RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


ESDP

Arkiv

1) MÅL

At fastlægge de politiske mål og de generelle principper for fysisk og funktionel udvikling på EU-plan for at sikre en balanceret og bæredygtig udvikling af EU's territorium, der respekterer dets mangfoldighed.

2) DOKUMENT

ESDP - Det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv. Mod en balanceret og bæredygtig udvikling af EU's territorium.

3) RESUMÉ

Hovedformålet med en politik for den fysiske og funktionelle udvikling er at fremme en balanceret og bæredygtig udvikling af EU's territorium i overensstemmelse med de grundlæggende mål for EU's politik, dvs. økonomisk og social samhørighed, en vidensbaseret økonomisk konkurrenceevne i overensstemmelse med principperne for bæredygtig udvikling og bevarelse af natur- og kulturressourcerne.

Det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (ESDP) medfører ikke nye kompetenceområder for EU, men tjener som en politisk ramme for et bedre samarbejde mellem EU's sektorpolitikker, der har væsentlig betydning for fysiske og funktionelle forhold. Det tager udgangspunkt i, at medlemsstaternes arbejde supplerer hinanden bedre, hvis det rettes mod fælles mål for fysisk og funktionel udvikling. Det er et mellemstatsligt dokument, som er vejledende og uden bindende virkning. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet gennemføres ESDP på det mest hensigtsmæssige niveau og ifølge de ønsker, som de forskellige aktører inden for fysisk og funktionel udvikling har givet udtryk for.

ESDP er resultatet af en intens diskussion. De første forslag vedrørende fysisk og funktionel udvikling stammer fra 1960'erne, herunder bl.a. Europa-Parlamentets europæiske udviklingsplan. Europa-Kommissionens dokumenter "Europa 2000" (KOM(90) 544, ikke offentliggjort i EFT) og "Europa 2000+" (KOM(94) 354, ikke offentliggjort i EFT) var vigtige inspirationskilder for indførelsen af en samordnet politik. Rådsmødet i Liège i 1993 gav startskuddet til det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv, som vi kender det i dag. Siden da har de efterfølgende formandskaber bistået af Udvalget for Fysisk Planlægning og Udvikling, der er sammensat af repræsentanter for Kommissionen og nationale embedsmænd, udarbejdet en række udkast, der førte til den endelige vedtagelse af ESDP ved det uformelle rådsmøde for EU's ministre med ansvar for fysisk planlægning og udvikling i Potsdam i maj 1999.

ESDP består af 2 dele: I) fysiske og funktionelle udviklingsstrategiers bidrag som en ny dimension i europæisk politik og II) tendenser, perspektiver og udfordringer for EU-territoriet. Denne oversigt vedrører kun den første del. Den anden rapport om den økonomiske og sociale samhørighed (castellanodeutschenglishfrançais) og den første situationsrapport (castellanodeutschenglishfrançais) indeholder de seneste oplysninger om de væsentligste udviklingstendenser i EU.

Den fysiske og funktionelle tilgang på europæisk plan

ESDP tager udgangspunkt i, at vækst i sig selv eller en tilnærmelse af de økonomiske nøgletal ikke alene er tilstrækkeligt til at nå målsætningen om økonomisk og social samhørighed. Indsatsen inden for fysisk og funktionel udvikling bør derfor samordnes for at rette op på de nuværende skævheder, og den bør baseres på følgende faktorer: en voksende økonomisk integration (ØMU, virkeliggørelse af det indre marked), de lokale og regionale myndigheders voksende betydning, den kommende udvidelse af EU med de central- og østeuropæiske lande og udbygningen af relationerne til EU's naboer.

