EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Obligatoriske kontroller af ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer

RESUMÉ AF:

Direktiv 1999/35/EF — ordning med obligatoriske syn med henblik på sikker drift af ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det omfatter obligatoriske syn af ro-ro-færger (*) og højhastighedspassagerfartøjer, der anvender havne i EU, for at sikre, at de overholder gældende sikkerhedsstandarder.

HOVEDPUNKTER

  • Lovgivningen finder anvendelse på alle ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer, der anvender havne i EU, på både udenrigsruter og indenrigsruter, uanset hvilket flag de fører.
  • Før en færgefart etableres, skal EU-landene sikre, at færgerne og fartøjerne:
    • medfører gyldige certifikater, der er blevet godkendt
    • er i overensstemmelse med de relevante klassifikationsstandarder
    • er udstyret med en sort boks (VDR)
    • overholder særlige krav til stabilitet.
  • Selskaber, der driver disse ruter, skal sikre, at foranstaltninger, såsom oplysninger om kystbaserede navigationsstyringssystemer, er tilgængelige om bord på fartøjerne.
  • EU-landene skal:
    • udføre en førstegangsinspektion før etableringen af en fast rute for at sikre, at de nødvendige sikkerhedsstandarder overholdes
    • udføre efterfølgende inspektioner to gange om året og efter alle reparationer eller udskiftninger i ledelsen. En af de to årlige inspektioner skal foregå under en rutesejlads
    • nedlægge forbud mod at lade et fartøj sejle, hvis det ikke overholder sikkerhedsstandarderne
    • i tilfælde af en ulykke eller et uheld, som involverer et fartøj, der er omfattet af direktivet, samarbejde om enhver undersøgelse med alle lande med en væsentlig interesse.

Relateret lovgivning om havnestatskontrol har til formål at forbyde sejlads med skibe i EU, der ikke overholder standarderne. Den kræver, at fartøjer overholder EU-sikkerhedsstandarder og internationale sikkerhedsstandarder som omhandlet i for eksempel den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS).

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 1. juni 1999. EU-landene skulle have indarbejdet det i national lovgivning inden den 1. december 2000.

VIGTIGT BEGREB

(*) Ro-ro-færge: et søgående passagerskib, der er indrettet således, at køretøjer eller tog kan køres direkte om bord og fra borde, og som kan medtage flere end 12 passagerer.

DOKUMENT

Rådets direktiv 1999/35/EF af 29. april 1999 om en ordning med obligatoriske syn med henblik på sikker drift af ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer (EFT L 138 af 1.6.1999, s. 1-19)

Efterfølgende ændringer af direktiv 1999/35/EF er blevet integreret i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF af 23. april 2009 om havnestatskontrol (EUT L 131 af 28.5.2009, s. 57-100). Se den konsoliderede version.

seneste ajourføring 19.04.2016

Top