RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Procedurer for behandling af konkurser

Denne forordning indeholder fælles bestemmelser om, hvilken domstol der kan foretage insolvensbehandling, hvilke retsregler der gælder, og hvordan afgørelser godkendes, når en skyldner bliver insolvent, uanset om det er virksomheder, handlende eller private. Ordningen tager sigte på at undgå, at skyldnere flytter deres formuegenstande eller retssagen fra et land til et andet for at opnå en bedre retsstilling.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs.

RESUMÉ

Ved denne forordning fastsættes der fælles rammer for insolvenssager i hele Den Europæiske Union (EU). Formålet med at harmonisere bestemmelserne om insolvenssager er at undgå, at skyldnere flytter formuegenstande eller retssagen fra et EU-land til et andet for at opnå en bedre retsstilling, til skade for kreditorerne ('forum shopping').

Det skal bemærkes, at en fjerdedel af alle konkurser i EU skyldes overskridelse af betalingsfrister.

Hvordan hindrer man, at formuegenstande og retssager flyttes fra et EU-land til et andet

Konkurser med grænseoverskridende virkninger influerer på, hvordan det indre marked fungerer. Den foreslåede løsning - hvormed man søger at fastlægge mere ensartede procedurer, således at det undgås, at parterne fristes til at flytte formuegenstande og retssager fra et EU-land til et andet for derved at opnå en bedre retsstilling - hviler på princippet om, at der skal anvendes samme procedure i hele EU. Samtidig skal der være mulighed for at iværksætte sekundære retssager, som kun har virkning i det pågældende EU-land.

Forordningen finder anvendelse på "kollektive bobehandlinger som følge af en skyldners insolvens, der medfører, at skyldneren helt eller delvis mister rådigheden over sine formuegenstande, og at der udpeges en kurator". Den gælder for alle bobehandlinger, uanset om skyldneren er en fysisk eller juridisk person, en forretningsdrivende eller en privatperson. Ved kurator forstås en person eller en instans, der forvalter eller realiserer de formuegenstande, som skyldneren har mistet råderetten over, eller som overvåger forvaltningen af skyldnerens forretninger. Det er anført i bilag C, hvilke personer og organer der har beføjelser til at varetage denne funktion i de forskellige EU-lande.

Forordningen omfatter dog ikke insolvensbehandling af:

Hvilken domstol er kompetent - hvilke retsregler gælder

Forordningen bygger på en bred fortolkning af begrebet 'ret': herved forstås en person eller instans, som i henhold til national lovgivning har kompetence til at foretage insolvensbehandling. Det vil være domstolene i det EU-land, hvor centret for skyldnerens hovedinteresser ligger, der har kompetence til at indlede hovedretssagen. Dette center vil normalt være det sted, hvor skyldneren sædvanligvis varetager sine interesser, og som således er identificerbart for tredjemand. For virksomheders og juridiske personers vedkommende er der tale om det vedtægtsmæssige hjemsted, medmindre andet godtgøres. For fysiske persons vedkommende er der normalt tale om det sted, hvor de udøver deres erhverv, eller deres sædvanlige bopæl.

Der kan senere iværksættes sekundære retssager (se listen i Bilag B) i andre EU-lande, hvor skyldneren også har forretningssted. Ved forretningssted forstås ethvert sted, hvorfra skyldneren udøver en ikke-forbigående økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet under anvendelse af menneskelige midler og reelle produktionsfaktorer. Insolvensbehandlingen kan kun omfatte den del af skyldnerens formuegenstande, som befinder sig på den pågældende stats område. Sådanne retssager kan iværksættes af kuratoren ved hovedretssagen eller af andre personer og myndigheder, der har ret hertil i henhold til lovgivningen i den stat, hvor retssagen ønskes indledt. I visse tilfælde kan der iværksættes territorial insolvensbehandling uafhængigt af, og inden, hovedretssagen; dette er tilfældet, hvis de lokale kreditorer og det lokale forretningssteds kreditorer anmoder herom, eller hvis lovgivningen i det EU-land, hvor centret for skyldnerens hovedinteresser ligger, ikke tillader, at der indledes en hovedretssag. En sådan retssag får dog status som sekundær retssag efter iværksættelsen af hovedretssagen.

Det er lovgivningen i det EU-land, hvor insolvenssagen iværksættes, der bestemmer samtlige forhold omkring insolvensbehandlingen, dvs. dens indledning, afvikling og afslutning, samt materielle bestemmelser såsom definitionen af, hvad der forstås ved skyldner og formuegenstande, skyldners og kurators respektive beføjelser, retssagens virkninger på kontrakter, individualforfølgningsforanstaltninger, fordringer mv.

