RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar (”Bruxelles II”)

Den Europæiske Union (EU) har samlet bestemmelserne om skilsmisse og forældreansvar i et retligt instrument for at lette arbejdet for dommere og aktører inden for retsvæsenet og opstille regler for samværsretten over grænserne. Forordningen er også et vigtigt skridt i bekæmpelsen af bortførelser af børn.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Formålet med denne forordning er at samle bestemmelserne om skilsmisse og forældreansvar * i et instrument, bl.a. vedrørende aspekter som automatisk anerkendelse af afgørelser om samværsret *, der indgik i et initiativ fremsat af Frankrig i 2000. Denne forordning erstatter forordning (EF) nr. 1347/2000.

En prioritet: barnets ret

Den Europæiske Union (EU) finder det af afgørende betydning at sikre børns ret til at have regelmæssig kontakt med begge forældre. I den henseende skal børn have mulighed for at blive hørt om alle spørgsmål vedrørende forældreansvar under hensyntagen til barnets alder og modenhed.

Anvendelsesområde, definitioner og kompetence

Forordningen vedrører de civilretlige procedurer i forbindelse med skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab samt alle spørgsmål om forældreansvar. Forældreansvar er alle de rettigheder og pligter, der vedrører barnets person eller formue. For at sikre ligebehandling af alle børn dækker forordningen alle afgørelser vedrørende forældreansvar, herunder foranstaltninger til beskyttelse af et barn, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag.

Forordningen vedrører ikke civilretlige procedurer vedrørende underholdspligt, der henhører under forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Følgende områder falder heller ikke ind under forordningens anvendelsesområde:

  • fastlæggelse eller bestridelse af forældre-barn-forhold
  • afgørelser om adoption, adoptionsforberedende foranstaltninger, omstødelse af adoption eller ophævelse af adoptionsforhold
  • barnets for- og efternavne
  • myndighed
  • truster og arv
  • foranstaltninger, der er truffet som følge af strafbare handlinger begået af børn.

Forordningen indfører et fuldstændigt regelsæt vedrørende kompetence. Hvad angår skilsmisse, gengiver forordningen kompetencereglerne i forordning (EF) nr. 1347/2000.

For så vidt angår forældreansvar, ligger kompetencen generelt hos domstolene i det EU-land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted. Der kan dog være undtagelser fra denne regel. Hvis barnets opholdssted ændres lovligt (flytning), kan domstolene i det EU-land, hvor barnet tidligere havde sit faste opholdssted, og som allerede har truffet en afgørelse om forældreansvar, under visse omstændigheder fortsat være kompetente. Desuden kan forældrene vælge at acceptere, at den domstol, der har truffet afgørelse om skilsmissen, også er kompetent til at træffe afgørelse om spørgsmålene vedrørende forældreansvar. Forældrene kan ligeledes, på visse betingelser, aftale, at en sag skal indbringes for domstolene i et EU-land, som barnet har en væsentlig tilknytning til, f.eks. på grund af barnets nationalitet.

Hvis det ikke kan fastslås, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, er det domstolene i det EU-land, hvor barnet opholder sig, der er kompetente. Denne bestemmelse finder bl.a. anvendelse på flygtningebørn og børn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land. I det tilfælde, hvor det ikke på grundlag af forordningens bestemmelser er muligt at fastslå, hvilken domstol, der er kompetent, kan spørgsmålet om kompetence afgøres efter det enkelte EU-lands egen lovgivning. Endelig er det under særlige omstændigheder muligt at indbringe sagen for en domstol, der er bedre egnet til at behandle sagen, hvis dette varetager barnets tarv.

Det tilfalder domstolene automatisk at kontrollere, om de er kompetente i henhold til denne forordning. Hvis en domstol i et EU-land forelægges en sag, som den ikke er kompetent til at træffe afgørelse i, skal den af egen drift erklære sig inhabil. Hvis der anlægges sag mod en person, der har sit sædvanlige opholdssted i et andet EU-land, påhviler det domstolene at kontrollere, om sagsøgte har modtaget det indledende processkrift i så god tid, at vedkommende har kunnet forberede sit forsvar. Desuden har domstolene mulighed for i hastetilfælde at træffe retssikrende foranstaltninger vedrørende personer og ejendom.

