RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Grønbog om problemerne for parter i grænseoverskridende tvister

Arkiv

1) MÅL

Redegørelse for hindringerne for effektiv adgang til retshjælp for europæiske borgere, der er indblandet i retsprocedurer i en anden medlemsstat end deres egen. Undersøgelse af, hvilke muligheder der er for en reform.

2) DOKUMENT

Kommissionens grønbog af 9. februar 2000: Retshjælp i civilsager: Problemerne for parter i grænseoverskridende tvister KOM (2000) 51 endelig - Endnu ikke offentliggjort].

3) RESUMÉ

En af følgerne af virksomheders og privatpersoners øgede udnyttelse af de traktatfæstede frihedsrettigheder (bl.a. fri bevægelighed for personer, frie varebevægelser og fri udveksling af tjenesteydelser) er, at det potentielle antal af grænseoverskridende tvister i Den Europæiske Union også øges.

Når en virksomhed eller en person trues med sagsanlæg, eller selv ønsker at anlægge sag i en anden medlemsstat, kan der blive behov for retshjælp, der går ud på:

  • at en advokat vederlagsfrit eller mod et beskedent salær rådgiver klienten eller repræsenterer denne i retten
  • at der bevilges hel eller delvis fritagelse for andre omkostninger, bl.a. retsafgifter
  • at der ydes direkte økonomisk bistand til dækning af sagsomkostningerne.

De EF-traktatfæstede frihedsrettigheder indebærer, at en borger skal kunne anlægge sag eller forsvare sig for domstolene i en medlemsstat på lige fod med statsborgerne i denne stat.

De grundlæggende forskelle, der for tiden findes mellem medlemstaternes retshjælpsordninger, er imidlertid til hinder for, at denne ret kan udøves.

En borger, der er indblandet i en tvist i en anden medlemsstat end hans egen, skal i visse tilfælde opfylde betingelser vedrørende indfødsret eller bopæl, inden han kan modtage retshjælp fra denne stat eller fra sin hjemstat. I andre tilfælde kan meromkostninger, der skyldes en grænseoverskridende tvist, hindre en effektiv adgang til en anden medlemsstats retssystem.

For at bøde på denne situation opfordrede Det Europæiske Råd på mødet i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 Kommissionen til at fremsætte forslag om vedtagelse af mindsteregler, der kan sikre et passende retshjælpsniveau i grænseoverskridende sager overalt i Unionen.

Grønbogen om retshjælp i civilsager er det første skridt mod gennemførelsen af denne målsætning.
Kommissionen analyserer heri hindringerne for effektiv adgang til retshjælp for borgere, der er indblandet i retssager i en anden medlemsstat, og den undersøger mulighederne for en reform. Den opfordrer de berørte parter til at bidrage til drøftelsen ved inden den 31. maj 2000 at fremsætte deres bemærkninger til grønbogens forskellige dele.

De hindringer, Kommissionen har kortlagt, er forbundet med:

  • personbaserede kriterier for adgang til retshjælp (spørgsmålet om, hvorvidt en person tilhører en kategori af retshjælpsberettigede personer eller ej)
  • materielle kriterier (spørgsmålet om, i hvor høj grad betingelserne i en medlemsstats lovgivning er opfyldt i et bestemt tilfælde)
  • meromkostninger som følge af, at tvisten er grænseoverskridende
  • de reelle vanskeligheder med at finde en advokat med de rette kvalifikationer
  • tekniske procedurer
  • information og uddannelse
  • reform af de nationale retshjælpsordninger.

Personbaserede kriterier for adgang til retshjælp

I almindelighed yder medlemsstaterne kun retshjælp i de sager, der føres på deres område. En borger, der er indblandet i en tvist i en anden medlemsstat end hans egen, vil således skulle henvende sig til den pågældende stat, hvis han ønsker at opnå retshjælp.

