RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Mål 2

Arkiv

Den økonomiske og sociale samhørighed er det vigtigste mål for Den Europæiske Unions regionalpolitik. Udgangspunktet for denne politik er den finansielle solidaritet, som bevirker, at over 35% af EU-budgettet (213 mia. EUR i perioden 2000-2006 plus de 21,74 mia., der er bevilget til de ti nye medlemsstater) overføres til de dårligst stillede regioner. På denne måde vil EU-regioner med udviklingsefterslæb, regioner under omstilling og regioner præget af særlige geografiske, økonomiske og sociale forhold være bedre rustet til at klare problemerne og få fuldt udbytte af det det indre markeds muligheder.

Muligheden for at opnå støtte via Den Europæiske Unions regionalpolitik afhænger af regionernes udviklingsstadium og arten af de pågældende problemer. Ifølge Strukturfondsbestemmelserne for perioden 2000-2006 er der 3 prioriterede mål:

  • Mål 1: fremme af udviklingen og strukturtilpasningen i regioner med udviklingsefterslæb
  • Mål 2: støtte til økonomisk og social omstilling i områder med strukturproblemer
  • Mål 3: støtte til tilpasning og modernisering af uddannelses-, erhvervsuddannelses- og beskæftigelsespolitikker og -systemer for regioner uden for mål 1.

I det følgende gennemgås udelukkende mål 2, da de øvrige mål gennemgås i andre særskilte dokumenter.

GEOGRAFISK BETINGET STØTTEBERETTIGELSE

Formålet med den Den reform af strukturfondene (castellanodeutschenglishfrançais), som blev fremlagt i Agenda 2000 (castellanodeutschenglishfrançais), er at koncentrere indsatsen på strukturområdet om at løse de vigtigste udviklingsproblemer. Det nye mål 2 for perioden 2000-2006 er således en kombination af det tidligere mål 2 (omstilling i industriområder i tilbagegang) og mål 5b (strukturtilpasning i landdistrikterne) for programmeringsperioden 1994-1999.

Mål 2 er ligesom mål 1 "regionaliseret", for så vidt som det vedrører geografisk afgrænsede områder, som opfylder en række statistiske og socioøkonomiske kriterier. Da mål 2-områderne har strukturproblemer, er formålet med EU-støtten at fremme en økonomisk og social omstilling. Hvilke områder der kan få støtte afgøres på grundlag af en øvre grænse for, hvor stor befolkningen må være, og særlige kriterier for hvert område. Derefter opstilles en liste over de områder, som er støtteberettigede.

Befolkningsloft

Befolkningen i samtlige mål 2-områder må højst udgøre 18 % af hele EU's befolkning. Men samtidig må den berørte befolkningsdel i hver medlemsstat højst reduceres med en tredjedel i forhold til den befolkningsdel, der var omfattet af de tidligere mål 2 og mål 5b. Hvad angår de ti nye medlemsstater er loftet efter udvidelsen på 31 % af befolkningen i alle NUTS II-regioner, der omfattes af mål 2 i samtlige disse lande. Ved beslutning 1999/503/EF [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 194 af 27.7.1999] af 1. juli 1999 fastsatte Kommissionen et befolkningsloft pr. medlemsstat for mål 2-områder for perioden 2000-2006. Lofterne er som følger:

MedlemsstatBefolkning
(mio. indbyggere)
% af
landets befolkning
Tyskland10,3013
Østrig1,9925
Belgien1,2712
Danmark0,5410
Spanien8,8122
Finland1,5831
Frankrig18,7731
Italien7,413
Luxembourg0,1128
Nederlandene2,3315
Det Forenede Kongerige13,8424
Sverige1,2214
EU68,1718

I akten vedrørende vilkårene for de ti nye medlemsstaters tiltrædelse [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003] er der fastsat lofter for disse lande for tidsrummet mellem den 1. maj 2004 og den 31. december 2006. Kun tre af disse lande har de nødvendige befolkningslofter for at opnå støtte under mål 2. Der er tale om:

  • Tjekkiet: 0,37 millioner indbyggere
  • Slovakiet: 0,19 millioner indbyggere
  • Cypern: 0,21 millioner indbyggere.