Med mere end 370 mio. indbyggere på et areal på 3,2 mio. km2 og et årligt bruttonationalprodukt (BNP) på 6 800 milliarder EUR (1996) hører EU blandt de største og økonomisk stærkeste regioner i verden. EU er imidlertid præget af tungtvejende økonomiske ubalancer, som gør det vanskeligere at realisere den tilstræbte vision i form af en regionalt balanceret og bæredygtig fysisk og funktionel udvikling. Det område i EU's centrum, der er afgrænset af de europæiske storbyer London, Paris, Milano, München og Hamburg, udgør kun 20 % af EU's areal og 40 % af befolkningen, men producerer 50 % af bruttonationalproduktet i EU. Mens de økonomiske forskelle mellem "rige" og "fattige" regioner gradvis mindskes, øges de regionale skævheder inden for de fleste medlemsstater. I slutningen af 1998 svarede arbejdsløsheden til ca. 10 % af den arbejdsdygtige befolkning (heraf var halvdelen langtidsledige og over 20 % unge arbejdsløse), og der var store forskelle regionerne og medlemsstaterne imellem.

Under ESDP er der udpeget fire hovedområder, der indvirker på hinanden, og som udøver et stærkt pres på den fysiske og funktionelle udvikling i EU:

  • Udviklingen i byområder:
    Ca. 80 % af EU's befolkning lever i byer. Byområder omstruktureres eller opstår, og der dannes netværk af byer, som samarbejder på tværs af grænserne. Det er nødvendigt at skabe et nyt forhold mellem byer og landdistrikter for at kunne klare de udfordringer, som de forskellige områder står over for.
  • Udviklingen i landdistrikter:
    EU's landdistrikter er ofte truet af marginalisering, navnlig på grund af risikoen for nye pres som følge af en perifer beliggenhed i forhold til storbyerne, ugunstige klimaforhold, lav befolkningstæthed og infrastrukturmangler eller utilstrækkelig økonomisk diversificering som følge af overvægten af landbrug. Miljøproblemer og miljøværdier står over for hinanden, og det er derfor nødvendigt at beskytte naturressourcerne og økosystemerne og at udvikle nye økonomiske muligheder (øko- og kulturturisme samt diversificering af landbruget).
  • Transport:
    I takt med virkeliggørelsen af det indre marked skaber den konstante stigning i vej- og lufttrafikken kødannelser og pres på miljøet. Den Europæiske Union tegner sig for en stor del af CO2-emissionerne på verdensplan. Den ujævne fordeling af infrastrukturer i det europæiske landskab kan desuden medføre store ubalancer med hensyn til økonomiske investeringer og rejse tvivl om principperne for den territoriale samhørighed.
  • Natur- og kulturarven:
    Mangfoldigheden af natur- og kulturarven er en stor rigdom for Europa, men den trues af visse økonomiske og sociale moderniseringsprocesser. Vores fauna, flora, vand, jord og traditionelle landskaber er truet af de ubalancer, der følger med en for kraftig udnyttelse af miljøet. Som led i en bæredygtig udvikling tager politikken for den fysiske og funktionelle udvikling i Europa sigte på at bremse denne praksis og fremme en fornuftig udnyttelse af ressourcerne.

EU-politikkernes indflydelse på EU's territorium

Selv om der er et særligt afsnit om økonomisk og social samhørighed i Amsterdam-traktaten, har EU's sektorpolitikker ingen klart definerede mål for den fysiske og funktionelle udvikling. Alligevel har flere af dem en stor indflydelse på EU's territorium som geografisk indsatsområde. Denne indflydelse afhænger af indsatsens art, dvs. om den er af finansiel (den fælles landbrugspolitik, regionalpolitik via strukturfondene, særlig bistand til forskning og udvikling), retlig (konkurrence- og miljøpolitik) eller planlægningsmæssig art (energi- og transportpolitik. På det finansielle plan tegnede den fælles landbrugspolitik og strukturfondene sig for 83 % af EU-budgettet i 1997.

