RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Plan for bedste praksis, standarder og procedurer

Formålet med planen er at styrke bekæmpelsen af menneskehandel i forbindelse med alle former for udnyttelse og at kunne yde ofrene for sådan handel beskyttelse, støtte og rehabilitering.

DOKUMENT

EU’s plan for bedste praksis, standarder og procedurer i forbindelse med bekæmpelse og forebyggelse af menneskehandel [Den Europæiske Unions Tidende C 311 af 9.12.2005].

RESUMÉ

I Haag-programmet, som Det Europæiske Råd vedtog i november 2004, anmodes Kommissionen og Rådet om i 2005 at udarbejde en plan for opstilling af fælles standarder, bedste praksis og mekanismer til forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel.

Generelle principper for gennemførelse af handlingsplanen

Med henblik på en effektiv indsats over for menneskehandel har Kommissionen i meddelelse af oktober 2005 til Parlamentet og Rådet vedrørende bekæmpelse af menneskehandel fastsat de nødvendige tiltag for at udvikle en integreret tilgang, hvis grundlag er respekten for menneskerettighederne, og en koordineret politisk reaktion, navnlig på områder som frihed, sikkerhed og retfærdighed, eksterne forbindelser, udviklingssamarbejde, socialpolitik og beskæftigelse, ligestilling mellem mænd og kvinder og ikke-forskelsbehandling.

Det er vigtigt at forbedre vores kollektive forståelse af problemstillingen vedrørende menneskehandel. Særligt er det vigtigt at forstå de grundlæggende årsager i oprindelseslandene samt de faktorer i bestemmelseslandene, der giver mulighed for menneskehandel, og forbindelserne til andre typer kriminalitet. For at få et bedre kendskab til omfanget og beskaffenheden af dette fænomen på EU-plan er det nødvendigt inden efteråret 2006 at udarbejde fælles direktiver for indsamling af oplysninger, herunder sammenlignelige indikatorer. Der er behov for at udarbejde en fælles forskningsmodel for medlemsstaterne for at øge forskningen inden for specifikke områder, først og fremmest handel med børn.

EU erkender, at det er vigtigt at sikre, at ofrenes menneskerettigheder beskyttes fuldt ud under hele processen. Medlemsstaterne bør oprette en offentlig koordinationsstruktur til at koordinere og evaluere de nationale politikker og sikre en passende behandling af ofrene.

Medlemsstaterne og Kommissionen bør føre politikker, der styrker kriminalisering af menneskehandel, herunder beskyttelse af potentielle ofre og udsatte grupper som kvinder og børn.

EU’s politik på området bør afspejle en tilgang, der tager udgangspunkt i barnets rettigheder, som er baseret på globalt anerkendte principper. I særdeleshed bør politikken afspejle principperne i FN’s konvention om barnets rettigheder, og som tager hensyn til Europarådets handlingsprogram om børn og vold (2006-2008).

Der bør vedtages kønspecifikke forebyggelsesstrategier som et nøgleelement i bekæmpelsen af handel med kvinder og piger. Dette omfatter gennemførelse af principperne om ligestilling af mænd og kvinder og fjernelse af efterspørgslen efter mennesker med sigte på enhver form for udnyttelse, herunder seksuel udnyttelse, og udnyttelse i husarbejde.

Med henblik på forebyggelse mod menneskehandel vil der blive iværksat flere aktioner inden udgangen af 2006, som f.eks. udarbejdelse af materiel til EU-kampagner, hvor man gør opmærksom på de farer, der er forbundet med menneskehandel, og informerer om forebyggelsesaktioner mod kriminalitet og strafferetlige aktioner for at afskrække menneskehandlere. Der vil blive udviklet et netværk af mediekontakter vedrørende menneskehandel for at øge offentlighedens kendskab til succeser i og uden for EU.

Menneskehandel er en alvorlig forbrydelse mod mennesker, som der må sættes ind over for som en klar retshåndhævelsesprioritet. Menneskehandel skal ændres fra at være en forretning med lav risiko og højt udbytte inden for organiseret kriminalitet til en forretning, hvor risikoen er høj og udbyttet lavt. EU bør styrke sin indsats for at fjerne enhver form for økonomisk gevinst i forbindelse med menneskehandel, og i tilfælde af økonomisk udbytte, beslaglægge og konfiskere alle aktiver.

