RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Maritim sikring: Sikring af skibe og havnefaciliteter

I de senere år har det vist sig, at terrorangreb kan ramme overalt, og søfarten er ikke nogen undtagelse fra reglen. Der er behov for en indsats, der til enhver tid kan garantere sikkerheden for søtransporten, for de borgere, der bruger den, og for miljøet i forhold til den trussel, som ulovlige aktiviteter som terrorisme udgør. Hvis en last indeholder farlige stoffer, kan denne type ulovlige handlinger få store konsekvenser for borgerne og for miljøet i EU.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 725/2004 af 31. marts 2004 om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter (EØS-relevant tekst) (EUT L 129 af 29.4.2004, s. 6) [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Det primære mål med denne forordning er at gennemføre tiltag i Den Europæiske Union (EU), der skal bevirke en bedre sikring af skibe og havnefaciliteter mod trusler i form af forsætlige ulovlige handlinger.

Denne forordning skal danne grundlag for den harmoniserede fortolkning, gennemførelse og overvågning på EU-plan af de særlige foranstaltninger til styrkelse af den maritime sikring vedtaget på Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) (EN) diplomatiske konference i 2002, der indebar en ændring af den internationale konvention af 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS-konventionen) og etablerede den internationale kode for sikring af skibe og havnefaciliteter (ISPS-kode).

Ændringerne af SOLAS-konventionen og Del A af ISPS-koden er bindende men kan gøres til genstand for fortolkning. Del B af koden består af en række anbefalinger, som EU-landene opfordres til at implementere.

Denne forordning indeholder forebyggende foranstaltninger og gennemfører den del af SOLAS-konventionen, der omhandler særlige tiltag til styrkelse af den maritime sikring og samtidig ISPS-koden, der er to af hjørnestenene i den maritime sikring på verdensplan.

EU-landene skal fremsende de krævede oplysninger og de særlige foranstaltninger, der er vedtaget med henblik på at styrke den maritime sikring ifølge SOLAS-konventionen, til IMO, Kommissionen og de andre EU-lande.

Parallelt hermed skal de enkelte EU-lande udarbejde en liste over berørte havnefaciliteter med udgangspunkt i en gennemført vurdering af sikringen omkring havneanlægget samt fastlægge omfanget af de tiltag, der gennemføres til styrkelse af den maritime sikring. Listen skal fremsendes til de øvrige EU-lande og til Kommissionen senest 1. juli 2004.

EU-landene skal nøje overvåge, at skibe, der ønsker at lægge til i en EU-havn, overholder sikkerhedsreglerne, uanset oprindelsesland.

Sikkerhedskontrollen i havnene kan varetages af EU-landenes kompetente myndigheder med ansvar for maritim sikring, og vedrørende det internationale skibssikringscertifikat også af inspektører, der arbejder under havnestatskontrollen, som bestemt i direktiv 95/21/EF.

Når et skib anmelder sin ankomst til en havn i et EU-land, skal den kompetente myndighed med ansvar for maritim sikring i det pågældende land kræve, at oplysningerne foreligger mindst 24 timer før anløb eller, hvis sejltiden er kortere end 24 timer, senest på det tidspunkt, hvor skibet forlader den forrige havn, eller straks anløbshavnen bliver kendt, hvis den ikke er det ved udsejling.

EU-landene skal udpege et kontaktpunkt for maritim sikring senest 1. juli 2004. Denne myndighed skal kræve, at alle skibe, der ønsker at anløbe en havn, på forhånd skal tilvejebringe oplysninger vedrørende skibets internationale skibssikringscertifikat samt det sikringsniveau, som skibet sejler under og tidligere har sejlet under.

EU-landene skal håndhæve de nye sikringsforanstaltninger i den internationale skibsfart samt fra 1. juli 2005 over for passagerskibe af klasse A i den indenlandske rutefart.

Efter en sikkerhedsrisikovurdering skal EU-landene afgøre, i hvilket omfang de pr. 1. juli 2007 vil anvende bestemmelserne i denne forordning på andre skibstyper i den indenlandske rutefart, virksomhederne bag og de havneanlæg, de benytter.

REFERENCER

DokumentIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 725/2004

19.5.2004

-

EUT L 129 af 29.4.2004

Ændringsretsakt(er)IkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 219/2009

20.4.2009

-

EUT L 87 af 31.3.2009

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens forordning (EF) nr. 324/2008 af 9. april 2008 om fastsættelse af reviderede procedurer for Kommissionens inspektioner inden for maritim sikring [Den Europæiske Unions Tidende L 98 af 10.4.2008].
Kommissionen udfører sikkerhedsinspektioner på havneanlæg og i virksomheder i EU-landene. Inspektionerne tilrettelægges med hjælp fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed og udføres af inspektører fra EU-landene. Kommissionen skal indsende inspektionsrapport senest seks uger efter gennemførelse af en inspektion. Rapporterne skal give en detaljeret redegørelse for resultatet af inspektionen og beskrive eventuel manglende overholdelse af forordning (EF) nr. 725/2004 eller direktiv 2005/65/EF. De kan også anbefale korrigerende foranstaltninger. Det pågældende EU-land skal svare inden for tre måneder med en handlingsplan, der beskriver aktiviteter og tidsfrister til udbedring af eventuelle konstaterede mangler.

Seneste ajourføring: 22.02.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top