Regler vedrørende børnebortførelser

Forslaget indeholder også regler vedrørende børnebortførelser (ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse *). Disse regler har til formål at forebygge børnebortførelser inden for EU.

Hvis et barn bortføres, har indehaveren af forældremyndigheden * ret til at indgive en begæring til en central myndighed om tilbagegivelse af barnet.

Ifølge den generelle kompetenceregel er det domstolene i det EU-land, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted inden bortførelsen, der er kompetente efter bortførelsen, indtil barnet får et fast opholdssted i et andet EU-land (med tilladelse fra personer, der har forældreansvaret, og efter mindst et år med fast ophold).

Den berørte ret skal træffe afgørelse senest seks uger efter sagens forelæggelse. Barnet høres under proceduren, medmindre en høring findes uhensigtsmæssig under hensyntagen til barnets alder eller modenhedsgrad. En ret kan ikke afslå at tilbagegive et barn, medmindre den person, der har anmodet om tilbagegivelse af barnet, har haft mulighed for at blive hørt.

Domstolene i det EU-land, hvortil barnet er bortført, kan kun afvise at tilbagegive et barn, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade (artikel 13, litra (b), i Haagerkonventionen fra 1980). Dog skal retten træffe afgørelse om tilbagegivelse af barnet, hvis det godtgøres, at der er truffet passende foranstaltninger til at sikre beskyttelsen af barnet efter dets tilbagegivelse.

Har en ret bestemt, at et barn ikke skal tilbagegives, fremsender den straks retsafgørelsen samt de relevante dokumenter til den kompetente ret i det EU-land, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse. Denne ret har det sidste ord, når det drejer sig om at afgøre, om barnet skal tilbagegives eller ej. Retten skal give barnet og parterne mulighed for at blive hørt og ligeledes tage højde for de grunde og bevismidler, på basis af hvilke den første afgørelse om tilbageholdelse blev truffet. Retsafgørelser om tilbagegivelse af et barn, der er attesteret i domsstaten, skal anerkendes og være eksigible i alle andre EU-lande, uden at der kræves nogen yderligere procedure (fjernelse af exequatur). Dommen kan ikke bestrides, forudsat at domsstaten har udstedt en attest (bilag IV).

Anerkendelse og fuldbyrdelse

Reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse er en gentagelse af reglerne i forordning (EF) nr. 1347/2000 på området.

Forordningen sikrer en automatisk anerkendelse af enhver afgørelse uden nogen mellemliggende procedure og begrænser grundene til ikke-anerkendelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager om forældreansvar til følgende tilfælde:

  • anerkendelsen er i klar modstrid med grundlæggende retsprincipper
  • det indledende processkrift er ikke forkyndt i tide til, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser
  • anerkendelsen er uforenelig med en anden afgørelse.

For så vidt angår afgørelser om forældreansvar er der to yderligere grunde til ikke-anerkendelse:

  • barnet har ikke haft mulighed for at blive hørt
  • en person, der gør gældende, at afgørelsen krænker vedkommendes forældreansvar, har ikke haft mulighed for at blive hørt.

En afgørelse om udøvelse af forældreansvar vil kunne erklæres eksigibel i et andet EU-land på anmodning af en interesseret part (og i de forskellige dele af Det Forenede Kongerige efter at være blevet registreret med henblik på fuldbyrdelse). Den afgørelse, der træffes om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres.

Hvad angår afgørelser i ægteskabssager og afgørelser om forældreansvar, vil enhver interesseret part kunne anmode den kompetente domstol om at udstede en attest, der udfærdiges på en standardformular, der findes som bilag til forordningen (bilag I og II).

Enhver afgørelse om samværsret og tilbagegivelse af et barn, som er truffet efter bestemmelserne i denne forordning, anerkendes og fuldbyrdes automatisk i alle EU-lande uden nogen yderligere procedurer (ophævelse af fuldbyrdelsesproceduren), forudsat at afgørelsen er ledsaget af en attest. En standardformular for attester vedrørende samværsret og tilbagegivelse af et barn findes som bilag til forordningen (bilag III og IV).

