RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Forsyningspligtydelser i Europa

Arkiv

1) MÅL

At vise betydningen af forsyningspligtydelser i forbindelse med gennemførelsen af et indre marked, som er tilgængeligt for alle samt at afgrænse anvendelsesområdet for konkurrencereglerne i den forbindelse.

2) DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen - Forsyningspligtydelser i Europa [Den Europæiske Unions Tidende C 281 af 26.9.1996].

Ændret ved:
Meddelelse fra Kommissionen - Forsyningspligtydelser i Europa [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 17 af 19.1.2001].

3) RESUME

Baggrund

EF-traktatens artikel 16 understreger den plads, som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse indtager i Unionens fælles værdinormer, og den rolle, som de spiller med henblik på at fremme den økonomiske og sociale samhørighed, eftersom de forbedrer EU-økonomiens konkurrenceevne. Sådanne ydelser af almen økonomisk interesse sikrer forbrugerne en mere effektiv service, hvilket gør det muligt for EU-virksomhederne at klare sig bedre i den globale konkurrence.

Kommissionen fremlagde i 1996 en første meddelelse om forsyningspligtydelser, som i 2001 blev fulgt op af en ny meddelelse med det formål at præcisere anvendelsesområdet og kriterierne for anvendelse af disse ydelser.

Forsyningspligtydelsernes almennyttige formål

Forsyningspligtydelser adskiller sig fra sædvanlige ydelser derved, at de af de offentlige myndigheder anses for at være en nødvendighed, også selv om de kommercielt ikke er tilstrækkeligt lønsomme. Begrebet forsyningspligtydelser bygger på viljen til overalt at tilbyde en kvalitetsydelse til rimelig pris. Forsyningspligtydelser bidrager således til at opfylde målet om solidaritet og ligebehandling, som ligger til grund for den europæiske samfundsmodel.

Det klassiske eksempel er forpligtelsen til at præstere en tjenesteydelse overalt på et lands territorium til rimelig pris og samme kvalitet uanset lønsomheden.

Artikel 16 i EF-traktaten anerkender den rolle, disse ydelser spiller til fremme af den sociale og territoriale samhørighed og anmoder Unionen, Fællesskabet og dets medlemsstater om at sørge for, at disse tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver. De opgaver, der varetages af offentlige myndigheder gennem forsyningspligtydelser og de særlige rettigheder, dette kan indebære, bygger på behovet for at sikre generelle brugerbehov såsom forsyningssikkerhed, miljøbeskyttelse, økonomisk og social solidaritet, fysisk planlægning, fremme af forbrugerinteresser. Målsætningerne er: kontinuitet, lige vilkår med hensyn til adgang, universalitet og gennemsigtighed.

Forsyningspligtydelser bidrager i høj grad til EU-industriens konkurrenceevne og den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. Begrebet er fleksibelt og i stadig udvikling i og med, at dets indhold tilpasser sig den enkelte sektors særlige karakteristika og teknologiske forandringer.

Anvendelsesområde

Det fastslås i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, at virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, er underkastet "konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem".

Ved anvendelsen af konkurrencereglerne tages der hensyn til følgende tre principper:

  • neutralitet med hensyn til, om virksomhederne er offentligt eller privat ejet (EF-traktatens artikel 295)
  • medlemsstaternes frihed til at definere, hvad de forstår ved tjenesteydelser af almen interesse
  • at begrænsningerne af konkurrencen er proportionelle i forhold til de opgaver, som skal udføres.

Disse principper sikrer en vis fleksibilitet, som gør det muligt at tage hensyn til forskellige situationer og målsætninger i de forskellige medlemsstater og sektorer.

De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (sag T-106/95, FFSA, Sml. 1997) har fastslået, at den kompensation, der ydes af staten til en virksomhed i forbindelse med opfølgning af en forsyningspligt, udgør statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Det skal dog præciseres, at al støtte omfattes af konkurrencereglerne, såfremt den vedrører en økonomisk aktivitet og påvirker handelen mellem medlemsstaterne. Det er imidlertid sjældent, at en forsyningspligtydelse opfylder begge disse betingelser.

En kompensation kan dog anses for at være forenelig med fællesskabsbestemmelserne, hvis den opfylder følgende betingelser:

  • artikel 86, hvorefter konkurrencereglerne finder anvendelse i det omfang, anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet de virksomheder, som har fået overdraget at udføre dem
  • artikel 87, stk. 2 og 3, hvorefter støtte af social karakter, støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer, støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller visse regioner samt støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven er af særlig interesse og således forenelig med fællesmarkedet
  • artikel 73 vedrørende støtte til landtransport.

