RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Schengen-området og -samarbejdet

Schengen-området og -samarbejdet er baseret på Schengen-aftalen fra 1985. Schengen-området er et landområde, hvor fri bevægelighed for personer garanteres. De deltagende stater har afskaffet alle indre landegrænser og indført fælles ydre grænser. Her anvendes fælles regler og procedurer for korttidsvisum, asylansøgning og grænsekontrol. Samtidig har man øget samarbejdet og koordineringen mellem politi og retsinstanser for at garantere sikkerhed inden for Schengen-området. Schengen-samarbejdet er indskrevet i de juridiske rammer for Den Europæiske Union (EU) med Amsterdam-traktaten fra 1997. Det er dog ikke alle landene i Schengen-samarbejdet, som også hører til Schengen-området. Det kan enten skyldes, at landene ikke ønsker at afskaffe grænsekontrollen, eller at de endnu ikke opfylder kravene i Schengen-reglerne.

I løbet af 1980'erne startede en debat om betydningen af begrebet ”fri bevægelighed for personer”. Visse medlemsstater mente, at begrebet kun bør anvendes på EU-borgere, hvilket indebærer en bevarelse af kontrollen ved grænserne for at skelne mellem EU-borgere og borgere fra tredjelande. Andre medlemsstater ønsker derimod at indføre fri bevægelighed for alle og følgelig at afskaffe kontrollen ved grænserne. Da det var umuligt at opnå enighed inden for Det Europæiske Fællesskab, besluttede Frankrig, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Nederlandene i 1985 at skabe et fælles område uden grænser, det såkaldte "Schengen-område", der er opkaldt efter den by i Luxembourg, hvor de første aftaler blev undertegnet. Efter undertegnelsen af Amsterdam-traktaten blev det mellemstatslige samarbejde integreret i Den Europæiske Union pr. 1. maj 1999.

Udviklingen af Schengen-samarbejdet og udvidelsen af Schengen-området

Den 14. juni 1985 blev således den første aftale mellem de fem lande, der grundlagde samarbejdet, undertegnet. Der blev udarbejdet en konvention, der blev undertegnet den 19. juni 1990. Konventionen trådte i kraft i 1995 og har gjort det muligt at afskaffe de indre grænser mellem de deltagende stater og skabe en fælles ydre grænse, hvor kontrollen med indrejse i Schengen-området finder sted efter identiske procedurer. Der er vedtaget fælles regler for visum, asylret og kontrol ved de ydre grænser for at muliggøre fri bevægelighed for personer i deltagerlandene uden at forstyrre den offentlige orden.

For at forene friheds- og sikkerhedshensyn ledsages den frie bevægelighed af såkaldte "kompensations­foranstaltninger". Samarbejdet og koordinationen mellem politi og retsinstanser blev forbedret for at beskytte den indre sikkerhed i medlemsstaterne og især for effektivt at bekæmpe organiseret kriminalitet. Med henblik herpå oprettede man Schengen-informationssystemet (SIS). SIS er en sofistikeret database, som gør det muligt for de ansvarlige myndigheder i Schengen-landene at udveksle oplysninger om visse kategorier af personer og varer.

Schengen-området er gradvis blevet udvidet til at omfatte næsten alle medlemsstater. Italien undertegnede aftalerne den 27. november 1990, Spanien og Portugal den 25. juni 1991, Grækenland den 6. november 1992, Østrig den 28. april 1995 og Danmark, Finland og Sverige den 19. december 1996. Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet kom med den 21. december 2007 og det associerede land Schweiz den 12. december 2008. Bulgarien, Cypern og Rumænien er endnu ikke fuldgyldige medlemmer af Schengen-området. Grænsekontrollen mellem de lande og Schengen-området opretholdes, indtil Europarådet beslutter, at betingelserne for afskaffelse af den indre grænsekontrol er opfyldt. (For så vidt angår Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, se nedenfor).

Foranstaltninger vedtaget af de medlemsstater inden for rammerne af Schengen-samarbejdet

Blandt de vigtigste foranstaltninger kan nævnes følgende:

  • afskaffelse af personkontrol ved de indre grænser
  • fælles regler for personer, der krydser EU-medlemsstaternes ydre grænser
  • harmonisering af vilkårene for indrejse og udstedelse af visa til korte ophold
  • øget politimæssigt samarbejde (herunder ret til observation og forfølgelse over grænserne)
  • styrkelse af det retlige samarbejde gennem et hurtigere udleveringssystem og en bedre overførelse af fuldbyrdelseskompetence i straffesager
  • oprettelse og udvikling af Schengen-informationssystemet (SIS).

Schengen-informationssystemet (SIS)

Som noget centralt i Schengen-reglerne er der udarbejdet et informationssystem. Det giver de nationale grænsekontrolmyndigheder og landets retsmyndigheder mulighed for at indhente oplysninger om personer og varer.

Medlemsstaterne giver oplysninger til SIS gennem nationale net (N-SIS), der er forbundet til et centralt system (C-SIS). Dette system er endvidere udbygget med det såkaldte SIRENE-net, der udgør SIS's brugergrænseflade.

