![]() |
|
Statistiske oplysninger for 2012: konsolidering af de resultater, der er opnået de seneste år
Varigheden af sagsbehandlingen ved Domstolen og Retten fortsætter med at falde betragteligt
Statistikken over retssager ved Domstolen i 2012 er overordnet set kendetegnet ved en fortsat produktivitet og en meget væsentlig forbedring af effektiviteten for så vidt angår sagsbehandlingstiden. Der kan desuden noteres et let fald i det samlede antal sager, der er anlagt ved de tre retsinstanser (1 427 i 2012 mod 1 569 i 2011), som – henset til udviklingen i retssagerne i de seneste fem år – imidlertid kan være konjunkturbestemt.
Domstolen
I 2012 afsluttede Domstolen 595 sager, og der blev anlagt 632 nye sager. Antallet af anlagte sager er fortsat meget højt og er det næsthøjeste antal sager anlagt i løbet af et år i Domstolens historie. Selv om der er tale om et fald på ca. 8% i forhold til 2011 (688 anlagte sager), kan dette i det væsentlige forklares med et let fald, i forhold til det foregående år, i antallet af appeller iværksat til prøvelse af Rettens domme. Hvad angår indbragte præjudicielle sager i 2012 er der tale om det næsthøjeste antal i hele Domstolens historie.
For så vidt angår sagsbehandlingstiden er de statistiske oplysninger meget positive. Hvad nærmere angår præjudicielle forelæggelser er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 15,7 måneder.
I 2012 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for præjudicielle sager således historisk kort.
| 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 |
Anlagte sager | 593 | 562 | 631 | 688 | 632 |
Afsluttede sager | 567 | 588 | 574 | 638 | 595 |
Verserende sager | 768 | 742 | 799 | 849 | 886 |
Retten
Retten kan glæde sig over at have konsolideret det kvantitative spring, der blev taget i 2011. 688 sager blev således afsluttet i 2012 (hvilket er det bedste resultat siden retsinstansens oprettelse, næst efter resultatet i 2011). Det forhold, at der er sat en ny standard for den retslige produktivitet, som udspringer af de talrige interne reformer, der er gennemført de seneste år, og som skaber kumulerede gevinster for effektiviteten, har gjort det muligt at opnå en historisk nedsættelse af antallet af verserende sager (i alt 71 sager, dvs. 5% nedsættelse) i kombination med et gradvist fald i antallet af anlagte sager, der udgør 617 i dette år (dvs. næsten 15% fald). Sagsbehandlingstiden er desuden forkortet betragteligt, idet varigheden nu er gennemsnitligt 24,8 måneder, dvs. en nedsættelse med 1,9 måned i forhold til 2011.
| 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 |
Anlagte sager | 629 | 568 | 636 | 722 | 617 |
Afsluttede sager | 605 | 555 | 527 | 714 | 688 |
Verserende sager | 1 178 | 1 191 | 1 300 | 1 308 | 1 237 |
Personaleretten
Til forskel fra de øvrige retsinstanser viser de statistiske oplysninger for Personaleretten for 2012 en ny stigning i antallet af anlagte sager (178) i forhold til det foregående år (159). Dette antal har således været konstant stigende siden 2008.
Antallet af afsluttede sager (121) er for sin del faldet betydeligt i forhold til tallet for sidste år (166), som dog var det bedste kvalitative resultat opnået af Personaleretten siden dens oprettelse. Dette fald kan forklares med den ændring, der skete i slutningen af 2011 i Personalerettens sammensætning. De nyudnævnte dommere har således først efter adskillige måneder kunnet udøve deres virksomhed fuldt ud efter forløbet af den nødvendige tid til bevisoptagelse og sagernes pådømmelse.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid steg imidlertid kun lidt (14,8 måneder i 2012 mod 14,2 måneder i 2011).
| 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 |
Anlagte sager | 111 | 113 | 139 | 159 | 178 |
Afsluttede sager | 129 | 155 | 129 | 166 | 121 |
Verserende sager | 217 | 175 | 185 | 178 | 235 |
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen.
Kontakt i Presse- og Informationsafdelingen: Gitte Stadler (+352) 4303 3127