RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 9 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Slovakiet

Arkiv

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(97) 2004 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens udtalelse [KOM(98) 703 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens udtalelse [KOM(2000) 711 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1754 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1410 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1209 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

Europa-Kommissionen skønnede i sin udtalelse af juli 1997, at Slovakiet har udfoldet en række bestræbelser for at overtage EU-retten på transportområdet, men at der dog endnu skulle gøres nogle væsentlige fremskridt inden for vejgodstransporten (markedsadgang, sikkerhedsforskrifter og afgiftsområdet bl.a.) samt i jernbanesektoren, hvor den faktiske indførelse af EU-retten bør overvåges. Kommissionen konkluderede, at det kun er under forudsætning af, at situationen forbedres i disse to sektorer, at det kan hævdes, at den samlede transportsektor ikke vil skabe større vanskeligheder med hensyn til overtagelsen af EU-retten vedrørende det indre marked. Kommissionen opfordrede endvidere Slovakiet til at drage omsorg for, at de nødvendige midler til etablering af grundlaget for det fremtidige transeuropæiske transportnet, der vil blive udvidet med de nyoptagne lande, vil være til stede og til hurtigt at styrke de administrative strukturer i Slovakiet, herunder tilsynsmyndighederne, på alle niveauer.

I rapporten af november 1998 blev det understreget, at det er nødvendigt med yderligere harmonisering af lovgivningen vedrørende jernbane-, luft- og landevejstransport, vejtransportsikkerhed og kombineret transport.

I rapporten af november 2000 understregedes det, at der trods beskedne fremskridt stadig var lang vej igen på transportområdet, især inden for jernbane- og vejtransport. Det var nødvendigt, at de administrative strukturer blev afpasset og styrket væsentligt.

I rapporten fra november 2001 konstateredes, at der til trods for en generel forbedret tilpasning til EU-retten stadig manglede en omfattende indsats.

I rapporten fra oktober 2002 blev det understreget, at Slovakiet på ny havde gjort fremskridt inden for transportområdet. Der er dog stadig behov for vigtige forbedringer på vejtransportområdet (markedsadgang, sikkerhedsstandarder og beskatning) samt i jernbanesektoren, hvor man nøje skal overvåge, at der sker en reel tilpasning af lovgivningen til EU-retten.

I rapporten 2003 konstateres, at Slovakiet skal afslutte tilpasningen af sin lovgivning inden for områderne jernbane-, luft- og søtransport samt transport ad indre vandveje. Den administrative kapacitet inden for jernbanesektoren skal styrkes, og de nødvendige vigtige investeringer i infrastruktur må forberedes.
Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Fællesskabets transportpolitik er centreret om tre hovedområder.

Europaaftalen rummer bestemmelser om tilnærmelse af lovgivningen til EU-retten og samarbejde med det formål at omstrukturere og modernisere transportområdet, at skabe bedre adgang til transportmarkedet, at lette transittrafikken og at nå frem til driftsmæssige standarder svarende til dem, der gælder i Fællesskabet. Hvidbogen fokuserer på foranstaltninger til opfyldelse af betingelserne for det indre marked inden for transportsektoren, herunder aspekter som konkurrence og harmonisering af lovgivning.

EVALUERING

Hvad angår de horisontale spørgsmål, godkendte den slovakiske regering i januar 2000 de opdaterede principper for den nationale transportpolitik, som tager højde for EU-principperne ved udviklingen af det transeuropæiske net (TEN), interoperabiliteten af det transeuropæiske system for højhastighedstog samt finansieringen af TEN. Den Slovakiske Republik har godkendt den endelige rapport om vurdering af transportinfrastrukturbehovene (TINA) fra oktober 1999, som bør danne grundlag for at udvide det transeuropæiske transportnet til at omfatte Den Slovakiske Republik. Ca. 40% af de planlagte korridormotorveje er i øjeblikket færdiggjort. Harmonisering af horisontale emner med Fællesskabets regelværk vedrørende TEN og interoperabilitet kræver dog yderligere lovgivningsforanstaltninger på et niveau højere end regeringsresolutioner.

