You are here:

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er udviklet løbende over mange år, gør det muligt for EU at tale og handle samlet på verdensplan. Sammen giver det de 28 EU-lande langt større gennemslagskraft, end de ville have haft, hvis hvert enkelt land blot førte sin egen politik.

Med Lissabontraktaten fra 2009 blev denne proces styrket gennem oprettelse af

Fred og sikkerhed

EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik skal

  • bevare freden og styrke den internationale sikkerhed
  • fremme internationalt samarbejde
  • udvikle & styrke
    • demokrati
    • retsstaten
    • overholdelse af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder.

Diplomati og partnerskab

EU er en vigtig aktør i spørgsmål som f.eks. Irans atomprogram, stabilisering af Somalia og Afrikas Horn i almindelighed og bekæmpelse af global opvarmning. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der har til formål at løse konflikter og skabe international forståelse, er baseret på diplomati, handel, humanitær bistand, sikkerhed og forsvar spiller ofte en supplerende rolle.

Som verdens største donor af udviklingsbistand er EU et enestående udgangspunkt for samarbejde med udviklingslandene.

Den store demografiske og økonomiske vægt af en blok, der består af 28 lande, gør den til en stor magt. EU er verdens største handelspartner med verdens næststørste valuta: euroen. Tendensen til fælles udenrigspolitiske beslutninger styrker denne del.

EU opretholder partnerskaber med verdens hovedaktører, herunder nye magter. Det skal sikre, at disse forbindelser baseres på fælles interesser og fordele. EU holder regelmæssigt topmøder med Canada, Indien, Japan, Rusland og USA. De internationale forbindelser omfatter:

  • uddannelse
  • miljø
  • sikkerhed og forsvar
  • kriminalitet
  • menneskerettigheder.

Fredsbevarelse

EU har sendt fredsbevarende styrker til flere af verdens brændpunkter. I august 2008 var EU med til at sikre den våbenstilstand, der blev indgået mellem Georgien og Rusland. Der blev også sendt EU-observatører til at overvåge udviklingen (EU's observatørmission i Georgien Vælg oversættelse af det forrige link   English (en) ) og ydet humanitær hjælp til mennesker, der var blevet fordrevet under kampene.

Der er oprettet en stærk politi- og forsvarsstyrke (EULEX Kosovo Vælg oversættelse af det forrige link   English (en) ), som skal sikre lov og orden.

Midlerne til at gribe ind

EU har ingen hær. Som led i den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FUSP) bruger vi, efter behov, styrker fra EU-landene til:

  • fælles nedrustningsoperationer
  • humanitære opgaver og redningsopgaver
  • militær rådgivning og bistand
  • konfliktforebyggelse og fredsbevarelse
  • krisestyring, f.eks. fredsskabende og stabiliseringsoperationer efter konflikter.

EU har siden 2003 gennemført 30 civile missioner og militære operationer på 3 kontinenter. I alle tilfælde er der tale om reaktioner på kriser:

  • fredsskabelse i Indonesien efter tsunamien
  • beskyttelse af flygtninge i Mali og Den Centralafrikanske Republik
  • bekæmpelse af pirater ud for Somalia og Afrikas Horn.

EU spiller nu en stor rolle som sikkerhedsgarant.

Siden januar 2007 har EU kunnet udføre udrykningsoperationer med to sideløbende kampgrupper, der hver omfatter 1 500 soldater. Om nødvendigt kan der lanceres to operationer næsten samtidig. Beslutninger om at gribe ind træffes af EU-landenes nationale ministre i EU-Rådet.

Tættere forbindelser med naboerne: Den europæiske naboskabspolitik

Den europæiske naboskabspolitik (ENP) styrer EU's forbindelser med 16 af naboerne mod syd og mod øst.

Mod syd: Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Marokko, Palæstina (denne betegnelse indebærer ikke nogen anerkendelse af Palæstina som stat og berører ikke holdningerne vedrørende anerkendelsen af Palæstina som stat), Syrien og Tunesien.

Mod øst: Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Moldova, Rusland, Ukraine.

Denne politik skal styrke EU's forbindelser med naboerne og tilbyder:

  • politisk associering
  • økonomisk integration
  • øget mobilitet for mennesker.

