Navigation path

Left navigation

Additional tools

Krisemidler til afskedigede arbejdstagere bør udbetales hurtigere, siger EU's revisorer

Court of Auditors - ECA/13/19   25/06/2013

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO


DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET

PRESSEMEDDELELSE

ECA/13/19

Luxembourg, den 25. juni 2013

Krisemidler til afskedigede arbejdstagere bør udbetales hurtigere, siger EU's revisorer

En særlig fond, der skal hjælpe arbejdstagere, som er blevet afskediget som følge af globaliseringen, skaber kun begrænset EU-merværdi og bør erstattes af en mere effektiv ordning, fremgår det af en ny beretning fra Den Europæiske Revisionsret, EU's finansielle vagthund.

Mellem marts 2007 og december 2012 udbetalte Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen mere end 600 millioner euro til arbejdstagere, som var blevet ramt af masseafskedigelser som følge af ændringer i verdenshandelsmønstrene. Revisorerne konstaterede, at de fleste af de støtteberettigede arbejdstagere blev tilbudt individuelt tilpasset og velkoordineret støtte. Men alle de sager, der indgik i revisionen, omfattede indkomststøtteforanstaltninger, som under alle omstændigheder ville være blevet betalt af medlemsstaterne. Indkomststøtte udgjorde 33 % af de omkostninger, der var blevet godtgjort i alle de sager, som Retten gennemgik. Der var heller ikke tilstrækkelige oplysninger til at måle, hvor effektiv fonden var med hensyn til at få de afskedigede arbejdstagere tilbage på arbejdsmarkedet.

Revisorerne anbefaler, at Den Europæiske Socialfond tilpasses og erstatter GIobaliseringsfonden, så arbejdstagere kan støttes hurtigere.

"Det bevis, som vi indsamlede under revisionen, overbeviste os ikke om, at Globaliseringsfonden er den bedste måde at yde denne meget nødvendige specifikke støtte på", sagde Ville Itälä, det medlem af Revisionsretten, der er ansvarlig for beretningen. "Det ville være mere effektivt blot at justere Socialfonden, så den kan klare disse problemer".

Globaliseringsfonden blev udformet til at afhjælpe kortsigtede nødsituationer på ad hoc-basis. Støtten omfatter uddannelse, hjælp til start af egen virksomhed, coaching og hjælp til genplacering. Fonden medfinansierer foranstaltninger med op til 50 % eller 65 %, mens resten betales af den berørte medlemsstat.

Bemærkninger til redaktører:

Den Europæiske Revisionsrets særberetninger offentliggøres året igennem og præsenterer resultaterne af udvalgte revisioner vedrørende specifikke EU-budgetområder eller forvaltningsspørgsmål.

I særberetning nr. 7/2013 "Har Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen tilført EU-merværdi med hensyn til reintegration af afskedigede arbejdstagere?" vurderede Retten, om EGF havde bidraget effektivt til at øge de afskedigede arbejdstageres muligheder for så hurtigt som muligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Retten søgte svar på følgende spørgsmål: Fik alle de berørte arbejdstagere individuelt tilpassede tilbud, og blev de aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, som EGF finansierede, koordineret med andre tilsvarende foranstaltninger (dvs. ESF og medlemsstaternes foranstaltninger)? Var EGF effektiv med hensyn til reintegration på arbejdsmarkedet? Er det sandsynligt, at denne type foranstaltninger vil kunne tilføre EU-merværdi? Blev godkendelsesproceduren gennemført rettidigt? Revisorerne undersøgte otte sager på stedet i fire medlemsstater (to sager i henholdsvis Danmark, Tyskland, Irland og Litauen), hvor EGF blev anvendt.

Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) blev oprettet i 2006 for at vise EU's solidaritet med arbejdstagere, som rammes af masseafskedigelser. Sigtet med EGF var at fremme arbejdstagernes reintegration på arbejdsmarkedet ved at yde finansiel bistand til tidsbegrænsede og samordnede pakker af individualiserede tilbud. Sådanne pakker omfatter aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger såsom uddannelse, hjælp til start af egen virksomhed, coaching og hjælp til genplacering. De omfatter også ofte indkomststøtte og andre godtgørelser, der udbetales til arbejdstagere.

Den Europæiske Socialfond (ESF) støtter også afskedigede arbejdstagere, navnlig gennem programmer for livslang læring. Men mens formålet med ESF er at afhjælpe langsigtet strukturel uligevægt, blev EGF udformet til at afhjælpe kortsigtede nødsituationer på ad hoc-basis.

Retten konstaterede, at næsten alle de arbejdstagere, der var berettigede til EGF-støtte, blev tilbudt individuelt tilpassede og velkoordinerede foranstaltninger, men at de enkelte EGF-foranstaltninger måske også kunne have været berettigede til støtte under ESF. Nogle medlemsstater foretrak at anvende ESF frem for EGF. Revisorerne konstaterede også, at der ikke var fastsat kvantitative mål for reintegration, og at de oplysninger, der foreligger, heller ikke er tilstrækkelige til, at man kan vurdere, hvor effektive foranstaltningerne er med hensyn til at reintegrere arbejdstagerne på arbejdsmarkedet. EGF tilførte EU-merværdi, når den blev brugt til at medfinansiere tilbud til afskedigede arbejdstager eller godtgørelser, som ikke normalt findes i medlemsstaternes arbejdsløshedsunderstøttelsesordninger.

Revisionsretten anbefalede at:

a) medlemsstaterne og Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der foreligger ajourførte og pålidelige data, der både gør det muligt at overvåge målopfyldelsen og at sammenligne resultaterne af de forskellige foranstaltninger.

b) Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen overvejer kun at yde EU-støtte til foranstaltninger, som sandsynligvis vil tilføre EU-merværdi, frem for at finansiere allerede eksisterende nationale indkomststøtteordninger for arbejdstagere.

c) Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen - som et alternativ til den nuværende EGF-ordning - overvejer, om det vil være muligt at tilpasse ESF og fondens tildeling af midler, så arbejdstagere, som er berørt af masseafskedigelser, kan støttes hurtigere.

Kontakt:

Aidas Palubinskas

Pressesekretær - Den Europæiske Revisionsret

Kontor: +352 4398 45410 Mobil: +352 621 552224

press@eca.europa.eu www.eca.europa.eu Twitter: @EUAuditorsECA


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website