I det følgende gennemgås de forskellige sektorpolitikker med indflydelse på EU's territorium:

  • Strukturfondene:
    De forskellige rapporter om samhørigheden viser, at forskellene mindskes mellem medlemsstaterne, men at de vokser mellem regionerne.
    Strukturfondene er baseret på målsætningen om økonomisk og social samhørighed. De anvendes især til foranstaltninger i støtteberettigede områder (mål 1 for regioner med udviklingsefterslæb, mål 2 for omstilling i områder med strukturproblemer) og i mindre udstrækning ifølge en fysisk-funktionel opdeling, der danner grundlag for EU-initiativer (Interreg III for grænseregioner, Urban II for byområder og Leader+ for landdistrikter). Under strukturfondenes programmer kan der udarbejdes integrerede udviklingsplaner, der inddrager samtlige lokale aktører i et repræsentativt og gennemsigtigt partnerskab.
  • Den fælles landbrugspolitik:
    I begyndelsen tog den fælles landbrugspolitik primært sigte på at øge produktiviteten. De efterfølgende reformer tog i stigende grad hensyn til de tætte relationer mellem landbruget og landdistrikterne, og i dag lægges der vægt på andre målsætninger: fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse.
    En ekstra begrundelse for, at en bedre koordinering mellem forskellige politikker er påkrævet i udviklingen af landdistrikterne, er, at udvidelsen af EU og udviklingen i verdenshandlen medfører store udfordringer for landdistrikterne: omstrukturering af landbrugssektoren, især i kandidatlandene, diversificering af økonomien i landdistrikterne og etablering af nye relationer mellem by og land.
  • Konkurrencepolitik:
    Konkurrencepolitikken spiller en central rolle for de nationale markeders integration i et fælles europæisk marked og forhindrer monopoler og misbrug af en dominerende stilling på markedet, kontrollerer fusioner og virksomhedsovertagelser samt fastsætter rammebestemmelser for statsstøtte. De pågældende foranstaltninger har betydelige indvirkninger på den geografiske fordeling af økonomiske aktiviteter.
    Som led i Kommissionens politik anerkendes det, at det er nødvendigt at gribe ind for at sikre balancen mellem konkurrence og målsætninger om den almene interesse samt sikre et mindsteudbud af universelle tjenester i alle regioner. I princippet er statsstøtte med regionalt sigte ikke forenelig med fællesmarkedet. Alligevel er visse kategorier af støtte tilladt under helt særlige omstændigheder, dvs. særlig støtte til regioner med udviklingsefterslæb, regioner under omstilling eller regioner med naturlige ulemper (klimaforhold, afsides beliggenhed).
  • Transeuropæiske net (TEN):
    EU bidrager til etablering af transeuropæiske net på transport-, telekommunikations- og energiområdet. Denne politik har direkte virkninger for arealanvendelsen og bidrager til at gennemføre det indre marked og styrke den økonomiske og sociale samhørighed ved bedre at forbinde øer, indlandsområder og randområder med de centrale områder.
    Transportnettene tegner sig for 80 % af EU's samlede TEN-budget. Formålet er at skabe et effektivt, bæredygtigt og miljøvenligt net og bl.a. aflaste vejnettet ved at opføre højhastighedsforbindelser på jernbaneområdet og fremme trafikken ad de indre vandveje samt udvikle offentlig transport og cykeltransport i byerne.
    Telekommunikationsnettene bidrager til at overvinde de geografiske ulemper, bl.a. gennem distancearbejde og fjernundervisning.
    energiområdet (gas, elektricitet) er der tale om indvirkninger på arealanvendelsen og ændringer af forbrugsadfærden.
  • Miljøpolitik:
    Med Amsterdam-traktaten får miljøpolitikken tillagt en endnu større vægt, idet miljøhensyn integreres i gennemførelsen af alle EU-politikker. Inden store investeringsprojekter gennemføres, skal der foretages vurderinger af deres indvirkning på miljøet.
    Miljøpolitikken indvirker desuden på arealanvendelsen ved at udpege beskyttede områder (" Natura 2000 "-netværket) for flora og fauna, reducere landbrugets anvendelse af skadelige stoffer (nitrater), fastsætte regler for affaldsbehandling, begrænse luft- og støjforurening og fremme vedvarende energikilder (vindenergi).
  • Forskning og teknologisk udvikling (FTU):
    EU's FTU-politik fremmer samarbejdet mellem virksomheder, forskningscentre og universiteter. Der findes ingen specifikke regionale udvælgelseskriterier, men med en målrettet markedsføring baseret på regionernes specifikke ressourcer kan mindre udviklede regioner ikke desto mindre tiltrække FTU-investeringer.
    Det flerårige rammeprogram støtter forskning vedrørende den fysiske og funktionelle udvikling på områder som "fremtidens by og kulturarv", "en bæredygtig forvaltning af land- og skovbrug og fiskeri" og "bæredygtig forvaltning og vandkvalitet".

