Navigation path

Left navigation

Additional tools

EUROPA-KOMMISSIONEN

GENERALSEKRETARIAT

D/13/1

Bruxelles, 08/02/2013

DET EUROPÆISKE RÅD- KONKLUSIONER
Bruxelles, 07-08/02/2013

Hermed følger til delegationerne konklusionerne fra Det Europæiske Råd (7.-8. februar 2013).

________________________

I. HANDEL

1. Styrkelse af bæredygtig vækst og beskæftigelse er en hovedprioritet for EU. Handel med varer og tjenesteydelser og investeringer kan yde et væsentligt bidrag i denne forbindelse. Det anslås, at en ambitiøs handelsdagsorden på mellemlang sigt kan føre til en samlet vækstfremgang på 2 % og skabelse af over to millioner job. For at få mest muligt ud af handelen skal EU udvikle de rette indenlandske politiske rammer for at støtte konkurrenceevnen, åbne handelen med tjenesteydelser, styrke det industrielle grundlag i Europa og forbedre Europas placering i de globale værdikæder.

2. For bedre at udnytte handel som drivkraft for vækst og jobskabelse gentager Det Europæiske Råd, at EU er fast besluttet på at fremme fri, fair og åben handel og samtidig gøre sine interesser gældende på et gensidigt grundlag og til fælles fordel. EU's handelsdagsorden vil fremme EU-standarder og international regelkonvergens. EU er fortsat fuldt engageret i et stærkt, regelbaseret multilateralt handelssystem. Det er af største betydning at bekæmpe alle former for protektionisme, også med hensyn til ikketoldmæssige handelshindringer, sikre bedre markedsadgang, fremme passende investeringsbetingelser, også med hensyn til beskyttelse heraf, styrke og fremme intellektuel ejendomsret og åbne markederne for offentlige udbud. Arbejdet med forslaget om adgang til markederne for offentlige udbud er i gang.

3. EU vil sikre en effektiv og robust håndhævelse af sine rettigheder i henhold til de eksisterende regler, bl.a. ved i relevant omfang at benytte WTO's system for bilæggelse af tvister og sine egne defensive handelsinstrumenter. Det Europæiske Råd ser frem til næste kommissionsrapport om handels- og investeringshindringer.

4. EU er fortsat engageret i en vellykket afslutning af forhandlingerne inden for WTO's Dohaudviklingsdagsorden (DDA). Dette kræver en indsats fra alle forhandlingsdeltagerne, navnlig fra de store nye vækstøkonomier. På kort sigt er det vigtigt, at der gøres fremskridt såvel hen imod en multilateral aftale om handelslettelse som med hensyn til andre aspekter af DDA forud for WTO-ministerkonferencen i december 2013 på Bali. Sådanne fremskridt vil gavne verdensøkonomien og give ny fremdrift til DDA-forhandlingerne mere generelt. EU er rede til i samarbejde med partnerne at indlede overvejelser om WTO-dagsordenen efter Bali, herunder DDA.

5. Plurilaterale aftaler og sektoraftaler kan bidrage til EU's vækstdagsorden. EU ser frem til de forestående forhandlinger om tjenesteydelser og til en hurtig afslutning af revisionen af informationsteknologioverenskomsten. Der skal gøres yderligere fremskridt hen imod liberalisering af handelen med varer og ‑tjenesteydelser på miljøområdet som et positivt bidrag til en ressourceeffektiv, grønnere og mere konkurrencedygtig økonomi.

6. EU er fortsat engageret i en videreudvikling af det multilaterale handelssystem, men har sit umiddelbare fokus på at udvikle de bilaterale handelsforbindelser. Disse kan og skal yde et positivt bidrag til det multilaterale system. Ved at bygge på WTO-reglerne og hurtigere gå videre med at fremme åbenhed vil EU med sine bilaterale aftaler være med til at bane vejen for yderligere fremskridt på multilateralt plan.

