RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding

Den Europæiske Union (EU) giver tredjelandsstatsborgere, som i fem år på lovlig vis og uden afbrydelse har opholdt sig på et EU-lands område, status som fastboende udlænding. Med dette direktiv sker der endvidere en tilnærmelse af de nationale lovgivninger og praksis vedrørende meddelelse af denne status, og der fastsættes betingelser for ophold i et andet EU-land end det, der har meddelt status som fastboende udlænding.

DOKUMENT

Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding.

RESUMÉ

Med dette direktiv indføres en ensartet status for fastboende tredjelandsstatsborgere *. Dermed sker der en tilnærmelse af EU-landenes lovgivning, og fastboende tredjelandsstatsborgere sikres en retfærdig behandling i hele EU uanset bopælsland i EU.

Direktivet finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på et EU-lands område. Visse personkategorier er udelukket fra anvendelsesområdet på grund af deres usikre situation eller deres kortvarige ophold (flygtninge, asylansøgere, der venter på en afgørelse, sæsonarbejdere eller lønmodtagere, der er udstationeret med henblik på levering af grænseoverskridende tjenesteydelser, personer, der er indrømmet en midlertidig eller en subsidiær form for beskyttelse, og personer, der har taget ophold med henblik på studier eller erhvervsuddannelse).

EU-landene skal anvende direktivet under overholdelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, jf. artikel 10 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Status som fastboende udlænding

EU-landene skal meddele tredjelandsstatsborgere, der i fem år har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse på deres område, status som fastboende udlænding. Fravær fra EU-landets område i tidsrum, der ikke overstiger seks på hinanden følgende måneder (og ikke sammenlagt overstiger ti måneder inden for de fem år), eller fravær, som skyldes særlige årsager, der er i overensstemmelse med det enkelte EU-lands lovgivning (f.eks. militære forpligtelser, udstationering af arbejdsmæssige grunde, alvorlig sygdom, svangerskab og barsel, gennemførelse af studier eller forskning), tæller ikke med i beregningen af opholdets varighed.

For at opnå status som fastboende udlænding skal tredjelandsstatsborgeren godtgøre, at han for sig og sin familie (såfremt han har forsørgerpligten) råder over

  • faste indtægter, der er tilstrækkelige til, at tredjelandsstatsborgeren kan forsørge sig selv og sine familiemedlemmer uden at modtage social bistand fra EU-landet
  • en sygeforsikring.

EU-landene kan kræve, at tredjelandsstatsborgerne opfylder nogle supplerende integrationsbetingelser (såsom tilstrækkeligt godt kendskab til et af den pågældende EU-lands nationale sprog).

EU-landene kan afslå at meddele status som fastboende udlænding af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed.

Den kompetente myndighed skal færdigbehandle ansøgningen om meddelelse af status som fastboende udlænding inden for en frist på 6 måneder fra indgivelsen af ansøgningen. Enhver afgørelse om afslag på anmodningen skal begrundes og meddeles skriftligt til ansøgeren i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning, og det skal angives, hvilke ankemuligheder der er, samt hvor lang frist den pågældende har til at reagere. Den fastboende udlænding modtager en permanent opholdstilladelse, der er udformet efter standardmodellen for alle EU-lande, som er gyldig i mindst fem år, og som automatisk fornyes.

Begrundelserne for inddragelse af status som fastboende udlænding er begrænsede og nærmere angivet i direktivet (fravær fra EU’s område i mere end 12 på hinanden følgende måneder, svigagtig opnåelse af statussen eller afgørelse om udvisning af pågældende).

Så snart ansøgeren har opnået status som fastboende udlænding, får han en række rettigheder på lige fod med EU-landets statsborgere, bl.a. med hensyn til følgende

  • adgang til lønnet arbejde eller selvstændig virksomhed og ansættelses- og arbejdsvilkår (ugentlig fridag, hygiejnebestemmelser, årlig ferie, løn- og afskedigelsesvilkår)
  • undervisning og erhvervsuddannelse, stipendier, anerkendelse af eksamensbeviser
  • social sikring (børnetilskud, pension, osv.) og sundhedspleje
  • social bistand (mindsteindkomst, mindstepension, vederlagsfri lægehjælp, osv.)
  • sociale fordele, skattefordele og adgang til goder og tjenester
  • foreningsfrihed og mulighed for medlemskab af arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisationer
  • adgang til frit at færdes på hele det pågældende EU-lands område.

I visse tilfælde kan EU-landet indskrænke ligebehandlingen i forbindelse med adgang til arbejde og uddannelse (f.eks. ved at kræve bevis for passende sprogkundskaber). Inden for området socialhjælp og socialsikring kan EU-landene begrænse ligebehandlingen til centrale ydelser. Det står EU-landene frit for at udvide listen over goder og områder, hvor der sikres ligebehandling.