Særlige kriterier for hver områdetype

Mål 2-områder er områder, der kan karakteriseres således: områder, hvis industri- og servicesektorer undergår socioøkonomiske ændringer, landdistrikter i tilbagegang, vanskeligt stillede byområder og kriseramte fiskeriafhængige områder.

Områder, hvis industri- og servicesektorer undergår socioøkonomiske ændringer:

  • disse områder udgør en territorial enhed på NUTS III (castellanodeutschenglishfrançais) -niveau i Eurostats klassifikation
  • de har en arbejdsløshed, som ligger over EU-gennemsnittet for de sidste tre år før 1999
  • industribeskæftigelsens procentvise andel af den samlede beskæftigelse har i ethvert referenceår siden 1985 været lig med eller højere end gennemsnittet i EU
  • industribeskæftigelsen har været konstant faldende i flere år.

Områder med et betydeligt befolkningstal eller et betydeligt areal, som opfylder disse kriterier og støder op til et industriområde, er også støtteberettigede.

I områder, hvor industri- og servicesektor er under socioøkonomisk omstilling, forsvinder der mange arbejdspladser inden for de traditionelle industrigrene (tekstil-, bil-, kul- eller stålindustri), men også inden for servicesektoren. Derfor satser man kraftigt på at udvikle nye aktiviteter og på at omskole arbejdstagerne.

Landdistrikter i tilbagegang:

  • disse områder udgør en territorial enhed på NUTS III-niveau i Eurostats klassifikation
  • de har enten en befolkningstæthed på under 100 indbyggere pr. km2, eller også har landbrugsbeskæftigelsens procentvise andel af den samlede beskæftigelse i ethvert referenceår siden 1985 været lig med eller over det dobbelte af EU-gennemsnittet
  • alternativt har de en arbejdsløshed, som ligger over EU-gennemsnittet for de sidste tre år før 1999, eller også er befolkningstallet faldet siden 1985.

Der kan også ydes støtte til landdistrikter, som har alvorlige socioøkonomiske problemer, fordi den erhvervsaktive landbrugsbefolkning bliver stadig ældre, eller fordi der bliver stadig færre erhvervsaktive i landbruget.

I landdistrikterne foregår der radikale ændringer. Det største antal erhvervsaktive findes ikke længere inden for landbruget, men jorden anvendes stadig først og fremmest til landbrug. En forudsætning for, at landdistrikterne kan få nyt liv, og for, at befolkningen kan blive boende, er, at man udvikler nye konkurrencedygtige aktiviteter og tætte forbindelser til byerne.

Vanskeligt stillede byområder er tætbefolkede områder, som opfylder mindst et af følgende kriterier:

  • en langtidsledighedsprocent, der ligger over gennemsnittet i EU
  • stor fattigdom, herunder dårlige boligforhold
  • stærkt nedslidte miljøforhold
  • høj kriminalitet
  • befolkning med et lavt uddannelsesniveau.

Byernes udvikling er afgørende for den økonomiske, sociale, lokale og regionale udvikling. Byerne har et stort udviklingspotentiale, og de samarbejder i netværk. Men de er også kendetegnet ved store uligheder: der findes kvarterer i forfald med social udstødelse og dyb fattigdom. Byerne står for en stor del af miljøbelastningen, men udgør også en drivkraft for udviklingen af de omgivende landdistrikter.

Kriseramte fiskeriafhængige områder er kystområder, hvor fiskeribeskæftigelsen udgør en betydelig del af den samlede beskæftigelse. De har socioøkonomiske problemer i forbindelse med strukturomlægningen inden for fiskerisektoren, som medfører en markant nedgang i beskæftigelsen inden for denne sektor.

Mål 2 omfatter således fire områdetyper. Der kan desuden bevilges støtte til områder, som er ramt (eller truet) af alvorlige strukturproblemer eller høj arbejdsløshed på grund af en igangværende (eller planlagt) omstrukturering inden for landbrugs-, industri- eller servicesektoren. Opstår der alvorlig krise i en region, kan Kommissionen i løbet af 2003 på forslag af en medlemsstat ændre listen over støtteberettigede områder, men uden at forhøje den befolkningsandel, som er dækket inden for hver enkelt region.

