RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Fiskerikapacitets- og fiskeriindsatsindikatorer

Med denne meddelelse indledes en debat om, hvordan fiskerikapacitets- og fiskeriindsatsindikatorer inden for den fælles fiskeripolitik kan forbedres. Som det er nu, måles kapacitet som fartøjets tonnage og maskineffekt, mens fiskeriindsat udtrykkes ved produktet af fiskerikapacitet og fiskeriaktivitet, hvor sidstnævnte udtrykkes i antal havdage. Kommissionen er ved at undersøge alternative indikatorer såsom de anvendte fiskeredskabers type eller størrelse, og den foreslår en handlingsplan for udvikling af denne strategi.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 5. februar 2007 om bedre fiskerikapacitets- og fiskeriindsatsindikatorer inden for den fælles fiskeripolitik [KOM(2007) 39 endelig – Ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Kommissionen indleder en debat om, hvordan man bedst måler fiskerikapacitet * og fiskeriindsats *. Disse tekniske spørgsmål spiller en altafgørende rolle i den fælles fiskeripolitik.

Med reformen af den fælles fiskeripolitik blev der indført en ordning, der gik ud på at begrænse fiskerikapaciteten i EU for i højere grad at tilpasse den til de disponible ressourcer. Den fælles fiskeripolitik indeholder også foranstaltninger, der skal skabe ligevægt mellem fiskeriindsats og fiskeressourcer.

For at opnå en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne er det en absolut forudsætning, at der anvendes fælles indikatorer, for uden sådanne indikatorer er det umuligt at måle fiskeriindsatsen for en EU-flåde på i alt 88 000 fartøjer.

Fiskerikapacitet

Fiskerikapacitet kan kvantificeres på basis af to typer hovedindikatorer:

  • fartøjskarakteristika.
  • fiskeredskabskarakteristika.

I den fælles fiskeripolitik er fiskerikapacitet hidtil blevet beregnet på basis af fartøjskarakteristika. De indikatorer, der anvendes for øjeblikket, er fartøjets tonnage, som angiver et fartøjs rumvolumen, og maskineffekt.

Der er også andre fiskerikapacitetsindikatorer baseret på fartøjskarakteristika (fx lastrumsvolumen og frysekapacitet og, for trawlere, pullerttræk), men disse tilfører intet ekstra i forhold til de to basisindikatorer.

Tonnage og maskineffekt er ikke de eneste indikatorer, idet man kan betragte fiskeredskabskarakteristika som alternative fiskerikapacitetsindikatorer. For at kunne måle fiskerikapacitet ud fra fiskeredskaber bør fiskeredskaberne inddeles i to grupper. Den første gruppe omfatter redskaber, der forbliver fastgjort til fartøjet, såsom:

  • trawl, hvis fiskerikapacitet beregnes ud fra trawlhastighed og trawlåbningens størrelse (areal).
  • langliner, hvis fiskerikapacitet kan kvantificeres ud fra antallet af kroge eller linelængden.
  • vod/noter, hvis fiskerikapacitet kvantificeres ud fra nettets samlede længde, idet nethøjden afhænger af, hvilken art der fiskes efter.

Den anden gruppe omfatter fiskeredskaber, der ikke er fastgjort til fartøjet, såsom:

  • tejner, hvis fiskerikapacitet kan måles ud fra antal og størrelse.
  • hildingsgarn og toggergarn, hvis fiskerikapacitet afhænger direkte af garnenes størrelse.

Begrænsninger og ulemper

Kommissionen er tilfreds med den fælles tonnagedefinition, der gælder for alle fartøjer i alle medlemsstater og dermed eliminerer tidligere manglende kohærens.

Med hensyn til måling og certificering af fartøjernes maskineffekt derimod påpeger Kommissionen begrænsningerne ved den nuværende ordning. Maskiner kan være certificeret med en effekt, der ligger langt under den maksimale effekt, og dette er meget vanskeligt at kontrollere.

Fiskerfartøjer benytter sig også af hjælpemaskiner. Ved at øge hjælpemaskineffekten er det muligt at fiske med større net og på større dybder. Kommissionen ønsker at integrere hjælpemaskineffekten i definitionen af kapacitet.

Fiskeriindsats

Fiskeriindsats defineres som produktet af fiskerikapacitet og fiskeriaktivitet, hvor sidstnævnte beregnes på basis af den tid, som et fartøj har befundet sig i et specifikt fiskeriområde.

Kommissionen præciserer, at den faktiske fisketid (sættetiden), dvs. den tid, hvor fiskeredskabet er i vandet, ville være en bedre indikator til måling af fiskeriaktiviteten, selv om det er vanskeligt reelt at kontrollere sættetiden for fiskeredskaber (garn, tejner osv.), der ikke er fastgjort til et fartøj.

Kommissionen understreger den væsentlige rolle, som logbogen spiller for kontrol af fiskerfartøjers aktivitet. Fartøjsovervågningssystemet (FOS) og den elektroniske logbogs indførelse gør det muligt nøjagtigt at kontrollere aktiviteten.

Handlingsplan

På grund af de begrænsninger, der er ved indikatorer baseret på fartøjskarakteristika, foreslår Kommissionen følgende:

  • at konsolidere de bestemmelser for måling af tonnage, der for øjeblikket findes i Rådets forordning (EØF) nr. 2930/86.
  • at fortsætte samrådet med motorfabrikanter og klassifikationsselskaber for at finde den teknisk bedste løsning på certificering af maskineffekt med efterfølgende drøftelser med medlemsstaternes eksperter. Kommissionen vil så på dette grundlag foreslå nye bestemmelser for maskineffekt.

Med hensyn til anvendelse af fiskeredskabskarakteristika som indikatorer kan Kommissionen træffe foranstaltninger på basis af:

  • samråd med medlemsstater, aktører og videnskabsfolk i 2007 om dette spørgsmål.
  • casestudier med henblik på at indsamle oplysninger fra medlemsstaterne om, hvilke begrænsninger de har indført med hensyn til fiskeredskabstype og -størrelse på nationalt, regionalt og lokalt plan.
  • eventuelle pilotforsøg i 2008 for visse udvalgte fiskerier for at forvalte sådanne fiskerier på basis af de indikatorer, der foreslås i meddelelsen.
Dokumentets nøglebegreber
  • Fiskerikapacitet: et fartøjs eller en fartøjsgruppes kapacitet til at fange fisk.
  • Fiskeriindsats: i EU-retten defineres et fartøjs (eller en flådes) fiskeriindsats som produktet af et fartøjs eller en flådes kapacitet, udtrykt i tonnage og maskineffekt, og aktivitet. Kapaciteten repræsenterer maskineffekten og aktiviteten repræsenterer det tidsrum, hvor der gøres brug af denne maskineffekt.
Seneste ajourføring: 18.10.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top