En person, der har status som fastboende udlænding, nyder udvidet beskyttelse mod enhver form for afgørelse om udvisning. For at berettige til en afgørelse om udvisning skal en fastboende udlændings adfærd udgøre en umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed. En afgørelse om udvisning kan under ingen omstændigheder begrundes i økonomiske forhold. EU-landene forpligter sig til at tage hensyn til særlige forhold, inden der træffes afgørelse om udvisning af en fastboende udlænding (den pågældendes alder, opholdets varighed, osv.).

Direktivets bestemmelser er ikke til hinder for, at et EU-land udsteder en tidsubegrænset opholdstilladelse på gunstigere vilkår end fastsat i direktivet. Sådanne opholdstilladelser giver dog ikke adgang til opholdsret i de øvrige EU-lande.

Opholdsret i de andre EU-lande

Den fastboende udlænding kan udøve sin ret til at opholde sig i et andet EU-land end det, der har meddelt ham status som fastboende udlænding, i et tidsrum, der overstiger tre måneder, under overholdelse af visse betingelser, der er fastsat i direktivet, herunder

  • for at udøve erhvervsmæssig virksomhed som arbejdstager eller selvstændigt erhvervsdrivende eller
  • for at studere eller gennemføre en erhvervsuddannelse eller
  • af andre årsager.

EU-landene kan imidlertid begrænse antallet af opholdstilladelser, forudsat at den gældende nationale lovgivning på tidspunktet for vedtagelsen af direktivet fastsætter grænser for tredjelandsstatsborgeres adgang til landet. På det arbejdsmarkedspolitiske område har EU-landene samtidig ret til at give EU-borgere en fortrinsstilling.

Ovennævnte betingelser vedrører ikke arbejdstagere, der udstationeres i forbindelse med grænseoverskridende ydelser, eller leverandører af grænseoverskridende tjenesteydelser.

Ved indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse kan det andet EU-lands * kompetente myndigheder kræve, at der forelægges visse dokumenter (bl.a. opholdstilladelse for fastboende udlænding, identitetskort, arbejdsaftale, dokumentation for passende boligforhold, osv.), og at der fremlægges dokumentation for en stabil og regelmæssig indkomst samt en sygeforsikring.

Familiemedlemmer * til en fastboende udlænding kan slutte sig til eller ledsage vedkommende til det andet EU-land på betingelse af, at de udgjorde en familie allerede i det første EU-land *. Er det ikke tilfældet, finder bestemmelserne i direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring anvendelse.

Det andet EU-land kan kun nægte opholdstilladelse, hvis der er tale om en trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden. I det sidste tilfælde giver direktivet mulighed for, at tredjelandsstatsborgere underkastes en helbredsundersøgelse for at sikre, at de ikke lider af en sygdom, som dette værtsland har truffet beskyttelsesforanstaltninger imod. Endvidere omhandler direktivet en række proceduremæssige garantier såsom fristen for behandling af ansøgningen om opholdstilladelse, fremgangsmåder for meddelelse, ankemuligheder og udvisningsbetingelser.

Så snart den fastboende udlænding har fået meddelt opholdstilladelse i det andet EU-land, indrømmes han alle de rettigheder, han havde i det første EU-land, på samme vilkår som EU-landets statsborgere.

En fastboende udlænding, der udnytter sin opholdsret i et andet EU-land, bevarer sin status som fastboende udlænding i det første EU-land, indtil han har opnået denne status i det andet EU-land. Efter fem års lovligt ophold på et andet EU-lands område kan vedkommende, dersom vedkommende ønsker det, indgive en ansøgning om at blive betragtet som fastboende udlænding i det andet EU-land.

Almindeligvis skal det første EU-land tilbagetage en fastboende udlænding, hvis opholdstilladelse er inddraget af det andet EU-land, tillige med hans familiemedlemmer.

Baggrund

På Det Europæiske Råds møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 understregede EU-landene behovet for at sikre en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i EU. Navnlig bør enhver tredjelandsstatsborger, der har varigt ophold i et EU-land, indrømmes en række ensartede rettigheder, der ligger så tæt som muligt på dem, der indrømmes EU-borgere (punkt 21 i Tammerfors-konklusionerne). Desuden tager direktivet sigte på at sikre anvendelsen af artikel 79 i TEUF ved at definere de rettigheder, hvorefter tredjelandsstatsborgere, som har lovligt ophold i et EU-land, kan opholde sig i andre EU-lande.

Dokumentets nøglebegreber
  • Tredjelandsstatsborger: enhver person, som ikke er statsborger i EU.
  • Fastboende udlænding: enhver tredjelandsstatsborger, der i henhold til direktivet har opnået status som fastboende udlænding.
  • Første EU-land: det EU-land, der har meddelt en tredjelandsstatsborger status som fastboende udlænding.
  • Andet EU-land: ethvert andet EU-land end det, der har meddelt en tredjelandsstatsborger status som fastboende udlænding, og hvor den fastboende udlænding udøver sin opholdsret.
  • Familiemedlemmer: de personer, som defineres som familiemedlemmer i direktivet om familiesammenføring.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i EU-landeneDen Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2003/109/EF

23.1.2004

23.1.2006

EUT L 16, 23.1.2004

Seneste ajourføring: 05.05.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top