RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


FTI Clean Sky

Det fælles teknologiinitiativ (FTI) "Clean Sky" sigter mod at etablere et offentligt-privat forskningspartnerskab på EU-plan inden for luftfart med henblik på at udvikle den nødvendige teknologi til at gøre luftfarten ren, innovativ og konkurrencedygtig.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 71/2008 af 18. december 2007 om oprettelse af fællesforetagendet Clean Sky.

RESUMÉ

Det fælles teknologiinitiativ (FTI) "Clean Sky" indgår i særprogrammet "Samarbejde" (syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling).

Mål

Initiativet "Clean Sky" gælder frem til den 31. december 2017 og har primært til formål:

  • at øge tempoet i udviklingen af teknologier, der er beregnet til en ny generation af renere lufttransportmidler
  • at sikre effektiv koordinering af luftfartsforskningen på europæisk plan
  • at give mulighed for at etablere et innovativt og konkurrencedygtigt luftfartssystem
  • at fremme dannelsen af ny viden og udnyttelsen af resultaterne af forskningen.

Det er hensigten med "Clean Sky", at CO2-udslippet frem til 2020 skal mindskes med 50 %, NOx med 80 % og støjforureningen med 50 %.

"Integrerede teknologidemonstratorer" (ITD)

Seks tekniske områder, der omfatter alle aspekter af flyproduktion, og som kaldes "integrerede teknologidemonstratorer", udgør strukturen i "Clean Sky". De udgør rammen for forskningsaktiviteterne fra eksperimentfasen til demonstrationer i luften.

De seks ITD er:

  • ITD for intelligente fastvingefly, der er rettet mod vingeteknologi
  • ITD for miljøvenlige regionalfly (motorer, energistyring og nye stille konfigurationer)
  • ITD for miljøvenlige rotorfly, der er rettet mod installering af innovative blade og motorer, der støjer mindre og har mindre eftervinde, bruger mindre brændstof og anvender mere miljøvenlige flyruter
  • ITD for systemer til grønne operationer, der især er rettet mod udstyr, arkitektur og varmestyring
  • ITD for bæredygtige og miljøvenlige motorer til udvikling af teknologi til lette og lydsvage lavtrykssystemer med henblik på reduktion af nitrogenoxider (NOx)
  • ITD for miljøvenligt design, der vedrører materialers og komponenters livscyklus (design, fremstilling, vedligeholdelse samt nedbrydning/genbrug).

En uafhængig teknisk evaluator skal evaluere og følge op på resultatet af undersøgelserne på disse forskellige områder med henblik på at maksimere programmets virkning, hvad angår miljømålene.

Medlemmer og organer

Der er følgende stiftende medlemmer:

  • Den Europæiske Union (EU) repræsenteret ved Kommissionen
  • tolv ansvarlige for ITD og deres associerede medlemmer
  • offentlige eller private virksomheder (erhvervsvirksomheder, selskaber, SMV, forskningscentre, universiteter m.v.), der kommer fra et land, der er tilknyttet det 7. rammeprogram, og som på visse vilkår og efter godkendelse fra bestyrelsen kan ansøge om tilslutning.

Det består af følgende organer:

  • bestyrelsen
  • direktionen
  • de forskellige ITD's styringsudvalg
  • styringsudvalget for det teknologiske evalueringsværktøj
  • det generelle forum.

Gruppen af repræsentanter for nationalstaterne er foretagendets rådgivende organ.

Budget

Fællesskabets bidrag er højst 800 mio. EUR fra budgetbevillingerne til området "Transport" under særprogrammet for "Samarbejde". Hertil kommer et bidrag, der (som minimum) modsvarer bidraget fra foretagendets øvrige medlemmer, hvilket giver et samlet budget på 1,6 mia. EUR.

Generelle bestemmelser

"Clean Sky" er et fællesskabsorgan og dermed en juridisk person.

Yderligere oplysninger om FTI "Clean Sky's" målsætninger og virksomhed, dets status og virke, dets medlemmers og organers rolle og opgaver samt dets finansiering findes i bilaget til denne forordning.

Kontekst

Ud over "Clean Sky" er der planer om fem andre initiativer af samme slags inden for miniaturisering (ENIAC), usynlige informationssystemer (ARTEMIS), innovativ medicin, brint og brændstofceller og global overvågning for miljø og sikkerhed (GMES).

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelsesdato - Udløbsdato Gennemførelsesdato i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 71/2008

7.2.2008 – 31.12.2017

-

EUT L 30 af 4.2.2008

Ændringer og rettelser, der følger af forordning (EF) nr. 71/2008 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

Seneste ajourføring: 09.11.2011

Se endvidere

  • Net stedet for initiativet "Clean Sky" (EN)
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top