Flere medlemsstater knytter imidlertid visse betingelser vedrørende indfødsret, bopæl eller tilstedeværelse på deres område til ydelse af en sådan bistand. Ansøgeren kan således komme til at befinde sig i en situation, hvor han ikke har ret til retshjælp i sin hjemstat eller i værtsstaten.

Denne situation synes at være i modstrid med Domstolens retspraksis, ifølge hvilken enhver indehaver af en rettighed, der er anerkendt i fællesskabsretten (herunder aftagere af grænseoverskridende tjenester eller varer), har ret til at blive behandlet på lige fod med værtslandets statsborgere såvel med hensyn til den formelle søgsmålsret som med hensyn til de betingelser, hvorunder sådanne sager kan anlægges.
EF-traktatens artikel 12, der forbyder forskelsbehandling på grundlag nationalitet, er til hinder for, at udøvelse af denne ret gøres afhængig af, at ansøgeren har bopæl i det pågældende land eller rent fysisk er til stede der.

Ud over Domstolens domme findes der ingen klare retsakter, der nærmere omhandler, hvilke forpligtelser der påhviler medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 12.
Visse internationale eller regionale konventioner indeholder bestemmelser om retshjælp, men disses anvendelse er ikke tilstrækkelig klargjort (Den Europæiske Menneskerettighedskonvention) eller ikke sikret som følge af manglende ratifikation af de fleste medlemsstater (Haag-Konventionen fra 1989, der tager sigte på at lette den internationale domstolsadgang).

For at udfylde dette retlige tomrum mener Kommissionen, at det vil være nyttigt i retsakter, der er let tilgængelige for borgerne, at kodificere medlemsstaternes forpligtelse for at sikre EF-statsborgernes adgang til retshjælp. Forpligtelsen vil eventuelt kunne udvides til også at gælde for statsborgere fra tredjelande med fast bopæl i en medlemsstat.

Materielle kriterier

Tilhørsforhold til en kategori af retshjælpsberettigede personer (personbaserede kriterier) er ikke en tilstrækkelig betingelse for at opnå retshjælp i et andet medlemsland.

Ansøgeren skal ligeledes godtgøre, at han opfylder de materielle kriterier, dvs.:

  • at han opfylder de særlige betingelser, der er fastsat i den pågældende stats lovgivning, bl.a. med hensyn til hans økonomiske situation og de krav, der stilles til rimeligheden af den sag, hvortil der søges om retshjælp
  • at der ydes retshjælp til den slags sager, han er indblandet i.

De beløbsgrænser, visse medlemsstater anvender for at fastslå, om en ansøger har ret til at få retshjælp, tager ikke hensyn til forskellene i indkomstniveau i medlemsstaterne.
En ansøger, der er bosat i en medlemsstat, hvor leveomkostningerne er højere end i tvistlandet, kan således afskrækkes fra at anlægge en grænseoverskridende retssag af frygt for, at han ikke vil være berettiget til retshjælp i værtslandet.
Ifølge Kommissionen vil sådanne situationer, der afføder forskelsbehandling, kunne undgås ved på de økonomiske kriterier, der anvendes i tvistlandet, at anvende en vægtning, hvor der tages hensyn til forskellen i leveomkostninger i de pågældende to lande.

Et andet problem vedrører undersøgelsen af, om den sag, hvortil der ansøges om retshjælp, er rimelig. I de fleste medlemsstater grundes denne undersøgelse på kriterier, der indebærer et vidtgående subjektivt skøn.
Kommissionen slår til lyd for, at der bliver større gennemsigtighed i den henseende.

For så vidt angår det andet aspekt af de materielle kriterier - de betingelser, der er knyttet til, hvilken sag der ansøges om retshjælp til - bemærker Kommissionen, at visse medlemsstater udelukker bestemte domstole (såsom forvaltningsdomstole) eller bestemte sager (såsom injuriesager) fra retshjælp.