7. Idet der bygges videre på de konkrete fremskridt, der i de seneste måneder er gjort med EU's bilaterale handelsdagsorden, bør samtlige bestræbelser koncentreres om at arbejde for aftaler med vigtige partnere, således at der først og fremmest satses på de forhandlinger, der vil give flest fordele i form af vækst og beskæftigelse. Det Europæiske Råd

a) ser frem til rapporten fra EU-USA-højniveaugruppen vedrørende Beskæftigelse og Vækst og anbefalingerne heri. Det Europæiske Råd opfordrer Kommissionen og Rådet til straks at følge op på disse anbefalinger under det nuværende formandskab. Det gentager sin støtte til en bred handelsaftale, som bør lægge særlig vægt på, hvordan der kan opnås større transatlantisk regelkonvergens

  1. b) ser frem til indledningen af forhandlingerne med Japan på det kommende topmøde mellem EU og Japan i forlængelse af vedtagelsen af forhandlingsmandatet i slutningen af 2012

  1. c) forventer, at forhandlingerne med Canada afsluttes inden for meget kort tid

  2. d) understreger, at det på kort sigt fortsat skal være en prioritet, at Rusland gennemfører sine forpligtelser som følge af landets tiltrædelse af WTO. Der er behov for yderligere fremskridt i forhandlingerne om en ny samlet aftale

  3. e) noterer sig, at EU's dagsorden med Kina er bred og ambitiøs. Prioriteterne på kort sigt bør fokusere på investeringer, markedsadgang, offentlige udbud og intellektuel ejendomsret, og de bør bygge på et konstruktivt og strategisk engagement. Begge parter har forpligtet sig til snarest at indlede forhandlinger om en betydelig investeringsaftale

  4. f) minder om, at forhandlingerne med centrale vækstøkonomier er vigtige for EU:

    - forhandlingerne med Indien kræver en yderligere indsats

    - i forlængelse af afslutningen af forhandlingerne med Singapore bør handelsforbindelserne med andre ASEAN-lande uddybes

    - EU's og Mercosurs tilsagn om at arbejde hen imod udveksling af tilbud om markedsadgang senest i sidste kvartal af 2013 hilses velkommen.

8. Det Europæiske Råd efterlyser også fremskridt på følgende områder:

  1. a) associeringsaftalerne, herunder vidtgående og brede frihandelsaftaler med Republikken Moldova, Georgien og Armenien med henblik på senest at færdiggøre dem til det øst­lige partnerskabs topmøde i Vilnius. Det Europæiske Råd bekræfter sit tilsagn om at undertegne aftalen med Ukraine i fuld overensstemmelse med Rådets konklusioner af 10. december 2012

  2. b) indledning af forhandlinger om vidtgående og brede frihandelsaftaler med Marokko og hurtige fremskridt hen imod forhandlinger med Tunesien, Egypten og Jordan

  1. c) udvikling af et fornyet partnerskab med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet ved indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler.

II. EKSTERNE FORBINDELSER

Det Arabiske Forår

9. Europa og dets partnere i det sydlige Middelhavsområde er naboer og er forbundet ved fælles interesser og problemer. EU er fast besluttet på at indgå i et gensidigt fordelagtigt partnerskab, der har til formål at etablere et område med fælles velstand, tættere politisk samarbejde og gradvis økonomisk integration, og som bygger på tilslutning til universelle værdier såsom demokrati, respekt for menneskerettighederne, retsstaten og ligestilling mellem kønnene. Civilsamfundet skal spille en vigtig rolle i overgangen til demokrati. Udviklingen af dette partnerskab bør opnås gennem en bred vifte af instrumenter og kræver et langsigtet engagement fra begge sider.

10. Der er sket afgørende forandringer i regionen i de seneste to år med den vigtige udvikling hen imod demokrati i kølvandet på Det Arabiske Forår. I flere lande er der for første gang blevet afholdt demokratiske valg, og det centrale fundament for demokrati er gradvis ved at blive lagt. EU støtter kraftigt disse processer og opfordrer regeringerne og de politiske og sociale kræfter i de pågældende lande til at fortsætte deres indsats for at udvikle stabile og velfunderede demokratier, der rækker ud over valgprocesserne, som bør være frie og retfærdige, og til at udforme inklusive processer baseret på dialog.

