RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 22 sprog
Nye sprog:  BG - CS - ET - LV - LT - HU - MT - PL - RO - SK - SL

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


kompetence, lovvalg og det europæiske arvebevis

Ved denne forordning harmoniseres reglerne vedrørende kompetence og lovvalg i arveretlige sager i EU, samt vedrørende anerkendelse og håndhævelse af afgørelser og accept, eksigibilitet og fuldbydelse af officielt bekræftede dokumenter i sådanne sager. Ved forordningen indføres ligeledes et europæisk arvebevis, der kan anvendes af arvinger og legatarer og testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere til dokumentation af deres status eller til håndhævelse af deres rettigheder i et andet EU-land.

RETSAKT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis.

RESUMÉ

Denne forordnings anvendelsesområde omfatter alle civilretlige aspekter vedrørende arv. Denne forordning bør ikke finde anvendelse på skattemæssige spørgsmål eller administrative anliggender af offentligretlig karakter.

Domstolskompetence

Domstolene i det EU-land, hvor afdøde havde sædvanligt opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelser i arvesager. Hvis afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet ikke er i et EU-land, vil domstolen i et EU-land, hvor goder i boet befinder sig, være kompetent til at træffe afgørelser i arvesagen, forudsat at afdøde:

  • var statsborger i det pågældende EU-land på dødstidspunktet
  • havde sit foregående sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat, og der ved sagens anlæggelse ved retten ikke er gået en periode på mere end fem år, efter at dette sædvanlige opholdssted blev ændret.

Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig i henhold til denne forordning, er en medlemsstats lov, kan de berørte parter aftale, at en ret eller retterne i denne medlemsstat, skal have enekompetence til at træffe afgørelse om ethvert arvespørgsmål.

En ret eller retterne i det EU-land, hvor afdøde havde sædvanligt opholdssted på dødstidspunktet kan erklære sig inkompetente til at behandle arvesagen, hvis de mener, at retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt, er bedre egnet til at træffe afgørelse i arvesagen i betragtning af de praktiske omstændigheder i forbindelse med arvesagen, f.eks. parternes sædvanlige opholdssted og det sted, hvor goderne befinder sig.

Retterne i den medlemsstat, hvis lov var valgt af den afdøde, er kompetente til at træffe afgørelse i arvesagen, hvis:

  • en ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, ifølge særbestemmelser i denne forordning har erklæret sig inkompetent i samme sag
  • parterne i sagen har aftalt at tillægge en ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetence
  • parterne i sagen udtrykkeligt har accepteret, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er kompetent.

Lovvalg

Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det loven i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der skal anvendes på hele arven.

En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende. En person, der har flere statsborgerskaber, kan vælge loven i en hvilken som helst af de stater, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet.

Denne lov finder navnlig anvendelse på spørgsmål som:

  • udløsende faktorer, tid og sted for arvefaldet
  • fastlæggelse af de arveberettigede, af deres respektive andele og af den afdødes eventuelle pålæg til dem, samt fastlæggelse af andre rettigheder i boet, herunder den længstlevende ægtefælles eller partners arveret
  • retten til at arve
  • arveløsgørelse og bortfald af arveretten på grund af en handling
  • overdragelse til arvinger og i givet fald legatarer af de goder, rettigheder og forpligtelser, der udgør en del af boet
  • arvingers, testamentsindsatte bobestyreres og andre bobestyreres beføjelser, især med hensyn til salg af ejendele og betaling af kreditorer,
  • hæftelse for boets gæld
  • andel af boet, som arvelader frit kan råde over gennem testamente, tvangsarv og andre indskrænkninger i friheden til at træffe dødsdispositioner samt krav, som nærtstående personer til den afdøde måtte have over for boet eller arvingerne
  • enhver forpligtigelse til at tilbageføre eller modregne gaver, arveforskud eller legater ved beregningen af de forskellige arveberettigedes andele
  • fordeling af arv.

Anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser

Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

Retsafgørelser, som er truffet i en medlemsstat og som er eksigible i denne medlemsstat, er eksigible i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i den pågældende medlemsstat af en lokal domstol eller kompetent myndighed.

Accept og eksigibilitet af bekræftede dokumenter

Et officielt bekræftet dokument, der er oprettet i en medlemsstat, har samme beviskraft i en anden medlemsstat, som det har i domsstaten, eller de mest sammenlignelige virkninger, forudsat at dette ikke klart strider mod de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den pågældende medlemsstat.

Et officielt bekræftet dokument, der er eksigibelt i domsstaten, skal erklæres for eksigibelt i en anden medlemsstat efter anmodning fra en berettiget part, når de er erklæret eksigible der af en lokal domstol eller kompetent myndighed.

Det europæiske arvebevis

Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis, der skal kunne anvendes af arvinger, legatarer med direkte rettigheder i arvesagen og testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere, som i en anden medlemsstat har behov for at påberåbe sig deres status eller at udøve henholdsvis deres rettigheder som arvinger eller legatarer og/eller deres beføjelser som testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere. Efter udstedelse er beviset gældende i alle medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

Afsluttende bestemmelser

Denne forordning finder anvendelse på arv efter personer, som afgår ved døden på eller efter 17. august 2015. En dødsdisposition foretaget før 17. august 2015 er antagelig og gyldig, både materielt og med hensyn til form, under forudsætning af opfyldelse af særlige betingelser i denne forordning.

REFERENCER

DokumentIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Forordning (EU) nr. 650/2012

16.8.2012

-

EUT L 201 af 27.7.2012

Seneste ajourføring: 16.01.2013
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top