I forbindelse med menneskehandel med sigte på udnyttelse som arbejdskraft bør der etableres et mere omfattende samarbejde med de organer, der har ansvar for kontrol med arbejdsforhold og økonomisk efterforskning af ulovligt arbejde.

På samme måde er det nødvendigt, at de retshåndhævende myndigheder i højere grad samarbejder med Europol som regelmæssigt bør deltage i informationsudvekslingen, fælles operationer og fælles efterforskningshold. Eurojust bør også involveres i arbejdet for at lette retsforfølgningen af menneskehandlere.

Antikorruptions- og fattigdomsbekæmpelsesstrategier bør indgå som en integrerende del af strategierne for bekæmpelse af menneskehandel. Også arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger samt ngo’er og andre organisationer, der er aktive på området, bør inddrages i samarbejdet med de offentlige myndigheder. Det er også nødvendigt, at medlemsstaterne og EU’s institutioner fortsætter samarbejdet med internationale organisationer som FN, OSCE og Europarådet.

Det er vigtigt at nå frem til regionale løsninger, der forebygger mod menneskehandel og sikrer ofrene beskyttelse. Medlemsstaterne og Kommissionen bør gøre en større indsats for at fremme regionale initiativer, der supplerer og lægger op til et samarbejde inden for EU.

Handlingsplanen vil regelmæssigt blive revideret og ajourført. Oversigten over foranstaltninger i bilaget vil gøre regelmæssig evaluering og ajourføring mulig.

TILHØRENDE RETSAKTER

Arbejdsdokument fra Kommissionen af 17. oktober 2008 – Evaluering og overvågning af implementeringen af EU’s plan for bedste praksis, standarder og procedurer i forbindelse med bekæmpelse og forebyggelse af menneskehandel [KOM(2008) 657 endelig – Ikke offentliggjort i EU-Tidende].
Denne rapport giver et overblik over implementeringen af tiltag mod forebyggelse af menneskehandel i EU’s medlemsstater og Norge samt hos EU’s institutioner.
Tilnærmelsen af medlemsstaternes lovgivning om menneskehandel er skredet hurtig frem i løbet de seneste år, særligt med hensyn til straffelovgivning og hjælp til ofre for menneskehandel. Der er dog store uoverensstemmelser mellem vedtagelse og implementering af lovgivning. Derudover påtænker Kommissionen at ændre rammeafgørelsen vedrørende menneskehandel. På den måde vil støttemekanismerne til gavn for ofrene for menneskehandel også blive mere effektive. Retshåndhævelsen og det retslige samarbejde er ligeledes øget på internationalt plan, men ikke desto mindre er der brug for yderligere tiltag. Der er nu også etableret statslige koordineringsmekanismer, men der er stadig brug for arbejde med overvågningssystemer.
De relevante EU-institutioner har også taget skridt til at implementere visse tiltag mod forebyggelse af menneskehandel. Der er dog stadig betragtelige svagheder i praksis og visse tiltag mangler fortsat at blive fuldstændigt implementeret.
Som fortsættelse af EU’s politik til forebyggelse af menneskehandel foreslår Kommissionen, at indsatsen i det korte løb koncentreres omkring følgende væsentlige tiltag:

  • Oprettelse af et system med nationale rapportører, særligt med henblik på overvågning.
  • Oprettelse eller forbedring af nationale mekanismer til identifikation af og henvisning til støttemuligheder for ofre.
  • Oprettelse eller forbedring af systemer til beskyttelse af børn.
  • Tildeling af støtte, inklusive økonomisk støtte, til aktive ikke-statslige organisationer (NGO’er) på området.
  • Organisering af uddannelse for relevante interessenter.
  • Forbedret koordinering af undersøgelser og retsforfølgelser.
  • Yderligere udvikling af samarbejde vedrørende tiltag til forebyggelse af menneskehandel med EU’s eksterne partnerlande.

Resultatet af denne plan vil blive brugt som grundlag for en ny strategi efter 2009.

Seneste ajourføring: 30.05.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top