Liste over støtteberettigede områder

I første omgang opstiller hver enkelt medlemsstat sin egen vejledende liste. Den indgives til Kommissionen sammen med oplysninger og statistikker på det geografiske niveau, som er mest relevant for en bedømmelse af forslagene. Derefter opstiller Kommissionen i snævert samråd med medlemsstaterne den endelige liste over hver enkelt medlemsstats mål 2-områder i perioden 2000-2006. Beslutningerne i den forbindelse kan findes [i pdf-format] på det internetsted, som Generaldirektoratet for Regionalpolitik har oprettet for INFOREGIO (ES, DE, EN, FR, IT):

MedlemsstatBeslutningDen Europæiske Unions Tidende (EUT)
BelgienBeslutning 2000/119/EFEFT L 39 af 14.2.2000
CypernBeslutning 2004/560/EFEUT L 250 af 24.7.2004
DanmarkBeslutning 2000/121/EFEFT L 39 af 14.2.2000
Det Forenede KongerigeBeslutning 2000/290/EF
(ændret ved: beslutning 2001/201/EF)
EFT L 99 af 19.4.2000
(EFT L 78 af 16.3.2001)
FinlandBeslutning 2000/120/EFEFT L 39 af 14.2.2000
FrankrigBeslutning 2000/339/EF
(ændret ved: Beslutning 2000/607/EF)
(ændret ved: Beslutning 2003/679/EF
EFT L 123 af 24.5.2000
(EFT L 258 af 12.10.2000)
(EUT L 249 af 1.10.2003)
ItalienBeslutning 2000/530/EF
(ændret ved: beslutning 2001/363/EF)
EFT L 223 af 4.9.2000
(EFT L 129 af 11.5.2001)
LuxembourgBeslutning 2000/277/EFEFT L 87 af 8.4.2000
NederlandeneBeslutning 2000/118/EFEFT L 39, 14.2.2000
SlovakietBeslutning 2004/596/EFEUT L 266 af 13.8.2004
SpanienBeslutning 2000/264/EFEFT L 84 af 5.4.2000
SverigeBeslutning 2000/220/EFEFT L 69 af 17.3.2000
TjekkietBeslutning 2004/559/EFEUT L 249 af 23.7.2004
TysklandBeslutning 2000/201/EFEFT L 66 af 14.3.2000
ØstrigBeslutning 2000/289/EF
(ændret ved: Beslutning 2000/607/EF)
EFT L 99 af 19.4.2000
(EFT L 258 af 12.10.2000)

Grækenland, Irland og Portugal er ikke berettiget til støtte under mål 2, da hele deres landområde er støtteberettiget under mål 1. Estland, Letland, Litauen, Malta, og Slovenien er i samme situation.

Der er også indført en overgangsstøtte til de regioner i EU15, der var berettiget til støtte under mål 2 eller 5b i perioden 1994-1999, men som ikke kan få støtte under mål 2 i perioden 2000-2006. Denne ordning med en faldende overgangsstøtte bevirker, at disse regioner ikke pludselig fratages støtten fra strukturfondene, og at resultaterne fra den foregående programmeringsperiode konsolideres. Ordningen er gældende i 6 år, fra den 1. januar 2000 til den 31. december 2005. De pågældende regioner får støtten fra EFRU. I visse tilfælde kan de få støtte fra EUGFL, Udviklingssektionen, til landdistriktsudvikling og fra FIUF som led i fiskeripolitikken eller fra Den Europæiske Socialfond (ESF) til strukturomlægning under mål 3.

PROGRAMMERINGSDOKUMENTER

Programmeringen er et af de vigtige punkter i gennemførelsen af EU's regionalpolitik. I første omgang fremlægger medlemsstaterne deres udviklingsplaner, som skal indeholde en præcis beskrivelse af landets økonomiske og sociale situation opdelt efter region, en beskrivelse af, hvilken strategi der vil være bedst egnet til at nå de opstillede udviklingsmål, samt oplysninger om, hvordan støtten fra strukturfondene skal udformes og anvendes.

Medlemsstaterne forelægger derefter EU-forvaltningen programmeringsdokumenter, som skal følge Kommissionens generelle retningslinjer, og i forbindelse med mål 2 har de form af Enhedsprogrammeringsdokumenter (SPD).

