RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Der tager sigte på at lette det civilretlige samarbejde

Denne forordning fastlægger en generel aktivitetsramme for aktiviteter, der tager sigte på at lette det civilretlige samarbejde. Fællesskabsaktiviteterne på dette område omfatter støtte til organisationer, der tilskynder til og letter det civilretlige samarbejde, samt støtte til specifikke projekter.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 743/2002 af 25. april 2002 om fastlæggelse af en generel fællesskabsramme for aktiviteter med henblik på at lette iværksættelsen af det civilretlige samarbejde.

RESUMÉ

Formålet med denne forordning er for perioden fra den 1. januar 2002 til den 31. december 2006 at fastlægge en generel fællesskabsramme for aktiviteter, der tager sigte på at lette det civilretlige samarbejde. For perioden 2007 - 2013 har Europa-Kommissionen den 6. april 2005 forelagt et forslag med henblik på at oprette et særprogram "Civilret" som en del af det generelle program "Grundlæggende rettigheder og retfærdighed" (se "tilhørende dokumenter").

Den her omhandlede forordning er ikke gældende i Danmark. Derimod har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af forordningen (dette er muligt i henhold til protokollerne om Det Forende Kongeriges og Irlands stilling, som er knyttet til EU-traktaten og EF-traktaten).

Finansiel støtte og gennemførelse af programmets målsætninger

Programmet har følgende målsætninger:

  • at fremme det civilretlige samarbejde med det formål at sikre retssikkerheden og forbedre adgangen til domstolene
  • at fremme det gensidige kendskab til andre medlemsstaters retssystemer
  • at sikre en korrekt anvendelse af Fællesskabets instrumenter inden for området civilretligt samarbejde, og
  • at forbedre informationen af offentligheden om adgangen til domstolene, retligt samarbejde og medlemsstaternes retssystemer.

Hvad angår de aktiviteter, der kan støttes, tager den generelle ramme sigte på:

  • at yde støtte til samfinansierede projekter til gennemførelse af én eller flere af aktivitetsrammens målsætninger
  • at yde støtte til driftsudgifter for europæiske ikke-statslige organisationer
  • at finansiere særlige foranstaltninger, som iværksættes af Kommissionen på dennes eget initiativ.

Finansiel støtte til private og offentlige institutioner

Ifølge forordningen kan der ydes støtte til ikke-statslige organisationers aktiviteter og til specifikke projekter, der forelægges af institutioner og private og offentlige organisationer. De ikke-statslige organisationer kan modtage støtte, hvis de opfylder følgende betingelser:

  • de skal være ikke-kommercielle organisationer, der er oprettet i overensstemmelse med lovgivningen i en af EU's medlemsstater
  • de skal udøve aktiviteter med en europæisk dimension og normalt inddrage mindst halvdelen af medlemsstaterne
  • et af målene med deres aktiviteter skal være at fremme det civilretlige samarbejde.

De specifikke projekter kan forelægges af institutioner og offentlige eller private organisationer (forskningsinstitutter, erhvervssammenslutninger mv.). De skal tage sigte på udveksling, praktikophold, undersøgelser, forskning, møder og seminarer.

Forordningens artikel 4 giver på visse betingelser mulighed for, at kandidatlande i Central- og Østeuropa, Cypern, Malta og Tyrkiet samt alle andre lande kan deltage under den generelle ramme, når aftaler og procedurer giver mulighed herfor. Denne artikel gælder ikke længere for de 10 nye medlemsstater, der siden den 1. maj 2004 er medlemmer af EU.

Sikre gennemførelsen af Fællesskabets aktivitetsramme

For at sikre, at aktivitetsrammen gennemføres, offentliggør Kommissionen hvert år inden den 30. juni et arbejdsprogram, der beskriver de prioriterede målsætninger og typer af aktiviteter for det følgende år.

Kommissionen vurderer og udvælger projekterne, idet den lægger vægt på en række væsentlige kriterier (forslagets europæiske dimension, muligheden for at virkeliggøre en af aktivitetsrammens målsætninger, komplementariteten med andre aktiviteter mv.).

Finansieringsafgørelserne er underlagt Kommissionens finanskontrol og revision ved Revisionsretten. Den finansielle støtte, der ydes over Den Europæiske Unions almindelige budget, kan principielt højst dække 60 % af omkostningerne ved foranstaltningerne. I exceptionelle tilfælde kan den finansielle støtte dog beløbe sig til 80 %.

For at sikre åbenhed om de finansierede foranstaltninger offentliggør Kommissionen hvert år en liste over støttemodtagere og finansierede aktioner. Modtagerne forelægger Kommissionen en rapport om hver gennemført foranstaltning. Desuden kan Kommissionen, hvis den konstaterer uregelmæssigheder, nedsætte, suspendere eller kræve tilbagebetaling af støtten.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 743/20021.5.2002-EUT L 115 af 1.5.2002

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1149/2007/EF af 25. september 2007 om et særprogram om civilret for perioden 2007-2013 som en del af det generelle program om grundlæggende rettigheder og retfærdighed [EUT L 257 af 3.10.2007].

Beretning af 9. februar 2005 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af rammeprogrammet for civilretligt samarbejde (2002-2006) [KOM(2005) 34 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
I beretningen beskrives programmets udvikling, fra det blev vedtaget i april 2002 og indtil den 30. juni 2004. De foranstaltninger, som Kommissionen har gennemført, og som har haft til formål at oplyse retsvæsenets aktører og borgerne om fremskridtene inden for samarbejdet på det civilretlige område (bl.a. et retsatlas for civilret, en database med retspraksis om anvendelsen af "Bruxelles I"-forordningen og "Bruxelles II"-forordningen, og en informationskampagne for retsvæsenets aktører) er blevet meget vel modtaget. Indkaldelserne af forslag til specifikke projekter på det civilretlige område i 2002, 2003 og 2004 resulterede i øvrigt i et begrænset antal forslag, formentlig som følge af de disponible bevillinger. Der blev i alt indgivet 106 forslag, og heraf godkendtes 51.

Seneste ajourføring: 18.08.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top