EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Luftfartsselskabers erstatningsansvar for passagerer og bagage

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Forordningen gennemfører Montrealkonventionen af 1999, som vedrører spørgsmål om erstatningsansvar og erstatning for passagerer, der rejser med fly, og deres bagage (se resumé).

Bemærk: Den oprindelige forordning (før den blev ændret ved forordning (EF) nr. 889/2002) vedrørte erstatningsansvar, som luftfartsselskaber Den Europæiske Union (EU) ifalder for passagerers dødsfald eller skader som følge af en ulykke. Med ændringsforordningen fra 2002 blev den oprindelige forordning bragt i overensstemmelse med de nye internationale regler i Montrealkonventionen for også at omfatte spørgsmål om erstatningsansvar for bagage og forsinkelser.

HOVEDPUNKTER

Luftfartsselskabers erstatningsansvar for passagerer og deres bagage

Forordningen sammenfatter de regler om erstatningsansvar, som luftfartsselskaber i EU anvender under EU-lovgivningen og Montrealkonventionen samt EU’s medlemsstaters nationale lovgivning. Erstatning er udtrykt som den omtrentlige værdi i lokal valuta af særlige trækningsrettigheder (SDR’er)*.

Forsikring og passagermeddelelse

Luftfartsselskaber i EU skal:

  • være forsikret op til et tilstrækkeligt niveau, der er så højt, at alle personer, som er berettiget til erstatning, kan modtage det fulde beløb, de er berettiget til i henhold til forordningen
  • sikre, at et sammendrag af de vigtigste bestemmelser, der regulerer erstatningsansvar for passagerer og deres bagage, er til rådighed for passagerer ved alle salgssteder, herunder telefonsalg og salg via internettet
  • benytte en meddelelse baseret på bilaget til forordningen.

Luftfartsselskaber i EU skal desuden give hver passager en skriftlig meddelelse om luftfartsselskabets erstatningsgrænse for flyrejsen, hvad angår:

  • dødsfald eller personskade
  • ødelæggelse, tab af eller skade på bagage og
  • skade som følge af forsinkelse.

Ovenstående grænser er dem, der er fastsat ved denne forordning, medmindre luftfartsselskabet frivilligt anvender højere grænser. Ved befordring med luftfartsselskaber uden for EU gælder disse krav kun for flyvninger til, fra eller inden for EU.

Erstatning i tilfælde af dødsfald eller personskade

Der er ikke nogen økonomiske grænser for erstatningsansvaret for passagerskade eller dødsfald. For skader op til 100 000 SDR’er kan luftfartsselskabet ikke anfægte krav om erstatning. Over dette beløb kan luftfartsselskabet forsvare sig selv mod et krav ved at bevise, at det ikke havde handlet uagtsomt eller på anden måde begået fejl.

Forskudsbeløb

Hvis en passager er blevet dræbt eller har lidt skade, skal luftfartsselskabet udbetale et forskudsbeløb til dækning af øjeblikkelige behov inden for 15 dage efter identifikation af personen og på følgende betingelser.

  • I tilfælde af dødsfald må forskudsbeløbet ikke være under 16 000 SDR’er.
  • Et forskudsbeløb er ikke en anerkendelse af ansvaret og kan fraregnes et eventuelt senere beløb, der betales for luftfartsselskabets erstatningsansvar.
  • Det skal ikke tilbagebetales, medmindre luftfartsselskabet beviser, at skaden var forårsaget af den person, der kræver erstatning, eller at denne bidrog til skaden ved uagtsomhed eller undladelse, eller hvis den person, der modtog forskudsbeløbet, ikke var berettiget til det.

Passagerforsinkelser

Hvis en passager bliver forsinket, er luftfartsselskabet erstatningspligtigt for skader, medmindre det gjorde, hvad der var rimeligt, for at undgå skaden. Erstatningsansvaret er begrænset til 4 150 SRD’er.

Bagageforsinkelser

Hvis bagage bliver forsinket, er luftfartsselskabet erstatningspligtigt for skader, medmindre det traf alle rimelige foranstaltninger for at undgå det. Erstatningsansvaret er begrænset til 1 000 SRD’er.

Ødelæggelse, tab af eller skade på bagage

Luftfartsselskabet er erstatningspligtigt for ødelæggelse, tab af eller skade på bagage, og erstatningsansvaret er op til 1 000 SDR’er. For indchecket bagage er det også erstatningspligtigt, selv om det ikke har begået nogen fejl, medmindre bagagen var defekt. For uchecket bagage er luftfartsselskabet kun erstatningspligtigt, hvis det har begået fejl.

Højere grænser for bagage

Passagerer kan nyde godt af en højere ansvarsgrænse ved at afgive en særlig erklæring senest ved indcheckning og betaling af et supplerende gebyr. Gebyret skal afspejle de yderligere omkostninger i forhold til bagage værdisat inden for ansvarsgrænsen. Satsen skal stilles til rådighed efter anmodning.

Klager om bagage

Hvis indchecket bagage beskadiges, forsinkes, bortkommer eller tilintetgøres, skal passageren indgive en skriftlig klage til luftfartsselskabet så hurtigt som muligt inden for 7 dage efter skaden og ved forsinkelse 21 dage efter modtagelse.

Ethvert søgsmål skal indgives inden for to år efter luftfartøjets ankomstdato eller fra den dato, det skulle værre ankommet.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 17. oktober 1998.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Særlige trækningsrettigheder. En potentiel fordring i de frit anvendelige valutaer blandt Den Internationale Valutafonds medlemmer. SDR’er kan veksles til disse valutaer (som defineret af Den Internationale Valutafond).

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker (EFT L 285 af 17.10.1997, s. 1-3).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 2027/97 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar ved luftbefordring af passagerer og deres bagage (COM(2013) 130 final af 13.3.2013).

Konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (Montrealkonventionen) (EFT L 194 af 18.7.2001, s. 39-49).

Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001 om Det Europæiske Fællesskabs godkendelse af konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (Montrealkonventionen) (EFT L 194 af 18.7.2001, s. 38).

seneste ajourføring 17.01.2022

Top