I meddelelsen fra september 2001 opfordres Kommissionen til at udarbejde en liste over forsyningspligtydelser, som er af ikke-økonomisk art.

Procedure

For at en kompensation kan opfylde de vilkår, som kræves for at blive betragtet som støtte, skal den i princippet anmeldes, før den bevilges. En undtagelse herfra er "de minimis"-støtte samt støtte, der ydes efter bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 om medlemsstaternes fremgangsmåde med hensyn til de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser inden for sektoren for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje.

Forsyningspligtydelser: Berørte sektorer

På Det Europæiske Råds møde i Lissabon i marts 2000 erkendte stats- og regeringscheferne forsyningspligtydelsernes nøglerolle og anmodede også om en fremskyndelse af liberaliseringen inden for gas-, elektricitets-, transport- og postsektoren.

Visse almene tjenesteudbud af europæisk karakter såsom lufttransportsektoren, telekommunikationssektoren og postsektoren har allerede givet anledning til en fællesskabsforanstaltning, som skal føre til liberalisering af de pågældende sektorer:

  • Telekommunikation: I henhold til EU's definition af alment tjenesteudbud skal brugerne på det faste offentlige telefonnet have adgang til internationale og nationale opkald samt til alarmtjenester. Definitionen dækker endvidere flere supplerende tjenester såsom nummerfortegnelsestjenester m.v. Den omfatter hverken mobiltelefoni eller bredbåndsadgang til internet. Siden det kommercielle tv-marked blev indført i 1980'erne er liberaliseringen inden for radio- og tv-sektoren blevet bekræftet af direktivet " fjernsyn uden grænser ".
  • Transport: Liberaliseringen af transport ad landevej blev indført i 1969 ved et system med fællesskabskvoter for international transport. Kvoterne blev afskaffet i 1998, mens adgangen til det internationale marked blev liberaliseret fra 1. juni 1992.
    På søtransportområdet fandt liberaliseringen af cabotagesejlads sted i 1993. De største fremskridt er dog sket inden for lufttransportsektoren, hvor liberaliseringen af markedet blev afsluttet den 1. juli 1998.
  • Energi: Elektricitets- og gassektoren har endnu ikke været åbne for konkurrence tilstrækkelig længe til, at der kan drages nogen konklusioner. Det var først fra og med 2000, at medlemsstaterne var forpligtet til at åbne 30 % henholdsvis 20 % af deres indenlandske efterspørgsel efter el og gas for konkurrence fra andre EU-lande.
  • Posttjenester: Europa-Parlamentet og Den Europæiske Unions Ministerråd har vedtaget et forslag om ændring af direktiv 97/67/EF for at liberalisere posttjenesterne til 2003 for breve op til 100 gram og frem til 2006 for breve over 50 gram.

Erfaringerne bekræfter, at det er muligt at forene overholdelsen af konkurrencereglerne og reglerne for det indre marked og samtidig bibeholde et højt niveau hvad angår levering af forsyningspligtydelser.

Andre EU-foranstaltninger til fordel for forsyningspligtydelser

Det kan være nyttigt at minde om, at andre EU-foranstaltninger har samme mål med beskyttelse af forbrugerne, nemlig

  • gennemførelsen af programmet for transeuropæiske net
  • initiativet for at skabe et europæisk område for forskning
  • handlingsplanen for forbrugerpolitik
  • handlingsplanen eEurope med titlen: Et informationssamfund for alle.

Der findes endvidere en horisontal lovgivning på forbrugerbeskyttelsesområdet, som finder anvendelse på forsyningspligtydelser, og som vedrører urimelige kontraktvilkår, fjernsalg osv.

Inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO) (ES) (EN) (FR), nærmere betegnet gennem den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser, har EU forpligtet sig til at opretholde sine forsyningspligtydelser.

4) GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

5) VIDEREFØRELSE AF ARBEJDET

Beretning fra Kommissionen om arbejdet med retningslinjerne for statsstøtte i forbindelse med tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. [KOM(2002) 636 endelig af 27.11.2002 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Da der endnu ikke foreligger tilstrækkelig retspraksis på området, mener Kommissionen, at mødet med eksperter fra medlemsstaterne, der efter planen skal finde sted den 18. december 2002, bør centreres om spørgsmål, der ikke direkte vedrører de juridiske aspekter af kompensationsproblematikken. Kommissionen foreslår derfor, at drøftelserne skal dreje sig om følgende fem områder:

  • definition af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og medlemsstaternes valgmuligheder
  • fællesskabsreglernes anvendelsesområde hvad statsstøtte angår
  • forholdet mellem medlemsstaterne og de virksomheder, der udbyder disse tjenester
  • betingelserne for udvælgelsen af virksomheder, der udbyder disse tjenester
  • finansiering af de offentlige tjenester.