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) spiller en centrale rolle for EU's strukturforanstaltninger ved at yde finansiel støtte uden for EU-budgettet. Ud over deres større "impulsvirkning" er disse lån særligt velegnede til at nå ud til de mindre udviklede regioner. I forbindelse med den kommende udvidelse kan denne facilitet yde et vigtigt bidrag til at finansiere langsigtede projekter, som f.eks. investeringer i infrastrukturer.

Uden en gensidig koordinering forstærker EU-politikkerne let uønskede regionale forskelle, hvis de udelukkende tager sigte på at opfylde sektorspecifikke mål - uden hensyntagen til den fysiske og funktionelle helhed. Medlemsstaterne og Kommissionen anser ESDP for at være et instrument, som kan bidrage til at forbedre koordineringen mellem EU-politikkerne. I denne forbindelse er der udtalt behov for at styrke samarbejdet mellem Kommissionens tjenestegrene for at sikre den fysiske og funktionelle sammenhæng mellem aktiviteterne og vurdere deres indvirkning på fysiske og funktionelle forhold.

Politiske mål og handlemuligheder for EU-territoriet

Med alle de aktører, der er involveret i den fysiske og funktionelle udvikling på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan, som målgruppe har ESDP følgende politiske mål og handlemuligheder: A) udvikling af et polycentrisk og balanceret system af byer, B) fremme af integrerede transport- og kommunikationsløsninger, som støtter en lige adgang til infrastruktur og viden på EU-territoriet, og C) udvikling og pleje af natur- og kulturarven.

A) Polycentrisk udvikling og et nyt partnerskab mellem by og land

For øjeblikket findes der kun et enkelt dynamisk område, der er integreret i verdensøkonomien. Det er den centrale del af EU - der er afgrænset af storbyområderne London, Paris, Milano, München og Hamburg. På grundlag af de nuværende geografiske tendenser i EU ser det ud til, at de mest konkurrencedygtige aktiviteter fortsat vil koncentrere sig i denne centrale del af EU og i nogle få storbyområder (Barcelona og Øresundsregionen).

Set i forhold til EU's udvidelse og en stadig større integrering af de nationale økonomier i det indre marked og i verdensøkonomien vil en mere polycentrisk udvikling gøre det muligt at undgå, at befolkningen og den økonomiske, politiske og finansielle indflydelse koncentreres yderligere i et enkelt dynamisk område. Udviklingen af en forholdsvis decentraliseret bystruktur vil forbedre alle EU-regionernes udviklingsmuligheder og dermed kunne mindske de regionale forskelle.

I stedet for som hidtil blot at skabe bedre forbindelser mellem yderområderne og de centrale områder ved hjælp af infrastrukturprojekter har den polycentriske indretning af EU-territoriet følgende formål:

  • at skabe flere områder, der er integreret i verdensøkonomien
  • at styrke et balanceret system af storbyområder og bysamarbejder
  • at fremme integrerede udviklingsstrategier for bysamarbejder i de enkelte medlemsstater, inklusiv de tilstødende landdistrikter
  • at styrke samarbejdet om særlige temaer (lokaltransport, forbindelser mellem universiteter og forskningscentre, forvaltning af kulturarven samt integration af nye tilflyttere) gennem grænseoverskridende og transnationalt netværkssamarbejde mellem landene i Nord- og Østeuropa og i Middelhavsområdet.

