RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (Romkonventionen)

Arkiv

Konventionen fastlægger ensartede regler om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser i Den Europæiske Union (EU).

DOKUMENT

Konvention 80/934/EØF om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980.

RESUMÉ

Konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, blev åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 for de daværende ni medlemslande i Det Europæiske Fællesskab (EF). Den trådte i kraft den 1. april 1991. Derefter er konventionen blevet undertegnet af alle de lande, der senere er kommet med i EF . Da konventionen blev undertegnet af Østrig, Finland og Sverige, blev en konsolideret version udfærdiget ogoffentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende i 1998. En ny konsolideret version blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende i 2005 efter 10 nye medlemsstaters tiltrædelse af Rom-konventionen.

Konventionen finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser i de situationer, hvor der skal foretages et valg mellem lovene i forskellige lande- også selv om den lov, der udpeges af konventionen, er en ikke-kontraherende stats lov - undtagen, når der er tale om:

  • spørgsmål angående fysiske personers rets- eller handleevne
  • kontraktlige forpligtelser vedrørende testamenter, formueforhold mellem ægtefæller og andre familieforhold
  • forpligtelser ifølge omsætningspapirer (veksler, checks, ordregældsbreve osv.)
  • voldgifts- og værnetingsaftaler
  • spørgsmål, der er omfattet af selskabs- eller foreningsretten
  • spørgsmålet om, hvorvidt en mellemmand kan forpligte sin principal over for tredjemand (eller om et organ kan forpligte et selskab, en virksomhed eller en forening)
  • stiftelse af en "trust" og spørgsmål i forbindelse med dens organisation
  • bevisspørgsmål og processuelle spørgsmål
  • forsikringsaftaler, som dækker risici beliggende på medlemsstaternes områder (undtagen genforsikringsaftaler).

Parterne i en aftale kan vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på hele aftalen eller en del af den, og udpege, hvilken domstol, der skal være kompetent i tilfælde af tvist. Dette lovvalg kan til enhver tid ændres efter fælles overenskomst mellem parterne (princippet om partsautonomi).

Har parterne ikke udtrykkeligt aftalt lovvalg, er aftalen underlagt loven i det land, hvortil den har den nærmeste tilknytning ifølge nærhedsprincippet (sælgers bopæl, hovedkontor, centrale forretningssted eller andet forretningssted tilhørende sælger). I to tilfælde gælder der dog særlige regler:

  • når aftalen drejer sig om fast ejendom, er det loven i det land, hvor den faste ejendom er beliggende, der finder anvendelse, medmindre andet er aftalt
  • ved aftaler angående varetransport afgøres lovvalget ud fra det sted, hvor varerne lastes eller losses, eller ud fra afsenderens hovedforretningssted.

Af hensyn til forbrugerne gælder der særlige regler for salg af løsøregenstande eller tjenesteydelser til en person i overensstemmelse med princippet om beskyttelse af den svage part. Aftaler herom er underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sin bopæl, medmindre parterne har aftalt andet. Under alle omstændigheder kan lovvalget ikke stille forbrugeren ringere og berøve ham den beskyttelse, lovgivningen i hans bopælsland yder ham, hvis denne er mere gunstig. Disse regler finder ikke anvendelse på transportaftaler og aftaler om levering af tjenesteydelser i et andet land end forbrugerens bopælsland.

Arbejdsaftaler er underlagt:

  • enten loven i det land, hvor arbejdstageren normalt arbejder, eller
  • loven i det land, hvor den virksomhed er beliggende, der beskæftiger ham, eller
  • loven i det land, hvortil arbejdsaftalen har den nærmeste tilknytning.

Ønsker parterne at aftale andet lovvalg, må det ikke ske på bekostning af arbejdstageren.

De eksisterende og fremtidige bestemmelser i EU-retten har forrang for konventionens bestemmelser, især med hensyn til lovvalgsregler for aftaler vedrørende særlige områder.

