Den Europæiske Unions udviklingspolitik

Erklæringen definerer en klar og sammenhængende politik for EU's udviklingssamarbejde med henblik på at opnå den størst mulige merværdi af EU's indsats på dette område, forbedre kvaliteten og virkningen af EU's interventioner og svare på de nye udfordringer i verden.

DOKUMENT

Rådets og Kommissionens erklæring af 20. november 2000 om Det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik på basis af meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 26. april 2000 om samme emne.

RESUMÉ

1. Baggrund

Udviklingsspørgsmålet er i dag mere kritisk, end det nogen sinde har været. Over 40 % af befolkningen i Afrika syd for Sahara og i det sydøstlige Asien lever stadig under fattigdomsgrænsen.

EU leverer halvdelen af al offentlig hjælp til udviklingslandene og er for mange af dem også en vigtig handelspartner. Med det voksende antal samarbejdspartnere, oprettelsen af nye instrumenter og stigningen i de finansielle midler er det blevet endnu mere nødvendigt at definere en mere klar og sammenhængende strategi som en del af de internationale samordningsbestræbelser.

Erklæringen følger op på Kommissionens meddelelse fra april 2000 som tagers det første skridt i en fornyelsesproces. I den foreliggende erklæring udarbejdes den endelige strategi, der er vedtaget af Rådet og Kommissionen i fællesskab.

Erklæringen indgår også i bestræbelserne på at øge effektiviteten i EU's udenrigspolitik.

2. Principper og mål

Grundlæggende princip

Rådet og Kommissionen vil styrke EU's solidaritet med udviklingslandene i et partnerskab med respekt for menneskerettigheder, demokratiske principper, retsstaten og god regeringsførelse.

Hovedformål

Det overordnede mål for EU's udviklingspolitik er at nedbringe og på længere sigt helt udrydde fattigdom.

Fattigdom, som også dækker begrebet sårbarhed, skyldes mange forskellige faktorer. EU er derfor besluttet på at støtte fattigdomsbekæmpende strategier, som integrerer disse forskellige faktorer og tager udgangspunkt i en analyse af de enkelte udviklingslandes specifikke begrænsninger og muligheder. Disse strategier skal bidrage til at styrke demokratiet, konsolidere freden og forebygge konflikter, sikre landenes gradvise integrering i verdensøkonomien, opnå større respekt for sociale og miljømæssige aspekter med sigte på en bæredygtig udvikling, sikre ligheden mellem kønnene og styrke de offentlige og private aktørers kapacitet.

Udviklingshjælpens ressourcer vil blive fordelt, efter i hvor høj grad de bidrager til at nedbringe fattigdommen. De mindst udviklede lande skal være genstand for særlig opmærksomhed.

Udviklingslandet overtager den førende rolle

Partnerlandenes overtagelse af ansvaret for deres udviklingsstrategier er en betingelse for, at udviklingspolitikkerne skal føre til resultater. For at opnå dette bør alle udsnit af befolkningen inddrages i processen, og der bør lægges særlig vægt på den politiske dialog med partnerlandene.

3. Koncentration af EU's indsats

EU's indsats bør herefter centreres om seks væsentlige områder, nemlig:

• Forbindelsen mellem samhandel og udviklingHandelspolitikken skal tage hensyn til landenes udviklingsmål og -strategier samt til deres økonomiske situation (økonomiens sårbarhed m.v.) Præferenceadgangen til markederne bør endvidere udvides.
• Regional integration og regionalt samarbejdeDette kan lette landenes integration i verdensøkonomien, løsningen af konflikter og af problemer på tværs af grænserne, som f.eks. miljøproblemer.
• Støtte til de makroøkonomiske politikker og fremme af lige adgang til sociale ydelserDette omfatter bl.a. initiativer til gældslempelse og sektorstøtte specielt på områder som sundhed og uddannelse.
• TransportEffektive transportsystemer er en betingelse for den økonomiske og sociale udvikling og for adgangen til sociale basisydelser.
• Fødevaresikkerhed og en bæredygtig udvikling i landdistrikterneDet drejer sig om to vigtige komponenter i strategierne til nedbringelse af fattigdommen. Der bør endvidere skabes bedre sammenhæng mellem fødevarenødhjælp og udviklingen på længere sigt inden for fødevaresikkerhed.
• Styrkelse af den institutionelle kapacitet EU's indsat er mere neutral end medlemsstaternes. Derfor kan EU spille en vigtig rolle til fremme af god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption og respekt for retsstaten.

Tværgående spørgsmål

De tværgående spørgsmål skal integreres i alle aspekter af udviklingssamarbejdet. Det drejer sig om at fremme fire vigtige principper:

• menneskerettigheder
• ligestilling mellem kønnene
• børns rettigheder
• miljøbeskyttelse

Endvidere skal der systematisk lægges vægt på konfliktforebyggelse og krisestyring.

4. Udvidelse af samarbejde, samordning og komplementaritet

Forbindelserne mellem de forskellige aktører, bl.a. mellem EU og medlemsstaterne, må styrkes for at give EU's udviklingsbistand den størst mulige gennemslagskraft.

EU og medlemsstaterne vil koordinere deres politikker og programmer for at opnå den størst mulige virkning. Man vil søge at opnå større komplementaritet og bedre koordinering (es de en fr) gennem en bedre arbejdsfordeling både inden for EU og med de andre donorer, specielt inden for rammerne af de enkelte landestrategier. For at sikre sammenhængen vil der i højere grad blive taget hensyn til målene for EU's udviklingspolitik ved gennemførelsen af de andre fælles politikker.

Kommissionen har allerede indledt en reform af forvaltningen af den eksterne bistand, bl.a. ved at indføre et nyt planlægningssystem og fremme dekoncentration og decentralisering af bistandsforvaltningen. Det er ligeledes nødvendigt at forenkle finansforordningen og forstærke de menneskelige ressourcer i overensstemmelse med Kommissionens anmodning.

Princippet om at inddrage et bredt udvalg af civile aktører i gennemførelsen af EU's politik er allerede stadfæstet i det nye partnerskab med AVS-landene. I EU's forbindelser med de andre udviklingslande vil der ligeledes blive lagt vægt på at fremme voksende deltagelse fra ngo'er, økonomiske og sociale aktører og den private sektor. EU vil søge at styrke partnerskabet med det civile samfund, både i Europa og i udviklingslandene og støtte opbygningen af kapacitet hos de civile aktører i partnerlandene, således at de bliver bedre rustet til at deltage i dialogen om tilrettelæggelse og gennemførelse af samarbejdsprogrammerne.

5. Gennemførelse og opfølgning Den nye strategi bør gennemføres så hurtigt som muligt. Kommissionen bør derfor udarbejde et handlingsprogram. Kommissionen bør forelægge en årlig rapport over de skete fremskridt til Europa-Parlamentet og Rådet.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Fælleserklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om den europæiske konsensus om udvikling [Den Europæiske Unions Tidende C 46 af 24.2.2006, s. 1]. Den såkaldte 'Europæiske Konsensus' er den nye erklæring om EU's udviklingspolitik. Heri defineres for første gang efter 50 års samarbejde de fælles principper, som EU og de 25 medlemsstater vil lægge til grund for deres udviklingspolitik i komplementaritetens ånd.

Seneste ajourføring: 20.09.2007