Tredjemands tingslige rettigheder, kreditors ret til at kræve modregning og sælgers rettigheder på grundlag af et ejendomsforbehold er garanteret på hele EU’s område; dvs. disse rettigheder berøres ikke af, at der indledes sag. For fast ejendom gælder reglerne i det EU-land, hvor ejendommen er beliggende, og ingen andre. For kontrakter og ansættelsesforhold, samt for rettigheder og forpligtelser for deltagere i et betalings- eller afregningssystem eller i et finansielt marked gælder lovgivningen i det EU-land, som disse henhører under, og ingen andre (se også direktiv om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer).

Anerkendelse af insolvensbehandlingens virkninger

De afgørelser, der træffes af den domstol, der er ansvarlig for hovedretssagen, skal anerkendes umiddelbart af alle EU-lande uden videre kontrol, medmindre:

  • dette strider mod den offentlige orden i landet
  • der er tale om afgørelser, der begrænser brevhemmeligheden eller individets frihed.

Begrænsninger i kreditors rettigheder (henstand eller gældseftergivelse) er kun mulig for de kreditorer, som har givet deres samtykke hertil.

Når en domstol i et EU-land beslutter at indlede en insolvenssag, anerkendes afgørelsen i alle de øvrige EU-lande, selv hvis skyldneren ikke kan gøres til genstand for insolvensbehandling i andre lande. Afgørelsen har de virkninger, der gælder ifølge lovgivningen i det land, sagen indledes i; virkningerne ophører, hvis der indledes en sekundær retssag i et andet EU-land.

En kurator, som er udpeget af en domstol, kan på et andet EU-lands område udøve alle de beføjelser, der er tillagt ham ifølge lovgivningen i det EU-land, hvor insolvensbehandlingen er iværksat, blot dette sker under overholdelse af lovgivningen i det pågældende land. Han kan således flytte skyldnerens formuegenstande og tage skridt til omstødelse i de tilfælde, hvor dette er i kreditorernes interesse, hvis der efter sagens iværksættelse er flyttet formuegenstande fra det land, hvor hovedretssagen er indledt, blot dette sker under iagttagelse af tredjemands tingslige rettigheder og ejendomsforbehold.

En i EU bosat kreditor, som har opnået hel eller delvis fyldestgørelse for sin fordring i skyldnerens formue, skal levere det, han har opnået, tilbage til kurator (stadig under iagttagelse af tredjemands tingslige rettigheder og ejendomsforbehold). Der er oprettet en konsolideret konto for hele Unionen, således at det sikres, at alle kreditorer får samme dividende.

Der kan på kurators anmodning iværksættes bekendtgørelsesforanstaltninger i de øvrige EU-lande (offentliggørelse af beslutningen om iværksættelse af insolvenssag og/eller notering i offentlige registre). Der kan foreskrives obligatorisk bekendtgørelse, men bekendtgørelse er dog ingen forudsætning for sagens anerkendelse i en anden medlemsstat.

Hvis en af de berørte parter betragtes som værende i god tro, fordi de er uvidende om, at der er iværksat en sag, (indfrielse af forpligtelse over for skyldneren i stedet for kuratoren i et andet EU-land). Hvis forpligtelsen opfyldes forud for offentliggørelsen af beslutningen, går man i denne forbindelse ud fra, at den pågældende person ikke var underrettet. Opfyldes den efter offentliggørelsen, går man omvendt ud fra, at den pågældende person havde kendskab til informationen, medmindre det modsatte bevises.

Begrænsninger i forordningens anvendelse

Forordningen anvendes ikke:

  • i Danmark
  • i EU-lande, hvis den er uforenelig med konkursforpligtelser, der følger af, at det pågældende land forud for forordningens ikrafttræden har undertegnet en overenskomst med et eller flere tredjelande
  • i Det Forenede Kongerige, hvis den er uforenelig med aftaler, der tidligere er indgået inden for rammerne af Commonwealth.

Forordningen anvendes på insolvenssager, der indledes efter forordningens ikrafttrædelsesdato den 31. maj 2002. Den træder i stedet for de bi- og multilaterale overenskomster mellem visse EU-lande.

Baggrund

Konkurs, akkord og andre lignende ordninger er undtaget fra anvendelsesområdet for Bruxelles-konventionen af 1968. Der har siden 1963 været forskellige tiltag med det formål at oprette en fællesskabsordning på området. Således blev der undertegnet en overenskomst om konkurs den 23. november 1995. Nævnte overenskomst kunne imidlertid ikke træde i kraft, da den ikke blev undertegnet af et af EU-landene inden for fristen.

Amsterdam-traktaten, der blev undertegnet den 2. oktober 1997, indeholder nye bestemmelser om civilretligt samarbejde. Den har dannet grundlag for vedtagelsen af denne forordning om konkurs.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 1346/2000

31.5.2002

-

EFT L 160 af 30.6.2000

Efterfølgende ændringer og rettelser til forordning (EF) nr. 1346/2000 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har kun dokumentationsværdi.

Seneste ajourføring: 24.02.2011

Se endvidere

  • Hjemmeside om insolvens (EN) udarbejdet af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Retfærdighed
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top