Efter konventionens ikrafttrædelse skal enhver medlemsstat, der ønsker at vedtage en ny lovvalgsregel for en bestemt type af de aftaler, der er omfattet af konventionen, eller at tiltræde en multilateral konvention på området, underrette de andre signatarstater herom. Disse har derefter seks måneder til at reagere og kan forlange et samråd, hvis de ønsker det. Har ingen reageret efter udløbet af de seks måneder, eller har man efter samråd ikke kunnet nå til enighed inden for to år (et år i tilfælde af en multilateral konvention), kan det pågældende land ændre sin lovgivning eller tiltræde den multilaterale konvention.

Konventionen gælder i første omgang i 10 år. Den forlænges derefter stiltiende hvert femte år og kan opsiges af enhver signatarstat.

I 1998 blev der undertegnet to protokoller om EF-Domstolens præjudicielle fortolkning af konventionen. En tredje protokol, der blev undertegnet i 1980 og suppleret i 1996, giver Danmark, Sverige og Finland ret til at opretholde deres nationale lovvalgsbestemmelser i spørgsmål vedrørende varetransport til søs.

Som bilag til konventionen er der indføjet fire fælleserklæringer:

  • i 1980 påpegede en række medlemsstater nødvendigheden af, at de foranstaltninger, EU træffer på lovvalgsområdet, stemmer overens med konventionens bestemmelser
  • desuden pegede de på muligheden for at give EF-Domstolen beføjelser til at fortolke konventionen
  • i 1988, efter undertegnelsen af de to protokoller, blev det foreslået at indføre en informationsudveksling mellem medlemsstaterne og EF-Domstolen om domme i sager om kontraktlige forpligtelser.

Det blev desuden krævet, at enhver ny medlemsstat tiltræder protokollen om EF-Domstolens fortolkning af konventionen, når den undertegner Romkonventionen.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Konvention 80/934/EØF1.4.1991-EFT L 266 af 9.10.1980

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr, 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) [Den Europæiske Unions Tidende L 177 af 4.7.2008].
Denne forordning erstatter Romkonventionen, omdanner den til et fællesskabsinstrument og moderniserer den samtidigt. Således udgør forordningen sammen med Bruxelles I og Rom II et sæt bindende, privatretlige regler om kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser i civile og kommercielle sager.

Grønbog om omdannelse af Romkonventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, til en fællesskabsretsakt med opdatering af dens bestemmelser [KOM(2002) 654 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Med denne grønbog, der er udformet som et spørgeskema, gjorde Europa-Kommissionen sig overvejelser om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at omdanne konventionen til en fællesskabsretsakt og opdatere dens bestemmelser.
En omdannelse af Romkonventionen til en fællesskabsretsakt, hvorved der sikres en ensartet anvendelse af international privatret blandt medlemsstaterne, ville give Domstolen beføjelser til at fortolke bestemmelserne og lette anvendelsen af de ensartede lovkonfliktregler i de nye medlemsstater. Hvad angår valg af retsakt har Kommissionen valgt en forordning, da den er bindende og umiddelbart gældende og derfor ikke lider under den usikkerhed og langsommelighed, der er forbundet med gennemførelsen af direktiver.
Spørgsmålet om en opdatering af konventionen gør sig navnlig gældende med hensyn til beskyttelsen af forbrugere og arbejdstagere (de såkaldte "svage" parter). En af løsningerne, som Kommissionen foreslog, var indførelse af en overordnet bestemmelse, der garanterer en minimumsstandard for beskyttelse i EU, når alle aftalens elementer, eller blot visse særligt betydningsfulde elementer, er lokaliseret i EU. Denne løsning ville råde bod på den nuværende mangel på beskyttelse af den "mobile forbruger", dvs. en person, som er taget til et andet land end bopælslandet for at købe en vare eller gøre brug af en tjenesteydelse.

Seneste ajourføring: 23.04.2009

Se endvidere

  • For yderligere oplysninger, se hjemmesiden med ”gældende lov” (EN) under Generaldirektoratet for Retfærdighed.
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top