Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET

PRESSEMEDDELELSE

ECA/12/56

Luxembourg, den 15. januar 2013

"Utilstrækkelig vedligeholdelse "truer veje i Afrika syd for Sahara", siger EU's revisorer

EU er en af de største donorer inden for vejsektoren i Afrika syd for Sahara. Vejtransport er en målsektor for EUF’s (de europæiske udviklingsfondes) strategi for samarbejdet med de fleste lande i Afrika syd for Sahara. Finansielt er den langt den vigtigste samarbejdssektor, idet der er indgået EUF-forpligtelser for ca. 7,4 milliarder euro i denne region i perioden fra 1995 til 2011. Utilstrækkelig vejvedligeholdelse og overlæsning af køretøjer truer bæredygtigheden af vejnettet i Afrika syd for Sahara.

Veje er af afgørende betydning for den regionale integration, den økonomiske vækst, den sociale udvikling, effektiviteten af den offentlige forvaltning og sikkerheden. I Afrika syd for Sahara er vejtransport den dominerende passager- og godstransportform, idet den tegner sig for over 80 % af de samlede bevægelser af varer og tjenester, og transportbehovene vokser hurtigt.

De modtagerlande, Retten besøgte, gør ikke nok for at sikre vejinfrastrukturens bæredygtighed. I alle de partnerlande, Retten besøgte, er vejene i varierende omfang ramt af for tidlig forringelse. Hovedparten af disse lande har vedtaget institutionelle reformer, som blandt andet har ført til oprettelse af vejfonde og vejvæsener, og har gjort betydelige fremskridt med hensyn til vejvedligeholdelse. Men der er stadig mange udfordringer at tage op i alle de besøgte partnerlande med henblik på at sikre en passende vedligeholdelse. Udgifterne til vejvedligeholdelse er steget over tid i alle de partnerlande, Retten besøgte, men de er stadig ikke tilstrækkelige til at dække behovene.

"I Europa er vi vant til at have flere forskellige transportmuligheder. I Afrika syd for Sahara er veje svaret på alle spørgsmål om transport. Hvis Kommissionen og dens partnere i Afrika syd for Sahara ikke tager vejenes bæredygtighed meget alvorligt, risikerer de at miste det, vi sammen har bygget," siger Szabolcs Fazakas, det medlem af Den Europæiske Revisionsret, der har ansvar for beretningen. "De er nødt til at tage ansvaret for, at lastgrænserne håndhæves, og vejene vedligeholdes ordentligt."

Bemærkninger til redaktører:

Den Europæiske Revisionsrets særberetninger offentliggøres året igennem og præsenterer resultaterne af udvalgte revisioner vedrørende specifikke EU-budgetområder eller forvaltningsspørgsmål.

Særberetning nr. 17/2012 "De europæiske udviklingsfondes (EUF's) bidrag til et bæredygtigt vejnet i Afrika syd for Sahara" er en vurdering af, om EUF har bidraget effektivt til at gøre vejnettet i Afrika syd for Sahara bæredygtigt: om den vejinfrastruktur, EUF støtter, er bæredygtig, og om Kommissionen effektivt fremmer vejinfrastrukturens bæredygtighed. Revisionen fokuserede på vejtransportinfrastrukturens tekniske, finansielle og institutionelle bæredygtighed og omfattede en gennemgang af 48 programmer, der siden 1995 er finansieret under 8., 9. og 10. EUF i seks partnerlande: Benin, Burkina Faso, Cameroun, Tchad, Tanzania og Zambia, hvor EU's revisorer inspicerede ca. 2 400 km EUF-finansierede veje.

Retten konkluderede, at Kommissionens støtte til opbygningen af et bæredygtigt vejnet i Afrika syd for Sahara er delvis effektiv. De partnerlande, Retten besøgte, gør ikke nok for at sikre vejinfrastrukturens bæredygtighed, og vejene er i varierende omfang ramt af for tidlig forringelse. Hovedparten af disse lande har vedtaget institutionelle reformer, som blandt andet har ført til oprettelse af vejfonde og vejvæsener, og har gjort betydelige fremskridt med hensyn til vejvedligeholdelse. Men der er stadig mange udfordringer at tage op i alle de besøgte partnerlande med henblik på at sikre en passende vedligeholdelse. Udgifterne til vejvedligeholdelse er steget over tid i alle de partnerlande, Retten besøgte, men de er stadig ikke tilstrækkelige til at dække behovene. En af hovedårsagerne hertil er, at istandsættelse og udbygning af vejnettet prioriteres højere i de nationale budgetter end vedligeholdelse.

Kommissionen fremmer delvis effektivt vedtagelsen og gennemførelsen af de sektorspecifikke politiske reformer, der er nødvendige for at afhjælpe hindringerne for et bæredygtigt vejnet i Afrika syd for Sahara. Kommissionens anvendelse af de betingelser, der er knyttet til dens finansielle støtte, giver kun en begrænset tilskyndelsesvirkning. Dét har også konsekvenser for den politiske dialog, som Kommissionen ikke udnytter fuldt ud, selv om denne dialog har været af stor betydning til fremme af fremskridt på en række områder, navnlig for så vidt angår institutionelle rammer og finansiering af vejvedligeholdelse. Det faglige samarbejde, Kommissionen har finansieret, har været mindre vellykket, end man kunne forvente.

Retten anbefaler, at Kommissionen i en række henseender koncentrerer EUF’s midler mere og gør bedre brug af de betingelser, den knytter til sine programmer, af den politiske dialog med partnerlandenes regeringer og af det faglige samarbejde med henblik på at gøre EUF’s udviklingsstøtte til et bæredygtigt vejnet i Afrika syd for Sahara så effektiv som muligt.

Kontakt:

Aidas Palubinskas

Pressesekretær

Den Europæiske Revisionsret

Kontor +352 4398 45410 Mobil +352 621 552224

press@eca.europa.eu www.eca.europa.eu Twitter: @EUAuditorsECA


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site