For at give mulighed for en bæredygtig udvikling bør de integrerede udviklingsstrategier for byer og storbyregioner tage fat på en række store udfordringer:

  • udvikle den strategiske rolle for storbyregioner og "gatewaybyer", som giver adgang til EU (store søhavne, interkontinentale lufthavne, messe- og udstillingsbyer samt kulturelle centre), med særlig vægt på udviklingen af EU's perifere områder
  • kontrollere byspredningen ved at forfølge et "kompaktbykoncept" (byer med korte afstande), navnlig i kystområder
  • forbedre det økonomiske grundlag ud fra de forskellige områders særlige potentiale og ved at fremme forskelligartede innovative aktiviteter, der kan bidrage til at skabe arbejdspladser
  • integrere forskellige funktioner og samfundsgrupper, især i storbyer, for at bekæmpe den sociale udstødelse af visse dele af befolkningen samt sanere og finde nye anvendelser for forsømte områder og ledigblevne industriarealer
  • fremme en fornuftig forvaltning af ressourcerne, bl.a. vand, jord, energi og affald, beskytte naturen og kulturarven og udbrede naturområderne
  • fremme af en bedre tilgængelighed i de berørte områder ved hjælp af effektive og ikke-forurenende transportmidler.

Det er ikke i sig selv en hindring for en dynamisk økonomisk udvikling og vækst i beskæftigelsen at være lokaliseret i landdistrikterne. Landdistrikterne, der adskiller sig betydeligt fra hinanden, har fuldført eller iværksat en strukturomlægning for at få bugt med deres strukturelle tilbageståenhed og koncentrere sig om deres egne interne udviklingsforløb. For at løse problemerne med en lav befolkningstæthed og en hovedsagelig landbrugsmæssig udnyttelse af arealerne bør landdistrikterne diversificere deres aktiviteter og basere deres strategier på deres særlige karakteristika og behov. Landdistrikterne vil kunne udnytte deres udviklingspotentiale bedre, hvis de vender tilbage til et multi-funktionelt landbrug baseret på kvalitet (fødevaresikkerhed, lokale produkter, grøn turisme, udnyttelse af kultur- og naturarven og brug af vedvarende energikilder), udvikler aktiviteter på grundlag af nye informationsteknologier og udveksler erfaringer om forskellige nøgletemaer.

Idéen om et nyt partnerskab mellem by og land tager desuden sigte på at fremme en helhedsorienteret tilgang på regionalt plan og at finde fælles løsninger på problemer, der isoleret set ville være uoverkommelige. I et sådant partnerskab vil det være muligt at finde originale udviklingsmuligheder. Det vil kunne sikre opretholdelsen af et basalt serviceniveau og offentlig transport samt en mere effektiv fysisk planlægning. Desuden vil det fremme udvekslingen af erfaringer gennem samarbejdsnetværk mellem lokale myndigheder og virksomheder i byer og landdistrikter.

B) Lige adgang til infrastruktur og viden

Transport- og telekommunikationsinfrastrukturer kan ikke i sig selv realisere målsætningerne for den økonomiske og sociale samhørighed, men de er en grundlæggende betingelse herfor. De muliggør faktisk kommunikation mellem forskellige områder og særligt mellem centrum og periferi og mellem byområder og det omgivende bagland.

Den polycentriske udviklingsmodel bør lægges til grund for den fremtidige udbygning af de transeuropæiske net. Dette indebærer først og fremmest en sikring af de interne forbindelser i globalt betydende økonomiske integrationszoner samt en større opmærksomhed om regioner med geografiske barrierer og sekundære forbindelser internt i regionerne. Desuden bør der være en geografisk balanceret adgang til interkontinentale knudepunkter (havne og lufthavne).

Den nuværende vækst i personbefordring og godstrafik er i stigende grad til skade for miljøet og transportsystemernes effektivitet. Det er muligt at mindske miljøpresset fra den øgede mobilitet, trafiktætheden og arealanvendelsen på integreret vis ved hjælp af en egnet fysisk og funktionel strategi (offentlig bytransport, intermodale systemer og delte infrastrukturer).

