RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Europol: ny struktur og nyt mandat

Arkiv

Dette forslag til afgørelse har til formål at give Europol status som EU-agentur og forsyne det med et udvidet mandat, der ikke kun omfatter organiseret kriminalitet men også grov kriminalitet over grænserne. Det nye Europol vil blandt andet kunne anvende nye værktøjer til informationsbehandling og vil være underlagt nye bestemmelser om databeskyttelse.

FORSLAG

Forslag til Rådets afgørelse om oprettelse af en europæisk politienhed (EUROPOL) [KOM(2006) 817 endelig - ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

På baggrund af drøftelserne vedrørende udviklingen af den europæiske politienhed fremsætter Europa-Kommissionen et forslag med henblik på at erstatte Europolkonventionen med en rådsafgørelse. Denne ændring betyder først og fremmest, at enheden får status som et EU-agentur, hvilket giver følgende fordele:

  • Europol finansieres over fællesskabsbudgettet
  • Europa-Parlamentet får en større rolle, herunder gennem sin kontrol af budgettet
  • Europols personale vil blive underlagt EU's personalevedtægt
  • Europol vil blive sidestillet med andre organer og agenturer, som senere vil blive oprettet, f.eks. CEPOL og Eurojust.

Forslaget til afgørelse indarbejder de ændringer af konventionen, som er blevet fastsat i protokollerne af 2000, 2001 og 2002 (se "baggrund" nedenfor), og indeholder en række forbedringer vedrørende enhedens mandat og opgaver samt behandling og beskyttelse af oplysninger.

Europols nye kompetencer og opgaver

Med forslagets artikel 4 udvides Europols mandat til at omfatte enhver form for grov kriminalitet, hvor to eller flere medlemsstater er berørt, jf. bilag I. Den nye liste over overtrædelser, der betragtes som grov kriminalitet, omfatter de forskellige former for organiseret kriminalitet og terrorisme, der allerede var omfattet af Europols mandat, men tilføjer andre former, bl.a. forsætligt manddrab, organiseret eller væbnet tyveri, bedrageri og voldtægt.

Hvad angår Europols opgaver, kan det yde bistand (ikke operativ bistand, men analytisk støtte) til medlemsstaterne i forbindelse med større internationale begivenheder, der kræver foranstaltninger til opretholdelse af ro og orden. Enheden kan inden for rammerne af sine traditionelle aktiviteter fremover modtage oplysninger fra private instanser.

Informationsbehandling: nye værktøjer og fælles bestemmelser

Europols væsentligste eksisterende værktøjer vil kunne blive udvidet med nye systemer til behandling af personoplysninger (herunder Europols informationssystem og analyseregister). Det drejer sig f.eks. om nye databaser om terrorgrupper eller børnepornografi. For disse nye værktøjer fastlægger Rådet efter høring af Europa-Parlamentet betingelserne for adgang, anvendelse og opbevaring af disse oplysninger.

I henhold til artikel 10 i forslaget skal Europol desuden bestræbe sig på at sikre, at databehandlingssystemerne er kompatible med medlemsstaternes databehandlingssystemer, navnlig de systemer, der anvendes af de fællesskabsinstanser, som Europol kan forventes at samarbejde med.

Hvad angår adgangen til de oplysninger, der findes i det eksisterende informationssystem, var det fastsat i artikel 7, at de nationale enheder kunne få adgang, men kun i forbindelse med en bestemt efterforskningsopgave og kun via en forbindelsesofficer. I henhold til artikel 11 i det nye forslag får de nationale enheder fuld og direkte adgang til alle oplysninger i informationssystemet.

Hvad angår analyseregistrene er Europol forpligtet til at slette disse efter en periode på tre år, medmindre det efter denne periode vurderes, at der er behov for at bevare de pågældende oplysninger. I så fald kan de opbevares i en ny periode på tre år (artikel 16). Ligesom i Europol-konventionen oprettes disse registre med henblik på analyse, dvs. indsamling, behandling eller anvendelse af oplysninger med det formål at bistå ved politimæssig efterforskning.

Der fastsættes samme opbevaringsfrist for enhver oplysning, der lagres i informationssystemet og registrene: Behovet for fortsat opbevaring skal undersøges senest tre år efter registreringen. I henhold til den nye artikel 20 skal denne kontrol foretages af den enhed, der har foretaget registreringen (for oplysninger i informationssystemet) eller af Europol (for de øvrige dataregistre).

De kontrolmekanismer, der er indført med henblik på kontrol af lovligheden af søgninger i alle automatiserede registre, der anvendes til behandling af personoplysninger, vil ligeledes blive styrket ved at forlænge varigheden for opbevaring af revisionsdata fra seks til atten måneder (artikel 18).