Meromkostninger som følge af, at tvisten er grænseoverskridende

Ansøgeren kan komme ud for adskillige meromkostninger netop som følge af, at tvisten er grænseoverskridende:

  • udgifter som følge af, at det er nødvendigt at henvende sig til to advokater
  • udgifter til oversættelse og tolkning
  • forskellige udgifter såsom rejseudgifter for klagere, vidner og advokater.

Det bør undgås, at disse meromkostninger bliver en hæmsko for domstolsadgangen.

De reelle vanskeligheder med at finde en advokat med de rette kvalifikationer

En part i en grænseoverskridende sag kan have vanskeligheder med i tvistlandet at finde en advokat, der kan forsvare hans sag for den behørige domstol, og som har erfaring på det pågældende område, samtidig med at han har kendskab til et sprog, klageren også forstår.

Oprettelse af en jurist-database vil ifølge Kommissionen kunne være en løsning.
Samtidig vil nationale advokater, der indgår i et sådant advokatnet kunne udpeges som kontaktpersoner for en eller flere andre medlemsstater.

Tekniske procedurer

Ud over de spørgsmål, der allerede er bragt på bane, kan de nødvendige tekniske procedurer, der skal anvendes for at ansøge om retshjælp i en anden medlemsstat, være til hinder for domstolsadgangen for parterne i grænseoverskridende tvister.

Selv om de fleste medlemsstater har ratificeret den europæiske aftale fra 1977 om formidling af ansøgninger om retshjælp (Strasbourg-aftalen), anvendes denne aftale forholdsvis lidt, som følge af at der i medlemsstaterne er utilstrækkeligt kendskab til såvel forekomsten af ret til retshjælp i udlandet som de i aftalen udarbejdede procedurer.

Der vil kunne tænkes to løsninger:

  • vedtagelse af en henstilling om, at alle medlemsstaterne ratificerer og gennemfører aftalen eller
  • vedtagelse på unionsplan af en ny retsakt om formidling af ansøgninger om retshjælp, hvor konventionen af 26. maj 1977 om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender benyttes som forbillede.

Information og uddannelse

Hidtil har information om rettigheder og fremgangsmåder på området for retshjælp været rettet mod de nationale myndigheder snarere end borgerne.

Siden begyndelsen af 2000 har netstedet "Dialog med Borgerne", der omfatter en vejledning "Sådan gør jeg mine rettigheder gældende i EU's indre marked" opfyldt behovet for oplysning om borgernes mulighed for at anmode om bistand, hvis de kommer ud for vanskeligheder under udøvelsen af deres ret.
Der findes også en håndbog om retshjælp og rådgivning i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde der blev udarbejdet i 1995, og som især er beregnet på advokater.

De nationale myndigheder bør opfordres til at lade disse to vejledninger finde vid udbredelse.
Indsatsen vil kunne suppleres med foranstaltninger til fremme af uddannelse og oplysning af de offentlige organer og de erhverv, der berøres af retshjælp (advokater, dommere, politi, indvandringsmyndigheder ...) samt af støtteforanstaltninger, der tager sigte på de advokater, der skal yde retshjælp.

Reform af de nationale retshjælpsordninger og andre midler til sikring af domstolsadgangen

Flere medlemsstater har anstillet overvejelser om mulige reformer af deres nationale retshjælpsordning. Kommissionen understreger, at sådanne reformer ikke bør rokke ved den målsætning, der går ud på at nå til enighed om mindsteregler for retshjælp på unionsniveau.

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i Medlemsstaterne

Kommissionens grønbog KOM (2000) 51 endelig

-

-

4) GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

5) VIDEREFØRELSE AF ARBEJDET

 
Seneste ajourføring: 21.11.2003

Se endvidere

For yderligere informationer, se:

Netstedet "Frihed, sikkerhed og retfærdighed" hos Europa-Kommissionens Generaldirektorat RIA

  • Judicial co-operation between Member States in civil and commercial matters is a European Community policy linked to the free circulation of people (EN)

Europa-Parlamentets netsted "Frihed, sikkerhed og retfærdighed"

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top