Adgang til viden er af afgørende betydning i et vidensbaseret samfund. Arbejdsmarkederne og virksomhederne behøver en systematisk og dynamisk innovation, en effektiv teknologioverførsel og kvalificerede uddannelsesinstitutioner. Der er imidlertid fortsat en geografisk ubalance i EU med hensyn til adgang til viden og innovationskapacitet, som er koncentreret i områder med den mest dynamiske økonomi. Et bedre uddannelsesniveau blandt befolkningen i svage områder, navnlig ved at forbedre adgangen til nye informationsteknologier (basistjenester, passende takstpolitik, uddannelse og oplysning), kan bidrage til at overvinde disse ubalancer.

C) Velovervejet forvaltning af naturressourcerne og kulturarven

Den fysiske og funktionelle udvikling kan spille en vigtig rolle med hensyn til bevaring og bæredygtig udnyttelse af den biologiske mangfoldighed på lokalt og regionalt plan. Selv om det undertiden synes berettiget at iværksætte strenge beskyttelsesforanstaltninger, er det dog ofte mere hensigtsmæssigt at lade forvaltningen af de sårbare områder indgå i fysiske og funktionelle udviklingsstrategier for større geografiske områder. Naturressourcer og kulturarv er, når de respekteres og udvikles, økonomiske faktorer, som har betydning for den regionale udvikling.

Europas rige kulturarv og -landskaber er udtryk for dets identitet og er af global betydning. Der er behov for en kreativ proces, hvis man skal vende den fremherskende tendens til forsømmelse og ødelæggelse og dermed give kulturarven videre til de kommende generationer på de bedste betingelser. Som led i denne proces bør der fastlægges helhedsorienterede strategier for bevaring og rehabilitering af landskaber og arv, og offentligheden bør oplyses om, hvad fysiske og funktionelle udviklingsstrategier kan gøre for at forsvare de kommende generationers kulturarv.

I EU bygger naturressourcernes fremtidige udvikling også på, at der udarbejdes helhedsorienterede strategier, som kan sikre en bæredygtig forvaltning af miljøfaktorerne (luft, vand og jord), og at der træffes målrettede beskyttelsesforanstaltninger for særlige områder:

  • Ifølge forpligtelserne i Kyoto-protokollen kan "drivhuseffekten" kun bekæmpes ved at mindske CO2-emissionerne, bl.a. ved at fremme energibesparende og transportbegrænsende by- og bebyggelsesstrukturer og at øge anvendelsen af vedvarende energikilder.
  • Vand er en livsvigtig ressource. I EU tages det ofte for givet, at der er vand til rådighed. Imidlertid vil der i fremtiden i stigende grad opstå problemer med sikringen af vandforsyningen, både med hensyn til mængde og kvalitet, på grund af overforbrug og forurening. Der er derfor behov for en sammenhængende vandforvaltningspolitik (overflade-, grund- og havvand). Forebyggende foranstaltninger, en bedre arealanvendelse, krisehåndtering (oversvømmelser og tørke), oplysning og grænseoverskridende samarbejde er de vigtigste komponenter i en sådan politik.
  • Netværket af bevaringsområder "Natura 2000" er et lovende tiltag med hensyn til bæredygtig udvikling. Andre miljøfølsomme områder (bjerge, vådområder og øer) har en stor biologisk mangfoldighed, som gennem en passende helhedsorienteret strategi vil kunne have udviklingsperspektiver. En integreret kystzoneforvaltning (IKZF) vil kunne løse mange af de problemer, som truer den ca. 90 000 km lange kyststrækning.

IVÆRKSÆTTELSE AF ESDP

ESDP er ikke et bindende dokument, men medlemsstaterne håber, at det alligevel vil give resultater på længere sigt. Det ønskede samarbejde mellem de forskellige niveauer af aktører, der bidrager til den fysiske planlægning, vil kunne sikre, at deres foranstaltninger ikke modvirker eller neutraliserer hinanden.