Den attest, der udstedes for at lette fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, kan ikke appelleres. Attesten kan imidlertid gøres til genstand for berigtigelse, hvis den ikke korrekt afspejler retsafgørelsen.

Fuldbyrdelsesproceduren er undergivet den nationale lovgivning i fuldbyrdelses-EU-landet.

Der skal ligeledes sondres mellem den afgørelse, der fastslår samværsretten og den, der fastslår udøvelsen af denne ret. Dommeren i fuldbyrdelses-EU-landet kan fastlægge de nærmere vilkår for udøvelse af samværsretten, hvis retten i det EU-land, der har truffet afgørelsen om samvær, ikke har fastsat de nærmere vilkår. Ved fastsættelsen af de nærmere vilkår, skal retten imidlertid tage højde for de væsentligste elementer i afgørelsen.

Samarbejde mellem de centrale myndigheder

Hvert EU-land udpeger en eller flere centrale myndigheder, som pålægges en række opgaver, nemlig:

  • at fremme udvekslingen af oplysninger om nationale lovgivninger og procedurer
  • at fremme kommunikationen mellem de berørte retter
  • at yde bistand til de personer, der har forældreansvaret, i forbindelse med en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse
  • at fremme løsningen af konflikter mellem indehaverne af forældreansvaret gennem alternative midler, såsom mægling.

Til dette formål vil de centrale myndigheder mødes regelmæssigt inden for rammerne af det europæiske retlige netværk for civil- og handelssager.

En indehaver af forældreansvar kan indgive en anmodning om gratis bistand til den centrale myndighed i det EU-land, hvor vedkommende eller barnet har sit sædvanlige opholdssted.

Forordningen erstatter generelt de eksisterende aftaler, der er indgået mellem to eller flere EU-lande, og som vedrører de sagsområder, der er omfattet af forordningen. Desuden har forordningen forrang frem for visse multilaterale konventioner mellem EU-landene, i det omfang de vedrører de sagsområder, der er omfattet af forordningen, dvs. Haagerkonventionen af 1961 (lovgivning vedrørende beskyttelse af mindreårige), Luxembourg-konventionen af 1967 (anerkendelse af afgørelser om ægteskabs gyldighed), Haagerkonventionen af 1970 (anerkendelse af skilsmisser), den europæiske konvention af 1980 (forældreansvar) og Haagerkonventionen af 1980 (civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser).

Hvad angår forholdet til Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, finder forordningen anvendelse, hvis det pågældende barn har sit sædvanlige opholdssted på et EU-lands område. Reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse finder anvendelse på en retsafgørelse truffet af en kompetent ret i et EU-land, selv om det berørte barn har sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland, som er kontraherende part i nævnte konvention.

Særlige bestemmelser finder i øvrigt anvendelse for så vidt angår:

  • Finlands og Sveriges forbindelser med Danmark, Island og Norge vedrørende anvendelsen af den nordiske ægteskabskonvention af 6. februar 1931
  • forbindelserne mellem Pavestolen og Portugal, Italien, Spanien og Malta.

Afsluttende bestemmelser

Et udvalg bestående af repræsentanter for EU-landene vil bistå Kommissionen i forbindelse med forordningens gennemførelse.

Senest den 1. januar 2012 og derefter hvert femte år forelægger Kommissionen på grundlag af oplysninger, som fremsendes af EU-landene, Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning, om nødvendigt ledsaget af forslag om tilpasning.

Det Forenede Kongerige og Irland anvender forordningen. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af denne forordning, som derfor ikke finder anvendelse i Danmark.

Forordningen træder i kraft den 1. august 2004 og finder anvendelse fra den 1. marts 2005 (artikel 67-70 er gældende fra 1. august 2004).

