Kvalitet frem for kvantitet ...
Ægte parmesanost bærer EU's kvalitetsmærke.
For 50 år siden lå vægten i EU's landbrugspolitik på at sikre, at der blev produceret nok mad til Europa efter et årti med knaphed på grund af anden verdenskrig. Det indebar at yde produktionsstøtte og prisstøtte til landmændene ved at opkøbe overskudsproduktion. Men disse metoder hører nu fortiden til.
I dag sigter EU's politik mod at sikre, at producenter af alle former for fødevarer – hvad enten det er kornprodukter, kød, mejeriprodukter, frugt, grønsager eller vin – kan:
- fremstille tilstrækkelige mængder sikre fødevarer af høj kvalitet til de europæiske forbrugere
- bidrage fuldt ud til diversificeret økonomisk udvikling i landdistrikterne
- overholde høje krav til miljøbeskyttelse og dyrevelfærd.
Forbrugerne bliver i stadig større grad kvalitetsbevidste med hensyn til fødevarer, og med frivillige europæiske kvalitetsmærker kan de nu træffe informerede valg. Disse mærker – der angiver geografisk oprindelse, anvendelse af traditionelle ingredienser eller metoder, herunder økologisk fremstilling – hjælper også med at gøre europæiske landbrugsprodukter konkurrencedygtige på verdensmarkedet.
De forskellige reformer af EU's landbrugspolitik har også styrket innovationen i landbrug og fødevarefremstilling – med støtte fra EU-forskningsprogrammer. Disse programmer har øget produktiviteten og mindsket miljøpåvirkninger, f.eks. ved at anvende bi- og affaldsprodukter af afgrøder til at fremstille energi.
Pengene skal bruges der, hvor behovet er størst
Der er stadig økonomiske sikkerhedsnet for landmændene, men i dag bliver de brugt langt mere selektivt.
De kan for eksempel anvendes til at hjælpe i enkeltstående nødsituationer som naturkatastrofer, udbrud af dyresygdomme (f.eks. mund- og klovsyge) eller store ubalancer på markedet, der kan true hele sektorer i landdistrikternes økonomi.
EU supplerer godt nok landmændenes indkomst i form af direkte støtte, så de sikres en rimelig levestandard – men til gengæld skal de overholde standarder for hygiejne og fødevaresikkerhed, dyresundhed og -velfærd, biodiversitet og landskabspleje.
Et alsidigt udbud til rimelige priser er et grundprincip for EU's landbrugspolitik.
En mere fair konkurrence
EU har som verdens største importør af fødevarer og det største marked for fødevarer fra udviklingslandene for nylig reformeret sine støttesystemer, så der nu er mindre sandsynlighed for, at landbrugseksportstøtten fordrejer verdensmarkedet.
Og under forhandlingerne om liberalisering af den internationale handel, den såkaldte Doharunde, har EU foreslået at afskaffe alle sine eksporttilskud senest i 2013 samt at sænke importafgifterne på landbrugsprodukter.
Flere reformer forude
Der er blevet gennemført væsentlige reformer i de seneste år, men der bliver behov for flere, når den nuværende finansieringspakke udløber i 2013.
Udfordringerne omfatter blandt andet, at verdens fødevareproduktion skal fordobles inden 2050 for at sikre mad til en voksende befolkning og rigere forbrugere, der spiser mere kød – på samme tid med, at vi påvirkes af klimaforandringerne (tab af biodiversitet, forringelse af jordbundsforhold og vandkvalitet.)
Da europæerne blev adspurgt om deres holdning til sådanne reformer i 2010, var svaret, at de ønskede en EU-landbrugspolitik, der hjælper landmændene med ikke blot at producere fødevarer, men også at bevare naturressourcerne og landskaberne, forbedre dyrevelfærden og holde landdistrikterne levedygtige.
EU har reageret ved at offentliggøre en række forslag til reform, der afspejler denne efterspørgsel, med vægt på bæredygtig landbrugspraksis, innovation, forskning og udbredelse af viden – samt et mere fair støttesystem for europæiske landmænd, der gør noget for at tackle fremtidens udfordringer.
Derfor er landbrugsstøtten dyr
Den fælles landbrugspolitik er den mest integrerede af EU's politikker. Derfor kræver den en stor del af EU's budget. Men det er i høj grad penge, som din regering alligevel ville anvende på landbruget – de forvaltes bare af EU frem for de nationale regeringer.
Alligevel er budgetandelen af udgifter til landbruget faldet drastisk de seneste år, nemlig fra næsten 70 %, da de var på sit højeste i 1970'erne, til bare 34 % i 2007-2013.
Dette skal ses både i lyset af, at EU's andre ansvarsområder er vokset, og at reformerne har ført til omkostningsbesparelser – reformerne har åbnet EU op for 12 nye medlemslande siden 2004 uden nogen stigning i udgifterne til landbruget.