Integration af Schengen-reglerne inden for rammerne af EU

En protokol til Amsterdam-traktaten har gjort det muligt at integrere de fremskridt, som Schengen-samarbejdet har medført, i EU. Schengen-området indgår nu i EU's retlige og institutionelle rammer. Derved bliver det underlagt parlamentarisk og juridisk kontrol og opfylder målet om personers frie bevægelighed, der følger af den europæiske fælles akt fra 1986, samtidig med at der sikres en demokratisk parlamentarisk kontrol og adgang for borgerne til domstolene, hvis deres rettigheder anfægtes (EF-domstolen og/eller nationale domstole afhængig af sagsområdet).

For at opnå denne integration har Rådet for Den Europæiske Union truffet forskellige afgørelser. Først og fremmest træder Rådet som foreskrevet i Amsterdam-traktaten i stedet for den eksekutivkomite, der er oprettet ved Schengen-aftalerne. Med Rådets afgørelse 1999/307/EF af 1. maj 1999 fastsatte Rådet de nærmere bestemmelser for integration af Schengen-sekretariatet i Generalsekretariatet for Rådet, herunder bestemmelser vedrørende Schengen-sekretariatets personale. Der er efterfølgende oprettet nye arbejdsgrupper, der skal bistå Rådet med dette arbejde.

En af Rådets vigtigste opgaver med hensyn til integrationen af Schengen-området har været at udvælge de bestemmelser og foranstaltninger, der er truffet af de lande, der deltager i disse mellemstatslige aftaler, dvs. en samling akter, der skal bevares, så det indledte samarbejde kan videreføres. En liste over de bestemmelser og afgørelser, som udgør Schengen-reglerne, sammen med en fastsættelse af retsgrundlaget for hver enkelt akt i EF- eller EU-traktaten blev vedtaget ved Rådets afgørelse 1999/435/EF og 1999/436/EF af 20. maj 1999. De fleste af disse akter er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Siden da er Schengen-reglerne blevet udvidet. For eksempel er enkelte artikler i Schengen-konventionen blevet erstattet af ny EU-lovgivning (f.eks. Schengengrænsekodekset).

Danmarks deltagelse

Selv om Danmark allerede har undertegnet Schengen-konventionen, kan landet inden for rammerne af EU vælge, om det vil anvende nye foranstaltninger, der er baseret på afsnit IV i EF-traktaten, selv om de udgør en videre udvikling af Schengen-reglerne. Danmark er imidlertid bundet af visse foranstaltninger inden for den fælles visumpolitik.

Irlands og Det Forenede Kongeriges deltagelse

I henhold til protokollen til Amsterdam-traktaten kan Irland og Det Forenede Kongerige helt eller delvis deltage i Schengen-reglernes bestemmelser efter enstemmig afgørelse i Rådet blandt de medlemsstater, der har undertegnet aftalen, og en repræsentant for regeringen i den pågældende stat.

Det Forenede Kongerige anmodede i marts 1999 om at deltage i visse aspekter af Schengen-samarbejdet, nemlig det politimæssige og retlige samarbejde om straffesager, bekæmpelse af narkotika og SIS. Rådets afgørelse 2000/365/EF om godkendelse af anmodningen fra Det Forenede Kongerige blev vedtaget den 29. maj 2000.

Irland anmodede ligeledes i juni 2000 om at deltage i visse bestemmelser af Schengen-reglerne. Anmodningen omfatter – bortset fra én undtagelse – de samme bestemmelser som Det Forenede Kongeriges anmodning. Rådet godkendte denne anmodning med vedtagelsen af Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002. Kommissionen afgav udtalelse om de to anmodninger og understregede, at de to landes delvise deltagelse i Schengen-reglerne ikke må forringe sammenhængen i de bestemmelser, der udgør regelværket.

Efter at have undersøgt betingelserne for at gennemføre bestemmelserne om politimæssigt og retligt samarbejde om straffesager besluttede Rådet med afgørelse 2004/926/EF af 22. december 2004 at iværksætte nogle af Schengen-reglerne i Det Forenede Kongerige.

Forbindelserne med tredjelande: fælles principper

Den gradvise udvidelse af Schengen-området til at omfatte alle medlemsstaterne af EU har fået tredjelande, som har særlig tilknytning til EU, til at deltage i Schengen-samarbejdet. Forudsætningen for, at ikke-EU-lande kan associeres til Schengen-reglerne, er en aftale om personers frie bevægelighed mellem tredjelandet og EU (dækkes af Aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde for så vidt angår Island, Norge og Liechtenstein og af Aftale om personers frie bevægelighed for så vidt angår Schweiz).

For disse landes vedkommende består dette samarbejde i, at de

  • indgår i Schengen-området i kraft af mangel på kontrol ved de indre grænser;
  • anvender bestemmelserne i Schengen-reglerne og alle Schengen-relevante tekster, der er blevet vedtaget på grundlag heraf;
  • er knyttet til beslutningstagningen vedrørende Schengen-relevante tekster.

