RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Samordning af medlemsstaternes systemer for direkte beskatning

De initiativer, der bebudes i den her omhandlede meddelelse, tjener til at forbedre samordningen af medlemsstaternes systemer for direkte beskatning og dermed eliminere skattemæssige hindringer i form af forskelsbehandling og dobbeltbeskatning på EU-plan. Samordningen af medlemsstaternes endnu ikke harmoniserede systemer for direkte beskatning skal sikre, at disse systemer er i overensstemmelse med EU-retten og EF-Domstolens retspraksis. To af disse initiativer vedrører specifikke områder, nemlig exitbeskatning og grænseoverskridende udligning af underskud for virksomheder og koncerner.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 19. december 2006 til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om samordning af medlemsstaternes systemer for direkte beskatning i det indre marked [KOM(2006) 823 endelig - ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Kommissionen bebuder en række initiativer for at tilvejebringe en bedre samordning af de nationale systemer for direkte beskatning i EU. Formålet hermed er at sikre, at disse nationale systemer er i overensstemmelse med EU-retten, og at der er et velfungerende samspil mellem de forskellige systemer. De pågældende initiativer skal bidrage til at komme forskellige former for forskelsbehandling og dobbeltbeskatning til livs til fordel for såvel privatpersoner som erhvervslivet. De skal desuden bidrage til at bekæmpe skattesvig og bevare skattebasen.

Hovedformål med en konsekvent og samordnet tilgang til beskatning:

  • afskaffelse af forskelsbehandling og dobbeltbeskatning
  • forebyggelse af utilsigtet skatteunddragelse og skattesvig
  • mindskelse af de omkostninger, der følger af forpligtelsen til at overholde flere forskellige skattesystemer.

Parallelt med ovennævnte meddelelse vedtog Kommissionen to andre meddelelser, nemlig en om grænseoverskridende udligning af underskud og en anden om exitbeskatning. Det drejer sig her om de første to konkrete eksempler på specifikke områder, hvor det kan være nyttigt at gribe tingene an på koordineret vis.

Kontekst

EU-lovgivningen giver medlemsstaterne et stort råderum, når det gælder indretningen af deres systemer for direkte beskatning, således at de kan tilpasse dem til deres nationale målsætninger og behov. Skatteregler, der ene og alene eller hovedsagelig er baseret på indenlandske hensyn, kan imidlertid resultere i en inkonsekvent skattemæssig behandling, når de anvendes i en grænseoverskridende sammenhæng. En skattepligtig person eller et skattepligtigt selskab, som opererer på tværs af landegrænser, kan blive offer for forskelsbehandling eller dobbeltbeskatning og kan pådrage sig ekstraudgifter, fordi vedkommende person eller selskab skal overholde forskellige regler.

De seneste års klare vækst i antallet af skattesager, der er blevet indbragt for de nationale domstole og EF-Domstolen, viser, at det virkelig er nødvendigt, at medlemsstaterne samarbejder og samordner deres indsats på dette område.

Formål

Kommissionens initiativ tjener til at finde løsninger på de fælles problemer, der følger af samspillet mellem de mange forskellige skattesystemer i det indre marked. Ved at lancere dette initiativ viser Kommissionen, at den er indstillet på at hjælpe medlemsstaterne med at fastlægge nogle principper, der kan danne grundlag for fælles løsninger og forbedre de praktiske aspekter af det administrative samarbejde.

Kommissionens initiativ tjener ikke til at erstatte de nationale skattesystemer med et fælles EU-system. Kommissionen ønsker først og fremmest at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne og samordningen mellem deres respektive lovgivninger, således at det i indre marked bliver muligt at få syvogtyve nationale systemer til at fungere korrekt sammen.

Foruden de specifikke områder, der behandles i de to ledsagende meddelelser, dækker den her omhandlede meddelelse andre aspekter af den direkte beskatning (kildebeskatning, foranstaltninger mod skatteflugt, arveafgifter osv.), som efter Kommissionens opfattelse kræver en koordineret tilgang.

Samordning og harmonisering af skattebasen for virksomheder

Det initiativ, der består i at gennemføre en samordning af skattesystemerne, komplementerer Kommissionens lovgivningsmæssige initiativer inden for direkte beskatning. Det er Kommissionens opfattelse, at det eneste systematiske middel til at fjerne de skattemæssige hindringer, der opleves af virksomheder med aktiviteter i mere end én medlemsstat, består i at give multinationale selskaber mulighed for at lade alle deres aktiviteter i hele EU beskatte på basis af et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag. Det vil dog kun kunne anvendes af virksomheder, der opfylder bestemte kriterier og ansøger om tilladelse til at benytte det. Mere generelt vil der fortsat være behov for dels at sikre en bedre samordning af de nationale skattesystemer til fordel for enkeltpersoner og virksomheder, dels at forhindre en underminering af medlemsstaternes skattebase.

OMRÅDER, HVOR DER ER MULIGHED FOR EN SAMORDNING MELLEM MEDLEMSSTATERNE

Sammen med denne meddelelse har Kommissionen udsendt to andre meddelelser om henholdsvis exitbeskatning og grænseoverskridende udligning af underskud i virksomheder og koncerner.

Exitbeskatning

Ved exitbeskatning forstås især skatter på overførsler af aktiver til en anden jurisdiktion i en anden medlemsstat. Kommissionens meddelelse om exitbeskatning, der beskæftiger sig med beskatning af både enkeltpersoner og virksomheder, indeholder forslag til, hvordan medlemsstaterne kan samordne deres indsats og dermed forhindre forskelsbehandling og dobbeltbeskatning.

Grænseoverskridende udligning af underskud

Hvis virksomheder og koncerner ikke har mulighed for at udligne underskud på tværs af grænserne, er der risiko for, at deres fortjeneste og underskud bliver fordelt mellem forskellige jurisdiktioner. Udligningen af virksomheders og koncerners underskud er begrænset til fortjenesten i den medlemsstat, hvor investeringen er blevet gennemført. Koncerner og virksomheder risikerer derfor at blive beskattet på et grundlag, der er større end deres sammenlagte resultater på EU-plan. Denne situation forringer også deres konkurrenceevne. Derfor foreslår Kommissionen, at medlemsstaterne koordinerer deres praksis på dette område.

TILHØRENDE DOKUMENTER

EXITBESKATNING OG GRÆNSEOVERSKRIDENDE UDLIGNING AF UNDERSKUD

Meddelelse fra Kommissionen af 19. december 2006 til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om exitbeskatning og behovet for samordning af medlemsstaternes skattepolitik [KOM(2006) 825 endelig - ikke offentliggjort i EUT].

Meddelelse fra Kommissionen af 19. december 2006 til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om den skattemæssige behandling af underskud i grænseoverskridende situationer [KOM(2006) 824 endelig - ikke offentliggjort i EUT].

 
Seneste ajourføring: 04.06.2007

Se endvidere

Find flere oplysninger på webstedet for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Beskatning og Toldunion (DE) (EN) (FR)

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top