RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser - Rom I-forordningen

Denne forordning træder i stedet for Rom-konventionen, der fastlagde ensartede regler om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser i Den Europæiske Union (EU).

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6).

RESUMÉ

Denne forordning finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser på det civil- og handelsretlige område i situationer, hvor der skal foretages et lovvalg. Den finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller på administrative regler.

Derudover finder forordningen ikke anvendelse på forpligtelser i forbindelse med følgende forhold:

  • fysiske personers rets- eller handleevne
  • familieforhold
  • formueforhold mellem ægtefæller
  • veksler, checks og ordregældsbreve eller andre omsætningspapirer
  • voldgifts- og værnetingsaftaler
  • reglerne for selskaber, foreninger og andre juridiske personer
  • hvorvidt en mellemmand kan indgå bindende retshandler over for tredjemand på en principals vegne
  • truster
  • forhandlinger forud for indgåelsen af en kontrakt
  • forsikringskontrakter, undtaget dem, der er nævnt i artikel 2 i direktiv 2002/83/EF om livsforsikring.

Den lov, som udpeges efter denne forordning, finder anvendelse, selv om det ikke er loven i en medlemsstat.

Aftalt lovvalg

En aftale er underlagt den lov, som parterne har vedtaget. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf. Under forudsætning af accept fra alle parter kan lovvalget ændres til enhver tid. Hvis den valgte lov har åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er tættest relateret til kontrakten, finder loven i dette andet land anvendelse. Hvis kontrakten har relation til én eller flere medlemsstater, kan parternes valg af en anden lov end loven i en medlemsstat ikke medføre tilsidesættelse af bestemmelser i fællesskabsretten.

Lovvalg i mangel af aftale herom

Har parterne ikke aftalt lovvalg for kontrakter vedrørende salg af varer, tjenesteydelsesaftaler, franchise eller distribution, bestemmes loven ud fra den primære kontraktpartners bopælsland. Kontrakter vedrørende fast ejendom vil være underlagt loven i det land, hvor ejendommen er beliggende, undtaget ved midlertidig privat udlejning (maksimalt seks på hinanden følgende måneder). I de tilfælde vil kontrakten være underlagt gældende lov i det land, hvor ejeren har sit sædvanlige opholdssted. Aftaler om salg af varer ved auktion er underlagt loven i det land, hvor auktionen finder sted. Aftaler om visse finansielle instrumenter underlagt én enkelt lov er underlagt denne lov.

Hvis ingen eller mere end én af ovenstående regler er gældende for en kontrakt, bestemmes loven ud fra den primære kontraktpartners bopælsland. Hvis kontrakten imidlertid har tættere tilknytning til et andet land end det, der bestemmes ved disse regler, vil loven i dette land blive anvendt. Det samme gælder, hvis en gældende lov ikke kan bestemmes.

Regler for særlige kontrakter

For følgende kontrakttyper fastlægger forordningen regler for lovvalg i mangel af aftale:

  • Aftaler om varetransport – ved manglende aftale finder loven i det land, hvor transportøren har sit sædvanlige opholdssted, anvendelse, forudsat at modtagelsesstedet eller leveringsstedet eller befragterens sædvanlige opholdssted også er beliggende i dette land. Er disse krav ikke opfyldt, finder loven i det land, hvor det mellem parterne aftalte leveringssted er beliggende, anvendelse.
  • Aftaler om passagertransport – parterne kan kun vælge loven i det land, hvor passageren eller transportøren har sit sædvanlige opholdssted, hvor transportøren har sit hovedkontor eller hvor afrejsestedet eller bestemmelsesstedet er beliggende. Ved manglende aftale er sådanne aftaler underlagt loven i det land, hvor passageren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at enten afrejsestedet eller bestemmelsesstedet er beliggende i dette land. Hvis kontrakten imidlertid har tættere tilknytning til et andet land, vil loven i dette land blive anvendt.
  • Forbrugeraftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende – er underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at den erhvervsdrivende udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i landet eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod dette land. Parterne kan også med baggrund i det frie lovvalg vælge at gøre en anden lov gældende, forudsat at den giver forbrugeren den samme grad af beskyttelse som loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.
  • Forsikringskontrakter – har parterne ikke aftalt, hvilken lov der finder anvendelse, er forsikringsaftalen underlagt loven i det land, hvor forsikringsgiveren har sit sædvanlige opholdssted. Hvis kontrakten imidlertid har tættere tilknytning til et andet land, vil loven i dette land blive anvendt.
  • Individuelle arbejdsaftaler – lovvalget kan afgøres ud fra princippet om aftalt lovvalg, dog sådan at arbejdstageren har den samme grad af beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg. I sidstnævnte tilfælde er aftalen undergivet loven i det land, hvori eller subsidiært hvorfra arbejdstageren udfører sit arbejde. Kan det ikke afgøres, hvilken lov der skal anvendes, er aftalen underlagt loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende. Hvis kontrakten imidlertid har tættere tilknytning til et andet land, vil loven i dette land blive anvendt.

Rækkevidden af den lov, der skal anvendes

Den lov, som i henhold til denne forordning skal anvendes på en aftale, finder navnlig anvendelse på spørgsmål om fortolkning, opfyldelse, virkningerne af misligholdelse af aftalen, erstatningsudmåling, forpligtelsers ophør, fortabelse af rettigheder og virkningerne af en aftales ugyldighed. Denne forordning bør imidlertid ikke udelukke muligheden for at medtage lovvalgsregler vedrørende kontraktlige forpligtelser i fællesskabsretlige bestemmelser på særlige områder, undtaget ved forsikringskontrakter.

Europa-Kommissionen skal indgive en rapport om gennemførelsen af denne forordning til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg inden den 17. juni 2013.

Forordningen gælder for aftaler indgået med virkning fra den 17. december 2009.

Kontekst

Wien-handlingsplanen fra 1998 fremhævede vigtigheden af harmoniserede lovvalgsregler ved gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af beslutninger i civil- og handelsretlige sager. Det fælles program for Kommissionen og Rådet fra 2000 fastlægger foranstaltninger for en harmonisering af området. Haag-programmet fra 2004 gentog vigtigheden af at arbejde aktivt videre med lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser og indeholdt en handlingsplan for vedtagelsen af forslaget til Rom I. Som et resultat heraf afløser denne forordning Rom-konventionen af 1980 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser, som herved opdateres og omdannes til et fællesskabsinstrument.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 593/2008

24.7.2008-EUT L 177 af 4.7.2008

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 22.09.2008

Se endvidere

  • Læs mere på "gældende lov" (EN) på hjemmesiden for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Retlige Anliggender
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top