Inden for vejtransport er der vedtaget ny lovgivning vedrørende teknisk kontrol af motorkøretøjer for at opnå tilpasning til EU-retten. Lovgivningen om kørekort (uddannelse af førere og instruktører) og motorkøretøjers størrelse og vægt er delvist tilpasset. Hvad angår beskatningsspørgsmål, er der opnået delvis tilpasning gennem ændringerne til loven om vejafgifter, som trådte i kraft i januar 2000. I juli 2000 godkendte den slovakiske regering et koncept til omstrukturering og privatisering af statsejede busselskaber. Det er nødvendigt at bestræbe sig på at gennemføre store dele af EU-retten om vejtransport, f.eks. vedrørende harmonisering af beskatningen, sociale regler samt teknologi, sikkerhed og miljø (inklusive vægt og størrelser). Den multilaterale Interbus-aftale om lejlighedsvis busbefordring blev undertegnet af Slovakiet i 2000. Desuden er ny lovgivning om registrering af biler og de dertil hørende attester trådt i kraft i 2001.
I 2002 trådte trafiklovgivningen om harmonisering af køretøjsbeskatningen i kraft. Der er trådt en ny forordning i kraft, som tager sigte på at tilpasse den slovakiske lovgivning vedrørende adgang til erhvervet som vejtransportoperatør til EU-retten. Transporttilladelserne udstedes nu højst for en periode på fem år. Der er dog behov for en indsats for så vidt angår anvendelsen af lovgivningen; det gælder især EU-rettens bestemmelser på det sociale og det tekniske område. Det administrative personale er på plads, men må styrkes, navnlig ved at ansætte flere personer og uddanne specialiseret personale til nøglefunktioner inden for overvågning og kontrol.

For så vidt angår de transeuropæiske transportnet, har regeringen i 2001 godkendt den nationale plan for regional udvikling for tidsrummet 2001-2006, som nøje beskriver udviklingsplanerne for transportinfrastrukturerne i Slovakiets forskellige regioner.
I 2002 godkendte den slovakiske regering byggeprojektet, som forbinder Viedenska Cesta og Pristavny Most, og som forbedrer transportkorridoren til Bratislava og mindsker trafiktætheden på de eksisterende veje i regionen. Den administrative kapacitet skal dog udbygges inden for vej- og jernbanesektoren med tanke på de kommende vigtige investeringer.

Inden for jernbanetransport har den slovakiske regering i 2000 godkendt et projekt for reorganisering og omstrukturering af de slovakiske statsbaner (ZSR), som fastsætter de nødvendige vilkår for liberalisering af sektoren. Hvad angår jernbanetransport, skal Slovakiet øge sine bestræbelser på at omstrukturere denne sektor i overensstemmelse med omstruktureringsplanen fra 1999 samt vedtage og gennemføre ny lovgivning for at opnå yderligere tilpasning med EU-retten, især vedrørende uafhængig drift af jernbanevirksomheder, adgang til jernbaneinfrastrukturer og transitrettigheder, sund finansiel basis for virksomhederne, adskillelse af konti for infrastruktur og driftstjenesteydelser samt udstedelse af licenser og tildeling af infrastruktur. Herudover skal den regeludstedende myndighed for jernbanerne etableres.

For så vidt angår indre vandveje, er der sket yderligere tilpasning gennem vedtagelsen af en ny lov om indre vandveje i september 2000. Denne lov, som overtager bestemmelserne vedrørende adgang til erhvervet godstransport og den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser, trådte i kraft i 2001. I 2003 blev tilpasningen af lovgivningen ikke afsluttet. Det gælder navnlig for sikkerhedsrådgivning i forbindelse med transport af farligt gods, gensidig anerkendelse af fartsattester, tekniske forskrifter for fartøjer til sejlads på indre vandveje og befragtningsmetoder samt prissætning.

lufttransportområdet blev forhandlingerne mellem Fællesskabet og Den Slovakiske Republik om den multilaterale aftale om etablering af et Fælles Europæisk Flyveområde (ECAA) afsluttet i slutningen af 1999, og en bilateral protokol blev underskrevet. Slovakiet bør dog fremskynde etableringen af et uafhængigt organ, som har til opgave at undersøge ulykker og, parallelt hermed, øge flysikkerheden.
Den nye lov om civil luftfart, som trådte i kraft i 2002, fastsætter betingelserne for gennemførelse af uafhængige undersøgelser ved ulykker i den civile luftfart, vilkårene for adgang til markedet for ground handling-tjenester i EU's lufthavne og fælles regler for tildeling af afgangs- og ankomsttider. Slovakiet mangler endnu at blive fuldgyldigt medlem af JAA, hvilket sker ved gennemførelse af en handlingsplan.

For så vidt angår søtransport, skal Slovakiets lovgivning være helt i overensstemmelse med EU-retten på søfartsområdet og "Erika-pakken" skal vedtages, også selv om Slovakiet ikke ligger ved havet.

Transportsektorens overordnede administrative kapacitet bør forstærkes gennem en passende opgavedeling og tilstrækkelig koordinering mellem de forskellige ministerier, som er involveret i den lovgivningsmæssige proces. Der bør tages initiativ til at nedsætte de nødvendige uafhængige organer og der bør også træffes foranstaltninger til en tilstrækkelig håndhævelse af loven af de kompetente organer samt skaffes tilstrækkeligt kvalificeret personale og informationsteknologi til effektivt at gennemføre opgaverne, som er afledt af EU-retten.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet.

 
Seneste ajourføring: 10.03.2004
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top