SPD for mål 2 sikrer samordningen af EU's samlede strukturstøtte, inklusive samordning af foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne, men eksklusive den støtte til udvikling af de menneskelige ressourcer, der gives under mål 3. Dette dokument indeholder en beskrivelse af strategi og prioriterede felter, et resumé af de planlagte foranstaltninger og en vejledende finansieringsplan med oplysninger om offentlig og privat finansiering. Det indeholder også oplysninger om den finansielle forvaltning, og om overvågnings-, evaluerings- og kontrolsystemerne. Der gennemføres i alt 96 regionale programmer i mål 2-områder i 12 medlemsstater. For nærmere oplysninger se fx resuméerne på det internetsted, som Generaldirektoratet for Regionalpolitik har oprettet for INFOREGIO (DE, EN, FR).

FINANSIELLE BESTEMMELSER

Finansielle midler

Bevillingerne til strukturfondene er på 195 mia. EUR for perioden 2000-2006. Hertil kommer de 14,1559 mia. EUR, der er afsat til de ti nye medlemsstater for tidsrummet fra tiltrædelsen til den 31. december 2006. Til mål 2 er der afsat et beløb på 22,5 mia. EUR over 7 år (11,5 % af det samlede beløb) til de gamle medlemsstater og på 0,12 mia. EUR over to et halvt år til de nye medlemsstater (0,86 % af de samlede bevillinger til disse lande) - dette beløb afholdes i fællesskab af EFRU og ESF - mens der er afsat et beløb på 2,721 mia. EUR til overgangsstøtte.

Samhørighedsfonden giver kun støtte til Grækenland, Portugal, Irland og Spanien og de ti nye medlemslande, dvs. lande med et bruttonationalprodukt (BNP) på under 90 % af EU-gennemsnittet. I disse lande er fonden med til at finansiere forskellige foranstaltninger på miljø- og transportområdet.

Kommissionens beslutning 1999/504/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 194 af 27.7.1999] af 1. juli 1999 indeholder en vejledende fordeling mellem medlemsstaterne af forpligtelsesbevillingerne under mål 2. I perioden 2000-2006 er midlerne fordelt som følger:

MedlemsstatMål 2
(mio. EUR)
Overgangsstøtte
(mio. EUR)
Tyskland2984526
Østrig578102
Belgien36865
Danmark15627
Spanien255398
Finland45930
Frankrig5437613
Italien2145377
Luxembourg346
Nederlandene676119
Det Forenede Kongerige3989706
Sverige35452
EU197332721

For de nye medlemsstater svarer ressourcetildelingen under mål 2 til 0,86 % af strukturfondens midler. Vejledende kan der anføres følgende fordeling af forpligtelsesbevillingerne:

  • Tjekkiet: 63,3 mio. EUR
  • Slovakiet: 33 mio. EUR
  • Cypern: 24,9 mio. EUR.

Støtte fra fondene

For strukturfondenes medfinansiering af tiltag under mål 2 gælder som hovedregel følgende lofter: maks. 50 % af de samlede støtteberettigede udgifter og min. 25 % af de støtteberettigede offentlige udgifter.

Når fondene bidrager til investeringer i virksomheder sker det under overholdelse af de lofter for støtteintensitet og kumulation, som gælder for statsstøtte.

Når interventionen vedrører finansiering af investeringer, der afstedkommer indtægter (f.eks. betalingsbroer og -motorveje), fastsættes fondenes medfinansiering af disse investeringer ud fra, hvor store indtægter der normalt kan forventes. I forbindelse med mål 2 gælder der følgende lofter for fondenes medfinansiering:

  • Når infrastrukturinvesteringerne skaber betydelige indtægter, må medfinansieringen ikke overstige 25 % af de samlede støtteberettigede udgifter. Der er mulighed for yderligere at forhøje disse satser gennem andre former for finansiering end direkte støtte, dog kun med 10 % af de samlede støtteberettigede udgifter.
  • Ved investering i virksomheder må interventionen ikke overstige 15% af de samlede støtteberettigede udgifter. Ved investering i små og mellemstore virksomheder (SMV) kan disse satser yderligere forhøjes med maks. 10% af de samlede støtteberettigede udgifter, hvis forhøjelsen anvendes til indirekte finansiering.
Seneste ajourføring: 16.06.2005
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top