I takt med at EU er vokset, er landene i Østeuropa og det sydlige Kaukasus blevet tættere naboer. Deres sikkerhed, stabilitet og velstand påvirker i stigende grad vores. I 2009 blev der søsat et fælles initiativ – det østlige partnerskab – som skal skabe tættere forbindelser mellem EU og de seks naboer mod øst. Et tættere samarbejde mellem EU og de østeuropæiske partnerlande – Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Moldova og Ukraine – er et vigtigt element i EU's forbindelser udadtil.

I kølvandet på det arabiske forår genlancerede EU sin europæiske naboskabspolitik for bedre at støtte de partnere, som indfører reformer til fordel for demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Politikken skal fremme en inklusiv økonomisk udvikling i disse lande og fremme partnerskabet med en række grupper og organisationer sideløbende med EU's forbindelser med landenes regeringer.

EU støtter også nabolande, der står over for konflikter og kriser. Det er den største støtteyder til ofrene for krisen i Syrien og har bidraget med over 3,2 milliarder euro siden 2011. EU arbejder også på at støtte Libyen i den aktuelle situation med politiske og sikkerhedsmæssige problemer.

EU støtter fortsat den internationale fredsindsats i Mellemøsten. Det går ind for en tostatsløsning med en palæstinensisk stat side om side med Israel. EU, FN, USA og Rusland (kaldet Mellemøstkvartetten) arbejder sammen om at tilskynde begge sider til at nå frem til en aftale. De arbejder også tæt sammen med de regionale partnere for at finde en fredelig løsning på konflikten.

Irans atomprogram har været en af de mest alvorlige kilder til international spænding. Den skelsættende aftale, der blev indgået med det internationale samfund i november 2013, var det første skridt i retning af at løse problemet. Dette viste, hvilken rolle EU havde spillet med at lede fredsforhandlinger på vegne af det internationale samfund.

Asien og Latinamerika

EU udbygger forbindelserne til regionale grupper, især i Asien og Latinamerika. EU's asiatiske partnere er i hastig vækst og har indgået et "udvidet partnerskab" med EU med aftaler, som rummer økonomiske, politiske, sociale og kulturelle elementer. Det støtter også regional integration i begge områder varmt.

Det vestlige Balkan

Landene i det vestlige Balkan har også interesse i EU-medlemskab.

Land Status
Kroatien Blev det 28. EU-land i juli 2013
Montenegro, Serbien Fører optagelsesforhandlinger
Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien Kommissionen har opfordret til, at der indledes optagelsesforhandlinger
Albanien Rådet har godkendt ansøgningen, og dermed er Albanien blevet et "kandidatland"
Bosnien-Hercegovina, Kosovo Mulige ansøgerlande

Selv om Kosovo erklærede sig uafhængigt af Serbien i 2008, er der stadig uklarhed om landets internationale status. Takket være EU's tilsagn om at mægle i drøftelserne indgik de to parter en betydningsfuld aftale i april 2013. Dette forløb viser, hvor meget de to premierministre og den tidligere højtstående repræsentant, Catherine Ashton, satte ind på at skabe normalisere forbindelserne. Det viser også, hvor engageret EU er i indsatsen for at skabe forsoning i det vestlige Balkan.

Hvem fastlægger EU's udenrigspolitik?

EU's beslutningstagende organ er i sidste instans Det Europæiske Råd, der samler stats- og regeringscheferne fra de 28 medlemslande. Det mødes fire gange om året for at fastlægge principperne og de generelle retningslinjer for politikken.

Den højtstående repræsentants rolle er at gøre EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik mere konsekvent. Hun er formand for de månedlige møder i Rådet for Udenrigsanliggender (der består af de 28 EU-landes udenrigsministre). Hun deltager også i Det Europæiske Råds møder og aflægger rapport om udenrigsanliggender.

De fleste udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger skal godkendes enstemmigt af EU-landene.

EU's Udenrigstjenestes (EEAS) opgave er at støtte den højtstående repræsentant. Den fungerer som EU's diplomatiske tjeneste. Et netværk af over 139 delegationer og kontorer rundt omkring i verden fremmer og beskytter Europas værdier og interesser.