Kontekst

Det Europæiske Råd i Tammerfors fastslog, at EU-landene er fast besluttet på at øge den gensidige anerkendelse af retsafgørelser, bl.a. på det civilretlige område (punkt 34 i konklusionerne). Den automatiske anerkendelse af afgørelserne skal som et første skridt ske inden for begrænsede områder, såsom familieret, og nærmere bestemt inden for områderne underholdspligt og samværsret.

I overensstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors:

  • vedtog Rådet i maj 2000 forordning(EF) nr. 1347/2000, kaldet Bruxelles-II
  • forelagde Frankrig i juli 2000 et initiativ vedrørende samværsretmed børn over grænserne
  • forelagde Kommissionen i september 2001 et forslag vedrørende forældreansvar.

Bestemmelserne i Kommissionens forslag af 20. september 2001 er medtaget i nærværende forslag, og forslaget af 20. september 2001 blev derfor formelt trukket tilbage den 6. juni 2002. Det samme gælder Frankrigs initiativ fra juli 2000.

Dokumentets nøglebegreber
  • Forældreansvar: alle de rettigheder og pligter vedrørende barnets person eller formue, som er tilkendt en fysisk eller juridisk person ved en retsafgørelse, eller som en sådan person har som følge af loven eller en gyldig aftale. Betegnelsen omfatter navnlig forældremyndighed og samværsret.
  • Forældremyndighed: rettigheder og pligter vedrørende omsorgen for et barns person og særlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo.
  • Samværsret: navnlig retten til at bringe barnet til et andet sted end dets sædvanlige opholdssted for et begrænset tidsrum.
  • Ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn: bortførelse, krænkelse af en forældremyndighed, som er tilkendt ved en retsafgørelse, eller som består som følge af loven eller en aftale, der er gyldig i henhold til lovgivningen i det EU-land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 2201/2003

1.8.2004

-

EUT L 338 af 23.12.2003

Ændringsretsakt(er)IkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 2116/2004

3.1.2005

-

EUT L 367 af 14.12.2004

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation [Den Europæiske Unions Tidende L 343 af 29.12.2010].

Rådets afgørelse 2010/405/EU af 12. juli 2010 om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation [Den Europæiske Unions Tidende L 189 af 22.7.2010].
I 2008 blev det tydeligt, at der ikke var enstemmighed med hensyn til at gå videre med forslaget fra 2006 om ændring af forordning 22001/2003 (herunder). Efterfølgende har et antal EU-lande udtrykt deres hensigt om at indføre et forstærket samarbejde om lovvalg i ægteskabssager. Denne afgørelse bemyndiger landene til at indgå i et sådant indbyrdes samarbejde. De øvrige EU-lande kan til enhver tid slutte sig til samarbejdet.
Det forstærkede samarbejde om lovvalg ved skilsmisse og separation skal skabe klare og fuldstændige retlige rammer i grænseoverskridende sager for de deltagende EU-lande. Samtidig skal det sikre borgerne øget retssikkerhed, forudsigelighed og fleksibilitet. Det forstærkede samarbejde bygger på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og sikrer, at de deltagende landes regler om lovkonflikt er forenelige med hinanden.

Forslag til Rådets forordning af 17. juli 2006 om ændring af forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår kompetence og om indførelse af lovvalgsregler i ægteskabssager [KOM(2006) 399 endelig – ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
I betragtning af det stigende antal ”internationale” ægteskaber og skilsmisser vil Europa-Kommissionen skabe klare og udtømmende retlige rammer for ægteskabssager i relation til retssikkerhed, retlig forudsigelighed, smidighed og domstolsadgang. I den henseende indføres der bl.a.:

  • harmoniserede lovvalgsregler vedrørende skilsmisse og separation, hvilket giver ægtefællerne mulighed for at vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på deres sag
  • en vis valgfrihed for parterne, der i et vist omfang kan aftale lovvalg og værneting i en skilsmisse- og separationssag.

Forslaget er en opfølgning på grønbogen om lovvalg og kompetence i skilsmissesager af 14. marts 2005.
Høringsprocedure (CNS/2006/0135)

Seneste ajourføring: 21.05.2012

Se endvidere

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top