Medlemsstaterne bidrager med en række relevante forslag:

  • På EU-plan:
    a) Det foreslås Kommissionen, at den systematisk og periodisk undersøger de fysiske og funktionelle indvirkninger af EU's forskellige politikker.
    b) Det foreslås at samarbejde med internationale organisationer og institutioner (Europarådet, OECD) med henblik på at skabe større sammenhæng i gennemførelsen af ESDP.
    c) Foranstaltninger, der kan fremme indsamling og udveksling af oplysninger, dvs. bl.a.: fremskaffelse af sammenlignelige indikatorer (geografisk beliggenhed, økonomisk styrke, social samt fysisk og funktionel integration, natur- og kulturværdier), gennemførelse af undersøgelser af tendenser, som indvirker på den fysiske og funktionelle udvikling i Europa (demografi, lokalisering af aktiviteter og økonomiens globalisering, teknologisk udvikling, EU's udvidelse og forhold til tredjelande) og udveksling af nye erfaringer med hensyn til fysisk og funktionel udvikling.
    d) Der bør snarest muligt etableres et "Europæisk observationsnetværk for fysisk og funktionel udvikling"(DE , EN , FR ) (ESPON). Specialiserede forskningsinstitutioner i medlemsstaterne vil således kunne gennemføre fælles undersøgelser inden for fysisk og funktionel udvikling, der kan støtte det politiske samarbejde.
  • Det transnationale samarbejde:
    Det foreslås, at Europa-Kommissionen og medlemsstaterne viderefører det projektorienterede transnationale samarbejde om fysisk og funktionel udvikling som led i fællesskabsinitiativet Interreg III. Med henblik herpå er det vigtigt at bibeholde eksisterende, egnede samarbejdsområder, skabe fælles administrative strukturer på trods af de retlige barrierer, styrke de regionale og lokale myndigheders deltagelse og støtte samarbejdet med tredjelande, navnlig med henblik på udvidelsen, inden for rammerne af de eksisterende instrumenter (Interreg III, Phare, Tacis, Meda og Cards programmerne).
  • I medlemsstaterne:
    Det foreslås, at medlemsstaterne i deres nationale politikker tager større højde for den fysiske og funktionelle udviklings europæiske dimension og informerer offentligheden om det europæiske samarbejde på området.
  • Det grænseoverskridende og interregionale samarbejde:
    Det foreslås, at medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder gennemfører yderligere grænseoverskridende projekter, som f.eks.: udarbejdelse af fysiske og funktionelle udviklingsplaner og arealanvendelsesplaner, forbedring af tilgængeligheden gennem tilslutning af de regionale transportsystemer til nationale/internationale trafikale knudepunkter, gennemførelse af strategier for en bæredygtig udvikling i landdistrikter og programmer til udbygning af natur- og kulturarven samt etablering af bynetværk med henblik på byudvikling.

EU'S UDVIDELSE OG DEN EUROPÆISKE POLTIK FOR FYSISK OG FUNKTIONEL UDVIKLING

Udvidelsen vil blive en sand udfordring for EU, da den vil få hidtil usete socioøkonomiske og territoriale konsekvenser. EU's kommende udvidelse med de 10 kandidatlande i Central- og Østeuropa samt Cypern og Malta vil øge EU's areal med ca. en tredjedel, mens bruttonationalproduktet kun vil stige med 5 %.

Udvidelsen vil ændre ESDP's territoriale referencegrundlag på forskellige områder:

