt lovlige og formelt rigtige.

De undersøgte overvågnings- og kontrolsystemer er delvis effektive med hensyn til at sikre lovligheden og den formelle rigtighed af de betalinger, der ligger til grund for regnskabet. Samtlige grupper af politikområder omfattende aktionsudgifter er væsentlig fejlbehæftede. Revisionsretten anslår, at den mest sandsynlige fejlforekomst i de udgiftsførte betalinger, der ligger til grund for regnskabet, er 4,8 %.

På dette grundlag er det Revisionsrettens opfattelse, at de betalinger, der ligger til grund for regnskabet for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2012, er væsentlig fejlbehæftede.

Den anslåede fejlforekomst i udgifterne fra EU-budgettet som helhed steg igen i 2012, fra 3,9 % til 4,8 %. En del af denne stigning (0,3 procentpoint) skyldes en ændring af Revisionsrettens stikprøvemetode. Den anslåede fejlforekomst er steget hvert år siden 2009, efter at være faldet de tre foregående år.

Med en anslået fejlforekomst på 7,9 % var Udvikling af landdistrikter, miljø, fiskeri og sundhed fortsat det udgiftsområde, der var mest fejlbehæftet, efterfulgt af Regionalpolitik, energi og transport med en anslået fejlforekomst på 6,8 %.

Stigningerne i den anslåede fejlforekomst var størst på udgiftsområderne Beskæftigelse og sociale anliggender, Landbrug: markedsstøtte og direkte støtte og Regionalpolitik, energi og transport.

Med hensyn til hovedparten af de fejlbehæftede transaktioner på områder med delt forvaltning (f.eks. landbrug og samhørighed), havde myndighederne i medlemsstaterne tilstrækkelige oplysninger til, at de kunne have opdaget og korrigeret fejlene.

Den betragtelige kløft mellem bevillingerne til forpligtelser og bevillingerne til betalinger samt den meget lave bevillingsudnyttelse i begyndelsen af den nuværende programmeringsperiode har skabt en pukkel af uudnyttede forpligtelser, som svarer til 2 år og 3 måneders betalinger (217 milliarder euro ved udgangen af 2012). Det lægger pres på betalingsbudgettet. For at få løst dette problem er det afgørende, at Kommissionen planlægger, hvordan betalingsbehovet på mellemlang og lang sigt kan dækkes.

På mange af EU-budgettets områder gælder det, at retsgrundlaget er komplekst, og at der ikke er tilstrækkelig fokus på performance. Forslagene vedrørende landbrug og samhørighed i programmeringsperioden 2014-2020 er fortsat grundlæggende inputbaserede (udgiftsorienterede) og er derfor stadig mere orienteret mod regeloverholdelse end mod performance.

Kontakt:

Aidas Palubinskas

Pressesekretær - Den Europæiske Revisionsret.

Kontor: +352 4398 45410 Mobil: +352 621 552224

press@eca.europa.eu www.eca.europa.eu Twitter: @EUAuditorsECA


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site