Databeskyttelse

Hvad angår indsamlingen, behandlingen og anvendelsen af personoplysninger er dette forslag i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse (DE) (EN) (ES) (FR) om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde.

Der vil blive udnævnt en databeskyttelsesansvarlig, der er helt uafhængig og har fri adgang til alle Europols oplysninger. Den databeskyttelsesansvarlige vil have til opgave at sørge for, at bestemmelserne om beskyttelse af alle de personoplysninger, som Europol behandler, overholdes.

Europols administration og organer

Europol er allerede og vil fortsat blive styret af en direktør, der udnævnes af Rådet ved kvalificeret flertal for en periode på fire år, der kan forlænges én gang. Direktøren vil til udførelsen af sit hverv, bl.a. gennemførelsen af Europols opgaver, den daglige administration, forvaltningen af budgettet, repræsentation af Europol osv. blive assisteret af tre vicedirektører, der har samme embedsperiode.

Styrelsesrådet, der i øjeblikket består af en repræsentant for hver medlemsstat, vil bestå af en national delegation fra hver medlemsstat, idet hver delegation har en stemme. Kommissionen, der hidtil har deltaget som observatør, vil få tre stemmer, dog seks stemmer for så vidt angår vedtagelsen af budgettet og arbejdsprogrammet. Styrelsesrådet mødes mindst to gange om året, dog højst fire. Beslutninger vil generelt blive truffet ved totredjedelsflertal (i øjeblikket enstemmigt).

Når Europol får status som EU-agentur vil personalet samtidig blive omfattet af EU's personalevedtægt.

Budgetoverslag

Europols budget, der er baseret på mellemstatslig finansiering, er for 2007 på 68 mio. EUR. Fra 1. januar 2010 vil Europols indtægter blive opført på EU's almindelige budget. Der er afsat et beløb på 334 mio. EUR til Europol for perioden 2010-2013 i overensstemmelse med dens seneste femårige finansplan.

Baggrund

Den europæiske politienhed (Europol) blev oprettet i 1995 på grundlag af en konvention, der trådte i kraft den 1. oktober 1998 efter ratificering hos alle medlemsstater. Europol påbegyndte sit arbejde den 1. juli 1999, efter at en lang række andre retsakter vedrørende denne konvention var blevet vedtaget.

Konventionen er blevet ændret i kraft af tre protokoller (i 2000, 2002 og 2003), der trådte i kraft henholdsvis den 29. marts 2007 for de to første protokollers vedkommende og den 18. april 2007 for den tredjes vedkommende. Den første protokol udvider Europols mandat til også at omfatte hvidvaskning af penge, mens de to øvrige styrker Europols beføjelser med hensyn til at støtte medlemsstaterne, idet der gives mulighed for: at koordinere fælles efterforskningshold, at anmode medlemsstater om at gennemføre efterforskninger, at give tredjelande (hvormed Europol har indgået operationelle aftaler) mulighed for at deltage i analysegrupper osv.

Det fremgik af de drøftelser, der fandt sted under Østrigs og Finlands formandskab, at det selv efter ikrafttrædelsen af de tre protokoller var nødvendigt at forbedre Europol på andre punkter. Europols fremtid blev igen drøftet på Rådets uformelle møde (retlige og indre anliggender) i januar 2006 og enhver ændring, der blev foreslået i Rådets vejledende dokument nr. 9184/1/06 medførte en ændring af Europols retlige rammer. I Rådets konklusioner fra juni 2006, der blev fremlagt på Rådets møde i december 2006, blev det foreslået, at en ændring af Europols retlige rammer skulle vedtages i form af en rådsafgørelse.

Det var på grundlag af disse konklusioner, at Kommissionen den 20. december 2006 fremsatte dette forslag til afgørelse.

REFERENCER OG PROCEDURE

ForslagDen Europæiske Unions TidendeProcedure
KOM(2006) 817
-
CNS/2006/310

-CNS/2006/310
Seneste ajourføring: 19.04.2007

Se endvidere

Yderligere oplysninger:

Den europæiske politienheds websted- EUROPOL (EN)

Den fælles kontrolinstans' websted Europol

Europa-Kommissionens websted "Frihed, sikkerhed og retfærdighed" under Europa-Kommissionens generaldirektorat JSL:

  • Fuldt operationelt Europol (DE) (EN) (FR)

Europa-Parlamentets websted "Frihed, sikkerhed og retfærdighed":

  • Temablad:EUROPOL (EN) (FR)
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top