EU er til stede i kriseområder på hele kloden, herunder Libyen, Afghanistan, de besatte palæstinensiske områder og mange steder i Afrika og Sydøstasien. EU udfører også nødhjælpsarbejde i områder præget af langvarige kriser og ustabiIitet efter konflikter. At hjælpe de mest sårbare befolkningsgrupper i verden er det internationale samfunds moralske pligt, og Kommissionen har længe arbejdet ihærdigt for at hjælpe ofrene for denne type kriser. Afdelingen for humanitær nødhjælp yder direkte bistand til nødstedte uden at skele til deres nationalitet, religion, køn eller etniske oprindelse.
ECHO træder til
EU's nødhjælpsarbejde varetages af ECHO, Kontoret for Humanitær Bistand. ECHO's indsats afspejler de talrige alvorlige kriser, der har været rundt om i verden, og EU's vilje til at gå foran i bestræbelserne på at få både humanitær nødhjælp og civilbeskyttelse ud til ofrene både inden og uden for EU's grænser. Det gennemsnitlige årsbudget til humanitære interventioner har i de senere år været på ca. 900 mio. euro (6,7 mia. kroner).
ECHO's primære opgave er at søge at redde liv, mindske lidelser og beskytte de nødlidendes integritet og menneskelige værdighed. Nødhjælp kan omfatte telte, tæpper, mad, medicin, medicinsk udstyr, vandrensningssystemer og brændstof. ECHO finansierer også lægehold, minerydningseksperter, transport og logistisk støtte. ECHO har siden 1992 ydet en indsats i over 130 lande.
Ekspert i civilbeskyttelse tager billeder af de skader, rødt slam har påført dyrelivet i Ungarn.
Ud over humanitær nødhjælp er ECHO med til at koordinere civilbeskyttelse i hele EU. Hjertet i EU's civilbeskyttelsesordning, overvågnings- og informationscenteret MIC, drives af ECHO og er tilgængeligt dag og nat. Alle lande i og uden for EU, som rammes af en katastofe, kan bede om hjælp gennem MIC. Det fungerer som forbindelsesled mellem de 31 deltagerlande (27 EU-lande samt Island, Liechtenstein, Norge og Kroatien), det berørte land og de udsendte eksperter, og leverer sidste nyt om en aktual nødsituation. Desuden koordinerer MIC deltagerlandenes tilbud om hjælp med det katastroferamte lands behov.
Partnernetværk
Kvinde på flugt modtager hjælp i Darfur.
EU og ECHO kan ikke selv mobilisere alle de ressourcer, der kræves for at levere nødhjælpsforsyninger, udsende redningshold, oprette felthospitaler og midlertidige kommunikationssystemer. ECHO finansierer og koordinerer indsatsen, mens hjælpen fra EU-landene bruges til civilbeskyttelse. I forbindelse med humanitære aktioner er ECHO dog afhængig af nødhjælp fra ikkestatslige organisationer (NGO'er), FN's agenturer og de internationale afdelinger af Røde Kors/Røde Halvmåne, når det gælder nødhjælpsprogrammer.
I humanitære nødhjælpsaktioner har hver partner en særlig funktion. NGO'er spiller ofte en afgørende rolle i områder, der er ramt af borgerkrig. Det samme gælder Røde Kors. Ved komplicerede kriser i store områder, hvor mange mennesker er på flugt, er det kun de større FN-organer som Verdensfødevareprogrammet (WFP) eller Flygtningehøjkommissariatet (UNHCR), der har kapacitet til at levere den omfattende hjælp til alle ofrene. Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), der er repræsenteret verden over, er ofte den organisation, der hurtigst kan få hjælpen ud til regioner, der er ramt af uventede naturkatastrofer.
En hjælpende hånd
EU's humanitære bistand består af:
- Nødhjælp i form af penge til indkøb og levering af livsnødvendigheder som medicin, mad og husly eller til finansiering af genopbygningsarbejde efter en katastrofe.
- Fødevarehjælp, enten i form af penge til at sikre forsyningerne i områder, der er ramt af hungersnød eller tørke, indtil den normale produktion kan genetableres, eller finansiering af fødevarehjælp i tilfælde af pludselig fødevaremangel på grund af menneskeskabte eller uforudsete naturkatastrofer.
- Støtte til flygtninge, der er drevet ud af deres land, og til personer, der er fordrevet inden for deres eget land eller region - for at hjælpe dem gennem nødsituationen, indtil de kan vende hjem eller slå sig ned i et nyt land.
- Katastroferisikobegrænsning, der også omfatter katestrofeberedskab og inddragelse af begrænsing af katastroferisici i alle aspekter af det humanitære beredskab.
Tilbagetrækningsstrategi og gråzone
Katastrofehjælp og nødhjælp er næsten pr. definition kortvarig. De aktioner, EU finansierer, strækker sig normalt over mindre end seks måneder. EU vil dog gerne sikre, at de personer, der har modtaget hjælp, selv kan klare sig eller har adgang til en anden form for langfristet udviklingsbistand, når den humanitære nødhjælp stopper. Man risikerer, at der ikke er noget tilbage, når den humanitære nødhjælp aftrappes.
For at mindske denne risiko anmoder EU sine partnere i marken om at indbygge en tilbagetrækningsstrategi i deres projekter, så de slutter med enten at overlade kontrollen til en lokal myndighed igen eller, hvis dette ikke er muligt, sikrer, at der er andre bistandsstrukturer til at afløse dem, når de forlader stedet.
EU's vigtigste nødhjælpsaktioner er i Mellemøsten, Asien og ikke mindst Afrika.
