RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Retningslinjer for vertikale begrænsninger

Arkiv

1) MÅL

Hjælpe virksomhederne med i de enkelte sager at vurdere foreneligheden af aftaler med konkurrencereglerne ved at opstille et analysegrundlag for vertikale begrænsninger.

2) DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 13. oktober 2000: Retningslinjer for vertikale begrænsninger [KOM(2000/C 291/01). De Europæiske Fællesskabers Tidende C 291 af 13.10.2000].

3) RESUMÉ

DEFINITION AF VERTIKALE BEGRÆNSNINGER

Vertikale begrænsninger er aftaler eller samordnet praksis mellem to eller flere virksomheder. Hver virksomhed, der er del i aftalen, opererer på forskellige økonomiske stadier, i leveringsleddet, i indkøb af varer med henblik på videresalg eller forarbejdning eller i afsætningen af tjenesteydelser. Aftalen bestemmer vilkårene for parternes køb, salg eller videresalg af en række varer eller tjenesteydelser. I retningslinjerne fastsættes principperne for vurdering af vertikale aftaler for at klargøre, hvorvidt de påvirker samhandelen mellem medlemsstater.

ANVENDELSESOMRÅDE

Retningslinjerne indeholder de vertikale aftaler som generelt falder under artikel 81, stk. 1: aftaler af ringe betydning, aftaler mellem små og mellemstore virksomheder og agentaftaler.

GENERELT ANALYSEGRUNDLAG FOR DE ENKELTE SAGER

Retningslinjerne for vertikale begrænsninger beskriver ligeledes det generelle analysegrundlag og Kommissionens politik på området.

Analyse af en vertikal begrænsnings virkninger på markedet

De negative virkninger på markedet, som kan følge af vertikale begrænsninger, og som Fællesskabets konkurrenceret tager sigte på at forhindre, består i:

  • afskærmning af markedet for andre leverandører eller kunder gennem en forhøjelse af adgangsbarrierer
  • reduktion af intrabrand-konkurrencen mellem virksomhederne på markedet
  • reduktion af intrabrand-konkurrencen mellem forhandlere
  • begrænsninger i forbrugernes frie adgang til at købe varer og tjenester i en medlemsstat.

Vertikale begrænsninger har imidlertid ofte positive virkninger, fordi de især fremmer konkurrencen på andet end prisen og forbedrer tjenesternes kvalitet. Visse vertikale begrænsninger kan derfor være berettiget i et begrænset tidsrum, når:

  • en forhandler kører frihjul på en anden forhandlers salgsfremmende indsats
  • en producent ønsker at komme ind på et nyt geografisk marked, f.eks. ved at eksportere til et andet land for første gang. Det kan betyde, at forhandleren skal foretage særlige "førstegangsinvesteringer" for at få mærket etableret på markedet
  • nogle detailforhandlere i visse sektorer får ry for udelukkende at lagerføre "kvalitetsvarer"
  • enten leverandøren eller køberen må foretage kundespecifikke investeringer, f.eks. i specialudstyr eller uddannelse
  • knowhow, når først den er overført, ikke kan tilbageføres, og den, der har overført den, måske ikke ønsker, at den udnyttes af eller til gavn for hans konkurrenter
  • producenten kan have interesse i at koncentrere videresalget af sine produkter på et begrænset antal forhandlere for at kunne udnytte stordriftsfordele og dermed fastsætte en lavere detailpris på sine produkter
  • de normale långivere (banker, kapitalmarkeder) tilvejebringer kapital suboptimalt, fordi de har ufuldstændig information om kvaliteten af låntageren, eller når der er utilstrækkeligt grundlag til sikring af lånet
  • en producent øger salget ved at pålægge forhandlerne at sikre en vis ensartethed og kvalitetsstandardisering. Herved kan skabes et godt mærkeomdømme og produktets tiltrækningskraft hos forbrugerne kan dermed øges. Dette kan f.eks. være tilfældet inden for selektiv distribution og franchising.

Analysemetode for en vertikal begrænsning

Vurderingen af en vertikal begrænsning omfatter generelt følgende fire faser:

  • de deltagende virksomheder skal afgrænse det relevante marked for at fastlægge leverandørens eller køberens markedsandel, afhængigt af hvilken aftale, der er tale om. I beregningen af markedsandelen indgår såvel det relevante produktmarked (omfatter alle de produkter eller tjenester, som forbrugeren anser for indbyrdes substituerbare) som det relevante geografiske marked (omfatter det område, hvor de deltagende virksomheder leverer og efterspørger de pågældende produkter eller tjenester).
  • hvis den relevante markedsandel ikke overstiger tærsklen på 30 %, falder den vertikale aftale ind under gruppefritagelsesforordningen med forbehold af de i forordning nr. 2790/1999 fastsatte betingelser
  • hvis den relevante markedsandel ligger over tærsklen på 30 %, må der tages stilling til, om den vertikale aftale fordrejer konkurrencen. Til dette må følgende faktorer tages i betragtning: leverandørens, konkurrenternes og købers markedsstillinger, adgangsbarrierer, produktets art osv.
  • falder den vertikale aftale ind under bestemmelsen, må det undersøges, om den opfylder betingelserne for fritagelse. I så fald skal den vertikale aftale bidrage til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller tjenesterne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling og sikre forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved. Derimod må den vertikale aftale ikke pålægge de pågældende virksomheder begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål, og fjerne konkurrencen.