  • befolkning:
    De baltiske lande, Slovenien og Cypern har færre end 4 mio. indbyggere, og kun Polen og Rumænien er arealmæssigt store og folkerige lande. I kandidatlandene kan der som helhed registreres et mere koncentreret by- og bebyggelsesmønster end i medlemsstaterne. Eftersom 60 % af indbyggerne i kandidatlandene bor i grænseregioner, har det grænseoverskridende samarbejde stor betydning for den europæiske integration.
  • økonomi:
    Med hensyn til den økonomiske velstand (tal fra 1995) ligger kandidatlandene generelt under medlemsstaternes niveau og samtidig også langt fra hinanden. Det kandidatland, der har det højeste velstandsniveau (Slovenien), ligger omtrent på linje med den EU-medlemsstat, der har det laveste niveau (Grækenland), mens de baltiske lande samt Rumænien og Bulgarien ligger i bunden af skalaen. På nationalt plan er hovedstadsregionerne og områderne ved EU's ydre grænser de mest dynamiske. De regionale skævheder i kandidatlandene er således af samme størrelsesorden som i samhørighedslandene, og disse forskelle risikerer at blive endnu større.
    Som følge af de store regionale forskelle er udviklingen i beskæftigelsen præget af løbende kraftige omstruktureringer inden for industri og landbrug.
  • transport:
    I kandidatlandene er der i en række henseender indtruffet dramatiske forskydninger på transportområdet: geografisk fra at være orienteret mod øst til at blive orienteret mod vest, transportmæssigt et skift fra jernbane til vej, og økonomisk et skift fra offentlig til privat transport.
    På trods af manglende ressourcer er en afbalanceret og bæredygtig udvikling af de forskellige transportformer og en modernisering af infrastrukturen den store udfordring for kandidatlandene.
  • miljø:
    Miljøsituationen viser generelt et ambivalent billede. De fleste kandidatlande har udstrakte kulturlandskaber og økosystemer, der er forholdsvis uberørte, men der er fortsat en stærk koncentration af luft- og vandforurening i de mest industrialiserede regioner.

Det betragtes stadig som en national opgave for de central- og østeuropæiske kandidatlande at tage de udfordringer op, som er forbundet med den økonomiske overgang. Der er generelt ikke tradition for hverken en regionalpolitik eller en politik for fysisk og funktionel udvikling, og dette betyder, at der ikke findes tilstrækkelige instrumenter og institutioner, og at der sjældent findes et selvstændigt regionalt niveau i politikker og administration, som vedrører territoriets udvikling. Polen, Slovenien og Ungarn er længst fremme med deres reformer af regionalpolitikken med henblik på at skabe en sammenhæng til EU-regionalpolitikken i sin nuværende udformning (regionale udviklingsstrategier, programmering, partnerskaber, gennemførelse, overvågning og evaluering). Se Supplerende retningslinjer til brug for de kommende medlemsstater (castellanodeutschenglishfrançais) og De fremtidige medlemsstaters forberedelser til gennemførelsen af regionalpolitikken for perioden 2004-2006 (castellanodeutschenglishfrançais)

Med udvidelsen er der behov for en reform af den nuværende regional- og landbrugspolitik. Kommissionen har fremsat forslag på dette område som led i Agenda 2000 (castellanodeutschenglishfrançais), og debatten om den fremtidige regionalpolitik efter 2006 er også begyndt. På grundlag af erfaringerne fra EU's tidligere udvidelser vil stigningen i antallet af økonomisk svagere medlemsstater betyde, at det regionalpolitiske spillerum vil blive indsnævret. Derfor er det nødvendigt at fastlægge prioriteterne for den fremtidige samhørighedspolitik. I mellemtiden er der behov for yderligere undersøgelser af udvidelsens fysiske og funktionelle indvirkninger. Desuden må kandidatlandene og deres regionale og lokale myndigheder hurtigst muligt inddrages i forvaltningen af fællesskabsfondene. I den forbindelse yder de finansielle instrumenter for regionalpolitikken (Interreg III) og de eksterne forbindelser (Phare, Tacis, Meda, Cards) støtte til uddannelse af nationale og lokale embedsmænd i kandidatlandene og til oprettelse af tematiske netværk i transnationale samarbejdsområder.

Der kan hentes yderligere oplysninger om ESDP (DE, EN, FR) på Generaldirektoratet for Regionalpolitiks Inforegio-websted, hvor ESDP kan ses i sin fulde ordlyd.

4) GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

5) VIDEREFØRELSE AF ARBEJDET

Europa-Parlamentets beslutning om fysisk planlægning og udviklingsplanen for Fællesskabets område (ESDP) [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 226 af 20.07.1998].

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv (EFFU) - Første officielle udkast" [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 407 af 28.12.1998].

Regionsudvalgets udtalelse om "Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv" [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 93 af 6.4.1999].

Seneste ajourføring: 05.01.2004
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top