11. Denne overgang til demokrati vil tage tid og skal tage højde for de politiske og sociale realiteter i de berørte lokalsamfund, men den skal være klart baseret på fremme og beskyttelse af menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstaten. Mange af landene i regionen står samtidig over for betydelige socioøkonomiske udfordringer, der skal tackles hurtigst muligt, både for at give deres økonomi et sundt grundlag som basis for genopretningen og for at bidrage til at konsolidere overgangen til demokrati.

12. EU har været fuldt engageret i dette nye partnerskab i en ånd af fælles ejerskab siden begyndelsen af Det Arabiske Forår og er besluttet på yderligere at øge sin støtte til de demokratiske og økonomiske overgangsprocesser i regionen på grundlag af en differentieret tilgang, hvor lande, der gør en større indsats for demokratiske reformer, får mere støtte. Dette omfatter:

a) bistand til de demokratiske forandringer, udviklingen af civilsamfundet, retsstaten, menneskerettighederne, ligestilling mellem kønnene og øget gennemsigtighed og effektivitet i valgprocesserne, bl.a. gennem levering af teknisk rådgivning og samarbejde samt udsendelse af valgobservationsmissioner

b) øget samarbejde på området frihed, sikkerhed og retfærdighed, især gennem dialogerne om migration, mobilitet og sikkerhed og udvikling af mobilitetspartnerskaber og gennem støtte til imødegåelse af udfordringerne vedrørende retsstaten, reformen af sikkerhedssektoren og grænseforvaltning

c) fremme af fælles økonomisk velstand, bl.a. ved at bidrage til makroøkonomisk stabilitet, fremme økonomiske reformer og et passende erhvervs- og investeringsklima og fastholde momentum i forhandlingerne om de vidtgående og brede frihandelsaftaler og derved øge mulighederne for samhandel og vækst

d) mellemfolkelige kontakter, bl.a. fremme af udveksling af unge i EU og de sydlige nabolande, især som led i Erasmus Mundus-programmet. Der bør lægges særlig vægt på fremme af unges og kvinders beskæftigelsesegnethed. Kommissionen vil navnlig levere bistand og ekspertise for at forbedre kvaliteten inden for uddannelse og erhvervsuddannelse, for at øge udvekslingen af studerende yderligere, for at udvikle den politiske dialog om uddannelse, beskæftigelsesegnethed og erhvervsuddannelse og for at stimulere udvekslingen af unge

e) øget samarbejde på en lang række områder såsom forskning, iværksætterkultur og SMV'er, landbrug, transport, herunder luftfart og søfart, miljø, klimaændringer, energi, telekommunikation, kapacitetsopbygning i forvaltningerne, kultur og vidensdeling samt udveksling af eksperter i overgangsprocesser.

13. Der er oprettet fælles taskforcer sammen med nogle af disse lande for at sikre, at EU's tilgang er samlet og konsekvent. Det er også vigtigt at sikre mere synergi og koordinering mellem støtten fra EU, dets medlemsstater og andre aktører.

14. Dette generelle styrkede engagement har omfattet tildeling af yderligere midler og makrofinansiel bistand til de lande, der befinder sig i en overgangsproces. EU vil gøre sit yderste for at støtte reformerne og imødekomme disse landes individuelle behov på såvel kort som mellemlang og lang sigt. EIB opfordres til at fortsætte med at øge sin støtte til investeringer i den private sektor, infrastruktur og klimaændringer i regionen.

15. Det er også nødvendigt at undersøge andre muligheder for at styrke den politiske dialog, herunder dialog på højeste niveau, med de lande, der befinder sig i en overgangsproces hen imod demokrati, og fremme synergi med regionale initiativer som f.eks. Middelhavsunionen og "5+5-dialogen". EU vil desuden støtte indsatsen for større regional integration. Det Europæiske Råd hilser meddelelsen om støtte til tættere samarbejde og større regional integration i Maghreb velkommen.

