EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Afskaffelse af dobbeltbeskatning (voldgiftsprocedure)

 

RESUMÉ AF:

Konvention om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud

HVAD ER FORMÅLET MED KONVENTIONEN?

Med denne mellemstatslige konvention, også kendt som voldgiftskonventionen, indføres en procedure for at afskaffe dobbeltbeskatning i særlige tilfælde. Eksempelvis i tilfælde, hvor filialer af multinationale selskaber (forbundne foretagender), som er hjemmehørende i forskellige EU-lande, beskattes af mere end ét EU-land som følge af en opjustering af overskuddet i et andet EU-land.

HOVEDPUNKTER

Såfremt der opstår et tilfælde af dobbeltbeskatning, kan den berørte virksomhed forelægge sagen for den kompetente myndighed. Er denne myndighed ikke i stand til at finde en tilfredsstillende løsning på problemet, kan virksomheden forsøge at ophæve dobbeltbeskatningen efter fælles overenskomst med den kompetente myndighed i det EU-land, hvor virksomheden beskattes.

Hvis myndighederne i de to EU-lande ikke kan nå til enighed, skal de anmode et rådgivende udvalg om at udtale sig om, hvordan dobbeltbeskatningen kan afskaffes.

De kompetente myndigheder kan træffe en beslutning, som afviger fra udvalgets udtalelse, men hvis de ikke når til enighed, er de forpligtet til at rette sig efter denne udtalelse. Udvalget består af en formand, to repræsentanter for hver kompetent myndighed samt et lige antal uafhængige personer.

Aftalen blev undertegnet den 23. juli 1990 og trådte i kraft den 1. januar 1995 og gjaldt indtil den 31. december 1999 (en periode på fem år). Den 25. maj 1999 vedtog Rådet en protokol med henblik på forlængelse af konventionen med successive perioder på fem år.

Adfærdskodeks

En adfærdskodeks for en effektiv gennemførelse af konventionen blev udarbejdet af det fælles EU-forum for interne afregningspriser og vedtaget i 2006. Det fælles EU-forum for interne afregningspriser, som blev etableret i 2002, bistår og rådgiver Europa-Kommissionen i spørgsmål om interne afregningspriser*. En revideret adfærdskodeks blev vedtaget i 2009. I adfærdskodeksen præciseres visse aspekter, herunder:

  • konventionens anvendelsesområde
  • en sags formalitet
  • proceduren for fælles overenskomst og
  • proceduren for bilæggelse af tvister.

Udvidelse af konventionen til at omfatte nye EU-lande

Efterhånden som flere og flere lande blev medlem af EU, blev konventionen udvidet til også at omfatte disse ved hjælp af følgende juridiske instrumenter:

  • konvention fra 1995 om Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse af konventionen om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud
  • konvention fra 2005 om Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse af konventionen
  • retsakt vedrørende vilkårene for Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for EU
  • retsakt vedrørende Kroatiens tiltrædelse af EU, ved hvilken landet tiltrådte konventionen og protokollen. Ved afgørelse 2014/899/EU blev datoen for konventionens og protokollens ikrafttrædelse for Kroatien fastsat, og konventionens tekst som følge af Kroatiens tiltrædelse blev ændret.

Rådets direktiv (EU) 2017/1852

I oktober 2017 vedtog Rådet direktiv (EU) 2017/1852 om skattetvistbilæggelsesmekanismer i EU, som er baseret på voldgiftskonventionen. Direktivet har et større anvendelsesområde end konventionen og finder anvendelse på alle skattesubjekter, som skal svare skat af indkomst og kapital, der er dækket af bilaterale skatteaftaler og EU-voldgiftskonventionen. Med tiden vil voldgiftskonventionen muligvis blive taget mindre i brug som følge af de fordele, der er forbundet med direktivets krav om afskaffelse af dobbeltbeskatning.

HVORNÅR GÆLDER KONVENTIONEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 1995.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Intern afregningspris: en pris, der bruges i forbindelse med bogføring til at værdisætte transaktioner mellem forbundne foretagender, der hører under den samme ledelse, til et kunstigt højt eller lavt niveau med henblik på at foretage en uspecificeret indkomstudbetaling eller en kapitaloverførsel fra det ene foretagende til det andet.

HOVEDDOKUMENT

Konventionen om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EFT L 225 af 20.8.1990, s. 10-24).

Efterfølgende ændringer af konventionen er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets direktiv (EU) 2017/1852 af 10. oktober 2017 om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union (EUT L 265 af 14.10.2017, s. 1-14).

Revideret adfærdskodeks for en effektiv gennemførelse af konventionen om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EUT C 322 af 30.12.2009, s. 1-10).

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om det arbejde, der i det fælles EU-forum for interne afregningspriser er gennemført om tvistundgåelses- og udredningsprocedurer samt retningslinjer for forhåndsaftaler om interne afregningspriser i EU (KOM(2007) 71 endelig af 26.2.2007).

Rådets resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 27. juni 2006, om en adfærdskodeks for transfer pricingdokumentation for forbundne foretagender i Den Europæiske Union (EU TPD) (EUT C 176 af 28.7.2006, s. 1-7 ).

Adfærdskodeks for en effektiv gennemførelse af konventionen om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EUT C 176 af 28.7.2006, s. 8-12).

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om arbejdet i det fælles EU-forum for interne afregningspriser om transfer pricingdokumentation for forbundne foretagender i EU (KOM(2005) 543 endelig af 7.11.2005).

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om arbejdet i det fælles EU-forum for interne afregningspriser på erhvervsbeskatningsområdet fra oktober 2002 til december 2003 og om et forslag til en adfærdskodeks for den faktiske gennemførelse af voldgiftskonventionen (90/436/EØF af den 23. juli 1990) (KOM(2004) 297 endelig af 23.4.2004).

seneste ajourføring 14.12.2017

Top