De mest almindelige vertikale begrænsninger

De mest almindelige vertikale begrænsninger er følgende:

  • Mærkeeksklusivitet

Når en aftaleklausul indebærer, at køberen forpligtes eller tilskyndes til at dække praktisk talt hele sit behov på et bestemt marked ved køb hos en enkelt leverandør, er der tale om mærkeeksklusivitet. Det betyder ikke, at køberen kun kan købe direkte hos leverandøren, men at køberen ikke må købe, videresælge eller anvende konkurrerende varer eller tjenester. De eventuelle konkurrencemæssige risici er afskærmning af markedet for konkurrerende og potentielle leverandører, samordning på leverandørniveau i tilfælde af kumulativ anvendelse, og hvis køberen er en detailhandler, der sælger til endelige forbrugere, manglende interbrand-konkurrence i den enkelte butik.

  • Eneforhandling

Ved eneforhandlingsaftaler accepterer leverandøren at sælge sine produkter til kun én forhandler med henblik på videresalg i et bestemt område. Samtidig begrænses normalt forhandlerens mulighed for aktivt salg i andre eneforhandlingsområder. De eventuelle konkurrencemæssige risici består hovedsagelig i nedsat intrabrand-konkurrence og markedsopdeling, der kan lette især prisdiskriminering. Når de fleste eller alle leverandører anvender eneforhandling, kan det lette samordning både på leverandør- og forhandlerniveau.

  • Eksklusiv kundetildeling

I en aftale om eksklusiv kundetildeling accepterer leverandøren at sælge sine produkter til kun én forhandler med henblik på videresalg til en bestemt kundegruppe. Samtidig er forhandleren normalt pålagt begrænsninger med hensyn til aktivt salg til andre eksklusivt tildelte kundegrupper. De eventuelle konkurrencemæssige risici består hovedsagelig i nedsat intrabrand-konkurrence og markedsopdeling, der kan lette især prisdiskriminering. Når de fleste eller alle leverandører anvender eksklusiv kundetildeling, kan det fremme samordning på såvel leverandør- som forhandlerniveau.

  • Selektiv distribution

Ligesom eneforhandlingsaftaler begrænser selektive distributionsaftaler dels antallet af anerkendte forhandlere, dels mulighederne for videresalg. Forskellen i forhold til eneforhandlingsaftaler består i, at begrænsningen af antallet af forhandlere ikke sker ud fra antallet af områder, men derimod ud fra udvælgelseskriterier, der i første række er knyttet til produktets art. En anden forskel består i, at begrænsningen med hensyn til videresalg ikke er en begrænsning i det aktive salg til et område, men en begrænsning i salget til forhandlere, der ikke er godkendt, således at der kun må sælges til godkendte forhandlere og de endelige forbrugere. Selektiv distribution anvendes næsten altid til distribution af færdige mærkeprodukter. De mulige konkurrencerisici består i en reduktion af intrabrand-konkurrencen og, især når kumulative virkninger spiller ind, udelukkelse af bestemte typer forhandlere og lettere adgang til samordning mellem leverandører eller købere.

  • Franchising

Franchiseaftaler indeholder licenser til intellektuelle ejendomsrettigheder navnlig vedrørende varemærker eller logoer og knowhow med henblik på brug og distribution af varer eller tjenester. Ud over licensen til IE yder franchisegiver normalt franchisetageren kommerciel eller teknisk bistand i aftalens løbetid. Licensen og bistanden udgør en integrerende bestanddel af den forretningsmetode, der er omfattet af franchisen. Franchisetageren betaler normalt franchisegiveren en franchiseafgift for brugen af den pågældende forretningsmetode. Franchising kan sætte franchisegiveren i stand til med begrænsede investeringer at etablere et ensartet distributionsnet vedrørende dennes produkter.

Ses fra et konkurrencesynspunkt indeholder forretningsmetoden og franchiseaftalerne normalt en kombination af forskellige vertikale begrænsninger vedrørende det forhandlede produkt, navnlig selektiv distribution og/eller konkurrenceklausuler og/eller eneforhandling eller mindre specifikke former deraf.

  • Eksklusiv levering

Eksklusiv levering betyder, at der kun er én køber inden for Fællesskabet, til hvem leverandøren kan sælge et bestemt færdigprodukt. For mellemprodukter eller -tjenester indebærer eksklusiv levering, at der kun er én køber inden for Fællesskabet, eller at der kun er én køber inden for Fællesskabet til et bestemt anvendelsesformål. For mellemprodukter eller -tjenester er eksklusiv levering ofte benævnt industrileverancer. Den vigtigste konkurrencemæssige risiko ved eksklusiv levering er afskærmningen for andre købere.

  • Kombinationsklausuler

Kombinationsklausuler går ud på, at leverandøren gør salget af et produkt betinget af, at køberen samtidig aftager et andet, separat produkt fra leverandøren eller en af denne udpeget person. Det første produkt betegnes som det "primære", det andet som det "sekundære". Hvis kombinationsklausulen ikke er objektivt begrundet i produkternes art eller i handelssædvane, kan der være tale om misbrug af dominerende stilling. Set fra et konkurrencesynspunkt kan sådanne aftaler, når der er tale om at gøre salget af et produkt betinget af, at der samtidig aftages et andet, separat produkt, være i strid med konkurrencereglerne.

  • Vejledende og maksimale videresalgspriser

Denne praksis består i krav om, at forhandleren skal anvende en vejledende eller maksimal videresalgspris. De konkurrencerisici, der kan være forbundet med maksimale og vejledende priser, er for det første, at de fleste, måske alle forhandlere vil fokusere på den maksimale eller vejledende pris, og for det andet at sådanne priser kan lette en samordning mellem leverandørerne.

4) GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

5) VIDEREFØRELSE AF ARBEJDET

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 21.02.2007
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top