I praksis finder denne associering sted i form af blandede udvalg, som mødes sideløbende med arbejdsgrupperne i Rådet for Den Europæiske Union. Udvalgene består af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, Kommissionen og tredjelandenes regeringer. De associerede lande deltager således i drøftelserne om udviklingen af Schengen-reglerne, men de har ikke stemmeret. Der er fastsat procedurer for meddelelse om og godkendelse af fremtidige foranstaltninger eller akter.

Forbindelserne med Island og Norge

Island og Norge tilhører sammen med Sverige, Finland og Danmark den nordiske pasunion, der har afskaffet kontrollen ved deres fælles grænser. Island og Norge har siden den 19. december 1996 deltaget som associerede lande i udviklingen af Schengen-aftalerne. De har ikke stemmeret i Schengen-eksekutivkomiteen, men kan afgive udtalelser og stille forslag. For at udvide associeringsaftalen blev aftalen om Islands og Norges associering i gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengen-reglerne med udgangspunkt i Rådets afgørelse 1999/439/EF af 17. maj 1999 underskrevet mellem Island, Norge og EU den 18. maj 1999.

For de dele af Schengen-reglerne, der gælder for Island og Norge, styres forbindelserne mellem disse to lande på den ene side og Irland og Det Forenede Kongerige på den anden side af en aftale, der blev godkendt af Rådet den 28. juni 1999 (De Europæiske Fællesskabers Tidende L 15 af 20.1.2000).

Rådets afgørelse 2000/777/EF af 1. december 2000 fastlægger, at Schengen-reglerne skulle anvendes i de fem lande, der er medlem af den nordiske pasunion fra den 25. marts 2001.

Schweiz' og Liechtensteins deltagelse

EU indgik aftale med Schweiz vedrørende landets deltagelse i Schengen-området [Den Europæiske Unions Tidende L 53 af 27.2.2008], hvorefter Schweiz tiltrådte området den 12. december 2008. Schweiz har samme associeringsstatus som Norge og Island. En protokol vedrørende Liechtensteins deltagelse i Schengen-området blev underskrevet den 28. februar 2008.

Anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II)

SIS har været operationelt siden 1995, og man arbejder på et nyt system med mere avancerede funktioner og baseret på ny teknologi. Dette nye system (SIS II) testes i øjeblikket i samarbejde med medlemsstaterne.

Rådet vedtog den 6. december 2001 to lovgivningsinstrumenter; Forordning (EF) nr. 2424/2001 og Afgørelse 2001/886/RIA, der pålagde Kommissionen at udvikle SIS II, og som foreskrev, at udgifterne til denne udvikling skal afholdes over EU's almindelige budget. De to instrumenter blev revideret i 2006 med henblik på at udvide gyldighedsperioden til 31. december 2008.

Kommissionen offentliggjorde for sit vedkommende den 18. december 2001 en meddelelse [KOM(2001) 720], hvori Kommissionen undersøger mulighederne for at gennemføre og udvikle SIS II. På grundlag af undersøgelserne og drøftelserne af det fremtidige systems arkitektur og funktioner forelagde Kommissionen forslag til tre retsakter i 2005. To af instrumenterne (Forordning (EF) nr. 1987/2006 om oprettelse, drift og brug af anden generation af SIS II "1. søjle" og Forordning (EF) nr. 1986/2006 om adgang til SIS II for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer) blev vedtaget den 20. december 2006. Det tredje instrument (Afgørelse 2007/533/RIA om oprettelse, drift og brug af anden generation af SIS II "3. søjle") blev vedtaget den 12. juni 2007.

I december 2006 vedtog Rådet (retlige og indre anliggender) at indføre SISone4all-systemet (et medlemsstatsprojekt, som koordineres af Portugal). SISone4all-systemet skulle være en midlertidig løsning med det formål at forbinde de 9 medlemsstater, der sluttede sig til EU i 2004, til den eksisterende version af SIS-systemet (SIS1+) med visse tekniske tilpasninger. Med gennemførelsen af SISone4all og positive Schengen-evalueringer blev det muligt at afskaffe den indre grænsekontrol mellem EU og de nye lande ved udgangen af 2007 for så vidt gælder land- og søgrænser og fra marts 2008 for luftgrænser.

Ophævelsen af den indre grænsekontrol banede vej for vedtagelsen af alternative og mindre risikofyldte procedurer for overgangen fra SIS1+ til SIS II. Efter opfordringer fra medlemsstaterne om mere tid til at teste systemet og vedtagelse af en mindre risikobetonet strategi for overgangen fra det gamle til det nye system fremsatte Kommissionen forslag til en forordning og en afgørelse, der fastlægger opgaver og ansvarsfordeling mellem de partnere, der deltager i forberedelserne til overgangen til SIS II (herunder test og yderligere udviklingsarbejde i denne fase). Forslagene blev vedtaget i Rådet den 24. oktober 2008.

Seneste ajourføring: 03.08.2009
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top