Efter mødet den 18. december 2002 vil der blive afholdt endnu et møde, når Domstolens retspraksis er fastlagt.

Beretning fra Kommissionen vedrørende arbejdet med retningslinjerne for statsstøtte i forbindelse med forsyningspligtydelser. [KOM(2002) 0280 endelig af 5.6.2002 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
For at kunne indlede den første samrådsfase i løbet af 2002 (som beskrevet i rapporten fra 2001) sammenfattes den relevante retspraksis i nærværende beretning, og de seneste ændringer fremhæves. Førsteinstansretten fastslog i 1997 (sag T-106/95, FFSA, Sml. 1997), at den finansielle støtte, som medlemsstaterne yder til virksomheder med ansvar for leveringen af forsyningspligtydelser, udgør statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, anførte forstand. Til gengæld besluttede Domstolen i 2001 (sag C-53/00), at kompensationer for forsyningspligtydelser ikke skal anses for statsstøtte, hvis afgiftsfritagelsen ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for at levere forsyningspligtydelsen.
Hvis denne retspraksis bekræftes, kan den i rapporten fra 2001 skitserede toleddede fremgangsmåde ikke følges. Hvis dette bliver tilfældet, er Kommissionen dog af den opfattelse, at der bør udarbejdes en tekst om beregning af kompensationen samt vilkårene for udvælgelse af de virksomheder, der leverer de pågældende ydelser.
I afventning af Domstolens kommende domme, har Kommissionen til hensigt at afholde et første møde med deltagelse af nationale eksperter i løbet af efteråret 2002.

Rapport til Det Europæiske Råd i Laeken: Forsyningspligtydelser [KOM(2001) 598(01) af 17.10.2001 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Hensigten med nærværende rapport er at styrke retssikkerheden ved at præcisere, inden for hvilket område traktatens regler gælder i spørgsmål om det indre marked og konkurrence.
Efter mødet den 7. juni 2001 med repræsentanter for medlemsstaterne planlægger Kommissionen en gennemførelse i to etaper. I første etape påtænker Kommissionen i løbet af 2002 at indlede brede konsultationer for at fastlægge en fællesskabsramme for den statsstøtte, der ydes virksomheder med ansvar for levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som skulle kunne præcisere vilkårene for bevilling af støtteordninger. I anden etape vil Kommissionen vurdere de indhentede erfaringer med anvendelsen af disse rammebestemmelser og i givet fald afgøre, om det er nødvendigt med en forordning, som fritager visse former for støtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fra forpligtelsen til forhåndsanmeldelse. Med henblik på en eventuel vedtagelse af en sådan gruppefritagelsesordning bør Kommissionen i god tid fremsætte et ændringsforslag til forordning (EF) nr. 994/1998.
Hvad angår tjenesteydelser af almen interesse af ikke-økonomisk natur, som planlægges i meddelelsen, fremgår det, at definitionen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som defineret i EF-Domstolens faste retspraksis (dvs. "at enhver virksomhed, der består i at udbyde varer eller tjenesteydelser på markedet, en erhvervsmæssig virksomhed"), i praksis er meget kompliceret. Det foreslås i rapporten, at Kommissionen fremover tilføjer et afsnit om forsyningspligtydelser i sin årlige beretning om konkurrencepolitikken, hvori det beskrives, hvordan konkurrencereglerne anvendes på disse tjenesteydelser. Kommissionen opfordres endvidere til i sit statsstøtteregister at identificere sager om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.
Medlemsstaterne har godt nok frihed til at vælge, hvordan tjenesterne skal organiseres, og de kan også beslutte selv at tilbyde almennyttige tjenester, direkte eller indirekte, men de skal følge reglerne, når de beslutter, hvem forsyningspligtydelserne skal overdrages. I rapporten opfordres Kommissionen til at undersøge supplerende foranstaltninger med henblik på yderligere at præcisere, hvilke fællesskabsregler der skal anvendes ved udvælgelsen af udbydere af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.
For at sikre et højt niveau for disse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse kræver Rådet mere systematiske evalueringer fra de nationale, regionale og lokale myndigheders side. Kommissionen opfordres også til at udarbejde sektorrapporter og indføre en horisontal og komparativ procedure til evaluering af, hvor effektiv gennemførelsen har været i de enkelte medlemsstater.
Det understreges endvidere i rapporten, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse nu betragtes som en grundlæggende rettighed i Den Europæiske Union i henhold til artikel 36 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 08.02.2003
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top