RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Betingelser, der skal opfyldes for at opnå status som flygtning eller som person, der behøver international beskyttelse

Dette direktiv opstiller de betingelser, som borgere i lande uden for Den Europæiske Union (EU) og statsløse skal opfylde for at opnå status som flygtninge eller som personer, der på anden måde har behov for international beskyttelse. Det fastsætter også omfanget af den beskyttelse, som skal ydes til disse personer.

DOKUMENT

Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse.

RESUMÉ

I oktober 1999, på Det Europæiske Råds møde i Tammerfors forpligtede landene i den Europæiske Union (EU) sig til at indføre en fælles europæisk asylordning på grundlag af en fuldstændig gennemførelse af Genève-konventionen fra 1951 om flygtninges status, suppleret med New York-protokollen fra 1967, og at sikre, at ingen bliver sendt tilbage til et sted, hvor vedkommende risikerer at blive forfulgt på ny, dvs. en bekræftelse af princippet om non-refoulement. Indførelse af en fælles europæisk asylordning indebærer på kort sigt, at der foretages en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes bestemmelser om anerkendelse og om indholdet af flygtningestatussen.

Almindelige bestemmelser

Dette direktiv fastsætter minimumsstandarder for at give flygtninge- eller subsidiær beskyttelsesstatus til statsborgere fra ikke-EU-lande eller statsløse personer samt omfanget af den beskyttelse, der skal ydes dem.

Direktivet finder anvendelse på enhver ansøgning, der indgives på eller ved grænsen til et EU-lands område. Endvidere står det EU-landene frit for at vedtage eller opretholde gunstigere bestemmelser.

Betingelser for tildeling af international beskyttelse

Alle statsborgere i ikke-EU-lande eller statsløse personer, som befinder sig uden for deres hjemland, og som ikke vil eller kan vende tilbage dertil på grund af frygt for forfølgelse kan ansøge om flygtningestatus. De ansøgere, som ikke opfylder de nødvendige betingelser for at opnå anerkendelse som flygtning, kan ansøge om subsidiær beskyttelse.

For nøje at kunne vurdere ansøgningerne, skal EU-landene tage følgende forhold i betragtning:

  • alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der tages stilling til anmodningen, herunder love og andre forskrifter, der gælder i oprindelseslandet, og den måde, hvorpå de anvendes
  • relevant dokumentation eller erklæringer fra ansøgeren, om hvorvidt ansøgeren har været eller vil kunne blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast
  • om der er alvorlige tegn på en velbegrundet frygt for forfølgelse eller en reel risiko for at lide alvorlig skade i sager, hvor ansøgeren allerede har været udsat for forfølgelse eller anden alvorlig og uberettiget overlast
  • ansøgerens personlige forhold (baggrund, alder, køn, behandling, som ansøgeren har været eller vil kunne udsættes for, som ville betyde forfølgelse eller alvorlig overlast osv.)
  • enhver form for virksomhed, som ansøgeren har udøvet siden udrejsen fra hjemlandet.

EU-landene skal tage i betragtning, hvorfra truslen stammer. Truslen skal komme fra:

  • staten
  • parter eller organisationer, der kontrollerer staten
  • ikke-statslige gerningsmænd, hvor staten ikke kan eller ikke vil yde effektiv beskyttelse.

I sammenhæng med dette direktiv kan "statslig" beskyttelse også ydes af parter eller organisationer, herunder internationale organisationer, som kontrollerer en region eller en betydelig del af statens territorium.

Når EU-landene har fastslået, at frygten for forfølgelse eller anden alvorlig og uberettiget overlast er velbegrundet, kan de undersøge, om denne frygt er klart begrænset til en bestemt del af hjemlandets område, og i så fald om ansøgeren med rimelighed kan sendes tilbage til en anden del af landet, hvor der ikke vil være velbegrundet frygt for forfølgelse eller anden alvorlig og uberettiget overlast.

Særlige regler vedrørende flygtningestatus

I dette direktivs sammenhæng vurderes følgende handlinger, der i kraft af deres art eller gentagelse er alvorlige brud på grundlæggende menneskerettigheder, at udgøre ”forfølgelse”, når de har baggrund i race, religion, nationalitet, medlemskab af en bestemt social gruppe eller politisk holdning:

  • fysisk eller psykisk vold, herunder seksuelle overgreb
  • lovmæssige, administrative, politimæssige eller retslige foranstaltninger, der er diskriminerende, eller som iværksættes på en diskriminerende måde
  • straf eller forfølgelse, som er uforholdsmæssig streng eller diskriminerende, eller for at nægte militærtjeneste, som ville medføre meget alvorlige forbrydelser, for eksempel krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden
  • nægtelse af retlig oprejsning med en uforholdsmæssig streng eller diskriminerende straf til følge
  • køns- eller børnespecifikke handlinger.

Det er uden betydning, om ansøgeren er i besiddelse af de egenskaber, der ligger til grund for diskriminationen, hvis forfølgeren tillægger ansøgeren sådanne egenskaber. Det er ligeledes uden betydning, om ansøgeren kommer fra et land, hvor mange eller alle indbyggere risikerer at blive udsat for udbredt undertrykkelse eller vold.

Flygtninge kan fratages deres flygtningestatus i visse tilfælde (erhvervelse af nyt statsborgerskab, frivillig tilbagevenden til hjemlandet, hvis tilstandene i hjemlandet ikke længere forefindes eller er ændret i en sådan grad, at beskyttelse ikke længere er nødvendig osv.). Under alle omstændigheder er det EU-landet, der bærer bevisbyrden, for at flygtningen ikke længere opfylder betingelserne for international beskyttelse.

