Juridisk meddelelse | Cookies | Om EUROPA | Søgning | Kontakt
LissabontraktatenSpring bjælke med sprogvalg over (genvejstast=2)
EUROPA > Lissabontraktaten > Traktaten kort fortalt > Moderne og effektive institutioner
EU gearet til det 21. århundredeEU gearet til det 21. århundrede

Effektive og moderne institutioner

Lissabontraktaten ændrer ikke grundlæggende ved EU's institutionelle struktur, som fortsat er baseret på beslutningstrekanten Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Den indfører dog visse nyskabelser, som skal gøre institutionerne mere effektive, sammenhængende og åbne – og dermed mere borgervenlige.

EU har nu syv institutioner: Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank og Revisionsretten. Hvad er ændret med Lissabontraktaten?

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet repræsenterer borgerne i EU-landene. Med Lissabontraktaten har det fået større indflydelse på lovgivning, budget og internationale aftaler. Samtidig er dets sammensætning ændret: Parlamentet må højst have 751 medlemmer (750 plus formanden), og antallet af medlemmer for hvert land fordeles efter princippet om degressiv proportionalitet. Det betyder, at de folkevalgte fra landene med de største befolkninger repræsenterer flere borgere end deres kolleger fra lande med mindre befolkninger. I traktaten er det også fastsat, at hvert land har mindst 6 og højst 96 medlemmer.

Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd skal give EU politisk fremdrift. Med den nye traktat er det blevet en EU-institution uden dog at få nye beføjelser. Til gengæld er der skabt en ny rolle, nemlig formanden for Det Europæiske Råd. Formanden vælges af Det Europæiske Råd for to et halvt år ad gangen og har som hovedopgave at forberede og sikre kontinuitet i Det Europæiske Råds arbejde. Han/hun er en central figur i bestræbelserne på at opnå konsensus. Formanden må ikke samtidig have et nationalt embede.

Rådet

Rådet repræsenterer medlemslandenes regeringer. Dets rolle forbliver i det store hele uændret. Rådet deler fortsat de lovgivende og budgetmæssige beføjelser med Europa-Parlamentet. Det bevarer også en central rolle i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og ved samordningen af de økonomiske politikker.

Den væsentligste ændring vedrører beslutningstagningen. Først og fremmest er det nu reglen, at Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal, medmindre traktaterne udtrykkelig fastsætter andet, f.eks. enstemmighed. I praksis betyder det, at Rådet nu træffer afgørelse med kvalificeret flertal på flere områder (f.eks. indvandring og kultur).

I 2014 indføres desuden princippet om dobbelt flertal. Det betyder, at afgørelser skal have opbakning fra mindst 55 % af medlemslandene, som skal repræsentere mindst 65 % af EU's befolkning. Princippet afspejler EU's dobbelte legitimitet og gør det på én gang mere åbent og mere effektivt. Den nye beregningsmåde suppleres af en ordning, som svarer til "Ioannina-forliget", der giver et lille antal medlemslande (nær det blokerende mindretal) mulighed for at tilkendegive, at de er imod en beslutning. Rådet skal da gøre alt, hvad det kan, for inden for en rimelig frist at nå frem til en løsning, der er tilfredsstillende for alle parter.

Europa-Kommissionen

Kommissionens vigtigste opgave er at fremme EU's almene interesse. Med Lissabontraktaten har alle medlemslande mulighed for at have en EU-kommissær. Med de tidligere traktater ville der skulle være færre kommissærer end medlemslande.

En anden vigtig nyskabelse er, at Lissabontraktaten knytter resultatet af valget til Europa-Parlamentet direkte sammen med valget af Kommissionens formand.

Kommissionens formand har desuden fået en stærkere rolle, da han/hun kan anmode et medlem af kommissærkollegiet om at gå af.

EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen

Oprettelsen af posten som EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik er en af de største institutionelle nyskabelser i Lissabontraktaten. Meningen er at gøre EU's optræden udadtil mere sammenhængende.

Den højtstående repræsentant har en "dobbeltkasket": Han/hun er både Rådets bemyndigede i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og næstformand for Kommissionen med ansvar for eksterne forbindelser. Som ansvarlig for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er han/hun desuden formand for Rådet for Udenrigsanliggender. Han/hun repræsenterer derudover EU på den internationale scene i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og bistås af en tjeneste for EU's optræden udadtil med tjenestemænd fra Rådet, Kommissionen og medlemslandenes diplomatiske tjenester.

De øvrige institutioner

De forrige traktaters bestemmelser om Den Europæiske Centralbank (ECB) og Revisionsretten bevares uden de store ændringer. Lissabontraktaten giver Den Europæiske Unions Domstol flere beføjelser, navnlig inden for det strafferetlige og politimæssige samarbejde, og indfører enkelte procedureændringer.

De nationale parlamenter

Selv om de nationale parlamenter ikke er en del af EU's officielle institutioner, er de afgørende for et velfungerende EU. Lissabontraktaten anerkender og styrker deres rolle. Hvis nok nationale parlamenter f.eks. mener, at et lovforslag bør træffes på lokalt, regionalt eller nationalt niveau, skal Kommissionen enten trække forslaget tilbage eller klart begrunde, hvorfor det efter dens opfattelse ikke er i strid med nærhedsprincippet.

Juridisk meddelelse | Cookies | Om EUROPA | Søgning | Kontakt | Sidens top