16. Det Europæiske Råd opfordrer EU-institutionerne, medlemsstaterne og Middelhavspartnerne til at opretholde et højt niveau af indsats og engagement. Det opfordrer den højtstående repræsentant og Kommissionen til fortsat at følge forbindelserne med de sydlige nabolande. Det opfordrer Rådet til at evaluere, hvor effektive af EU's politikker og instrumenter er til at støtte den politiske og økonomiske overgangsproces i regionen og aflægge rapport herom senest i juni 2013.

17. Det Europæiske Råd beklager den rystende situation i Syrien, som fortsat giver anledning til størst bekymring i de lande, hvis samfund blev mobiliseret under Det Arabiske Forår. Det opfordrer til, at volden straks bringes til ophør, og giver udtryk for sin bekymring over de omfattende og systematiske krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, som Assads styre bærer hovedansvaret for. Det gentager sin støtte til den fælles særlige repræsentant Lakhdar Brahimis indsats for at finde en politisk løsning. Det udtrykker sin støtte til den syriske befolknings ønsker og til den syriske nationale koalition som legitim repræsentant for det syriske folk og understreger behovet for en politisk overgang til en fremtid uden Bashar al-Assad og hans ulovlige styre. EU vil mobilisere sine ressourcer, så det kan yde sin fulde bistand til konsolidering af fred og indførelse af demokrati. Det vil fortsætte med at yde humanitær bistand og anden civil støtte til den syriske befolkning. Det Europæiske Råd ser i denne forbindelse og i lyset af den humanitære nødsituation med tilfredshed på de vigtige løfter, der blev afgivet på donorkonferencen i Kuwait, tilskynder medlemsstaterne og Kommissionen til at øge deres respektive bidrag yderligere og opfordrer alle parter i konflikten til at lette den humanitære adgang. Det Europæiske Råd minder om, at det i december pålagde Rådet at arbejde med alle muligheder for at støtte og hjælpe oppositionen og muliggøre større støtte til beskyttelsen af civile. I denne forbindelse noterer det sig, at Rådet på sin næste samling vil vurdere og om nødvendigt revidere sanktionsordningen over for Syrien inden fristens udløb i marts.

Mali

18. Det Europæiske Råd, der minder om Rådets konklusioner af 31. januar, udtrykker tilfredshed med den resolutte indsats, som Malis væbnede styrker har gjort med støtte fra navnlig Frankrig, andre EU-medlemsstater og landene i regionen for at genoprette landets territoriale integritet og den maliske stats myndighed. EU giver tilsagn om at yde finansiel og logistisk støtte til den fremskyndede deployering af den afrikansk ledede internationale støttemission i Mali. Den maliske nationalforsamlings vedtagelse af køreplanen for overgangsfasen er et grundlæggende skridt i retning af at genoprette demokratiet, den forfatningsmæssige orden og den civile kontrol med de væbnede styrker i Mali, og den bør hurtigt gennemføres. Dermed bliver det muligt gradvis at genoptage det europæiske udviklingssamarbejde for hurtigt at imødekomme Malis vigtigste behov. EU er rede til at støtte køreplanens gennemførelse, herunder gennem støtte til valgprocessen. Det er afgørende vigtigt at genetablere en inklusiv national dialog, der er åben for befolkningsgrupperne i det nordlige Mali og for alle grupper, som afviser terrorisme og anerkender landets integritet. De maliske myndigheder bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at hindre yderligere krænkelser af menneskerettighederne og bekæmpe straffrihed. Den nært forestående iværksættelse af den europæiske uddannelsesmission og hurtig mobilisering af observatører vil bidrage til at styrke den civile myndighed og samtidig overholde den humanitære folkeret og fremme menneskerettighederne. Det Europæiske Råd udtrykker tilfredshed med resultatet af mødet den 5. februar i støtte- og opfølgningsgruppen vedrørende situationen i Mali, som gav politisk momentum til gennemførelse af køreplanen.

III. DEN FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME

19. Det Europæiske Råd nåede til enighed om den næste flerårige finansielle ramme, jf. dokument 37/13.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website