Flygtningestatus eller status som person med subsidiær beskyttelse, kan nægtes personer, der har begået:

  • en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden eller freden
  • en alvorlig ikke-politisk forbrydelse
  • handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers (FN’s) grundsætninger.

EU-landene skal dog vurdere disse sager individuelt og give ansøgere mulighed for at anke en afgørelse, som udelukker dem fra international beskyttelse.

Særlige regler vedrørende subsidiær beskyttelse

Ifølge direktivet indrømmer EU-landene subsidiær beskyttelsesstatus til ansøgere om international beskyttelse, som opholder sig uden for deres hjemland og ikke kan vende tilbage dertil på grund af en reel risiko for at lide alvorlig overlast, for eksempel:

  • tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling
  • dødsstraf eller henrettelse
  • alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv som følge af vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt.

Den subsidiære beskyttelse kan fratages, hvis forholdene i hjemlandet ikke længere eksisterer eller har udviklet sig på en sådan måde, at beskyttelsen ikke længere er nødvendig.

Rettigheder i forbindelse med flygtningestatus og status som person med subsidiær beskyttelse

EU-landene forpligter sig til at tage særligt hensyn til visse personkategoriers behov (mindreårige, uledsagede mindreårige, handikappede, ældre, gravide kvinder, enlige forældre med mindreårige børn og personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller anden form for grov vold af psykisk, fysisk eller seksuel karakter).

Under betingelser, som defineres af EU-landene, kan medlemmer af familien til en modtager af flygtninge- eller subsidiær beskyttelsesstatus være berettiget til den samme bistand som bistandsmodtageren.

Ifølge direktivet skal EU-landene sikre personer med flygtningestatus eller status som person, der har behov for subsidiær beskyttelse, en række rettigheder, bl.a.:

  • retten til ikke at blive udvist (non-refoulement)
  • retten til at få oplysninger på et sprog, de forstår
  • retten til en opholdstilladelse af mindst tre års varighed for flygtninge med mulighed for forlængelse og af mindst et års varighed for personer, der nyder international beskyttelse, også med mulighed for forlængelse
  • retten til at rejse rundt i det land, der har indrømmet statussen, og retten til at rejse uden for det pågældende lands område
  • retten til at søge lønnet beskæftigelse eller udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, samt til at følge erhvervsuddannelseskurser
  • adgang til undervisningssystemet for børn og adgang til faglig efteruddannelse for voksne
  • adgang til lægebehandling og andre former for nødvendig hjælp til de kategorier, der har særlige behov (mindreårige, ofre for tortur, voldtægt eller andre former for psykisk, fysisk eller seksuel vold osv.)
  • adgang til en passende indkvartering
  • adgang til programmer, der skal lette den sociale integration i værtssamfundet, og til programmer, der skal lette frivillig tilbagevenden til hjemlandet.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelseGennemførelse i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2004/83/EF

20.10.2004

10.10.2006

EUT L 304 af 30.9.2004

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-parlamentet og Rådet af 16. juni 2010 om anvendelsen af direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse [KOM(2010) 314 endelig udg. – Ikke offentliggjort i EU-Tidende].
Denne rapport beskriver gennemførelsen og indarbejdelsen af direktiv 2004/83/EF i EU-landene samt visse problemområder i forbindelse hermed.
Skønt visse EU-lande ikke overholdt fristen for indarbejdelse af direktivet i national ret, er det nu gennemført af alle EU-landene. Der er dog adskillige bestemmelser, der ikke er blevet indarbejdet korrekt eller kun delvist indarbejdet, for eksempel med lavere standarder end fastsat i direktivet. Som følge heraf er der stor forskel på måden, hvorpå EU-landene yder beskyttelse og på indholdet af denne beskyttelse.
For eksempel har indarbejdelsen været et problem i forbindelse med følgende bestemmelser vedrørende meddelelsen af international beskyttelse:

  • liste over forhold, der skal tages i betragtning, når ansøgninger vurderes
  • aktører, der kan stå bag forfølgelse
  • berettigelse til subsidiær beskyttelse
  • ophør af eller fratagelse af beskyttelse og EU-landenes bevisbyrde til at påvise grundene dertil.

På den anden side har næsten alle EU-landene gennemført bestemmelserne, der vedrører aktører, der yder beskyttelse, og forfølgelseshandlinger og -årsager.
Med hensyn til den ydede beskyttelse har nogle EU-lande undladt at gennemføre bestemmelserne vedrørende udsatte personer og mindreårige og adgang til oplysninger, lægehjælp og integrationshjælpeforanstaltninger. Bestemmelsen om non-refoulement er gennemført af alle EU-lande. Endvidere giver en række EU-lande længere opholdstilladelse end bestemt i direktivet samt godkender adgang til beskæftigelse.
Forskellene i EU-landenes gennemførelse er i nogen udstrækning resultatet af uklarhed og tvetydighed af visse begreber i direktivet, for eksempel aktører, som yder beskyttelse, og international beskyttelse, som kun kan afhjælpes ved at ændre de pågældende bestemmelser.
Kort sagt er målet om at harmonisere betingelserne for status som modtager af international beskyttelse og indholdet af denne beskyttelse endnu ikke nået fuldt ud.

Seneste ajourføring: 19.10.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top