RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Europæisk arrestordre

Den Europæiske Union (EU) vedtager en rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne. Afgørelsen gør procedurerne hurtigere og enklere: den politiske og administrative procedure afskaffes til fordel for en retslig procedure.

DOKUMENT

Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Den europæiske arrestordre blev vedtaget i 2002 og erstattede det eksisterende udleveringssystem med en ordning, hvor hvert lands judicielle myndighed (den fuldbyrdende judicielle myndighed) ipso facto og efter kun et mindstemål af kontrol skal anerkende udleveringsanmodninger fra en anden medlemsstats judicielle myndighed (den udstedende judicielle myndighed). Fra 1. januar 2004 trådte rammeafgørelsen i stedet for de dengang gældende tekster.

Medlemsstaterne kan dog fortsat frit anvende og indgå bilaterale eller multilaterale aftaler i det omfang, hvor de kan lette eller forenkle overgivelsesprocedurerne yderligere. Sådanne aftalers anvendelse bør dog ikke gå ud over relationerne med de andre medlemsstater, der ikke er med i aftalen.

Almindelige principper

I rammeafgørelsen defineres den "europæiske arrestordre" som "en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person" med henblik på

  • strafforfølgning
  • fuldbyrdelse af en frihedsstraf
  • anden frihedsberøvende foranstaltning.

Arrestordren kan udstedes, når der foreligger

  • en endelig dom på mindst fire måneders fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning af samme varighed
  • en lovovertrædelse, der straffes med fængsel eller anden frihedsberøvelse af mere end et års varighed.

Forudsat at de i den udstedende medlemsstat har en strafferamme på mindst tre år, omfatter de lovovertrædelser, der kan give anledning til overgivelse uden kontrol af dobbelt strafbarhed, bl.a. terrorhandlinger, menneskehandel, bestikkelse, deltagelse i en kriminel organisation, falskmøntneri, forsætligt manddrab, racisme og fremmedhad, voldtægt, handel med stjålne biler og bedrageri, herunder svig til skade for EU's finansielle interesser.

For andre strafbare handlinger end de ovennævnte kan overgivelse gøres betinget af, at det forhold, som danner grundlag for overgivelsesanmodningen, er strafbart i henhold til den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning (reglen om dobbelt strafbarhed).

Den europæiske arrestordre skal indeholde en række oplysninger om den pågældendes identitet, den udstedende judicielle myndighed, den endelige dom, lovovertrædelsens art, straffen, etc. (et eksemplar af formularen findes i rammeafgørelsens bilag).

Procedurer

Den europæiske arrestordre fremsendes almindeligvis direkte fra den udstedende judicielle myndighed til den fuldbyrdende judicielle myndighed. Det er meningen, at der skal foregå et samarbejde med Schengen-informationssystemet (SIS) og med Interpol. Kendes myndigheden i fuldbyrdelseslandet ikke, kan Det Europæiske Retlige Net bistå udstedelseslandet.

Den enkelte medlemsstat kan træffe nødvendige og proportionale tvangsforanstaltninger over for den eftersøgte. Når en person anholdes, har den pågældende ret til at få indblik i indholdet af arrestordren samt ret til advokat- og tolkebistand.

Den fuldbyrdende myndighed har under alle omstændigheder mulighed for at beslutte at opretholde varetægtsfængslingen af den pågældende eller løslade den pågældende på bestemte vilkår.

Under afventning af afgørelsen afhører den fuldbyrdende myndighed (efter sin nationale lovgivning) den pågældende. Den endelige afgørelse om arrestordren skal træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed senest tres dage efter anholdelsen. Afgørelsen meddeles derefter omgående til den udstedende myndighed.

Varetægtsperioden i forbindelse med fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre skal fratrækkes i den samlede straf, den pågældende eventuelt bliver idømt.

Den pågældende kan give sit samtykke til overgivelse. Et sådant samtykke er uigenkaldeligt, og den pågældende skal være fuldt informeret. I så fald skal den fuldbyrdende judicielle myndighed træffe sin endelige afgørelse om arrestordren senest 10 dage efter samtykkets afgivelse.

Grunde til at nægte fuldbyrdelse og overgivelse

En medlemsstat afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis

  • der i en medlemsstat allerede er afsagt en endelig dom for samme lovovertrædelse mod den samme person (ne bis in idem-princippet)
  • lovovertrædelsen er omfattet af benådningsregler i fuldbyrdelseslandet
  • den pågældende ikke kan gøres ansvarlig i fuldbyrdelseslandet på grund af sin alder.

Der er andre omstændigheder (fx når straffesagens eller straffens er forældet i henhold til fuldbyrdelseslandets lovgivning, eller når endelig dom for samme handling er afsagt i et tredjeland, etc.), hvorunder fuldbyrdelseslandet kan afvise at fuldbyrde arrestordren. Det kan også nægte at fuldbyrde ordren, hvis den pågældende person ikke var mødt personligt til retssagen, hvor dommen blev afsagt, med mindre behørige sikkerhedsforanstaltninger blev iagttaget. Ethvert afslag skal altid være begrundet.

Efter fremlæggelse af visse krævede oplysninger (om arrestordren, den strafbare handlings art, den pågældendes identitet osv.) skal medlemsstaterne tillade gennemrejse på deres område af en eftersøgt person, der skal overgives.

Den europæiske arrestordre oversættes til fuldbyrdelseslandets officielle sprog. Den fremsendes ved ethvert sikkert middel, der kan frembringe skriftlig dokumentation, og som åbner mulighed for, at fuldbyrdelseslandet kan prøve ægtheden.

Praktiske, almindelige og afsluttende bestemmelser

Fra den 1. januar 2004 er de udleveringsanmodninger, medlemsstaterne modtager, blevet behandlet i overensstemmelse med de nationale foranstaltninger, der er vedtaget til gennemførelse af rammeafgørelsen.

Rammeafgørelsen finder anvendelse i Gibraltar.

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelse Gennemførelse i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende

Rammeafgørelse 2002/584/RIA

7.8.2002

31.12.2003

EUT L 190, 18.7.2002

Ændringsretsakt(er) Ikrafttrædelse Gennemførelse i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende

Rammeafgørelse 2009/299/RIA

28.3.2009

28.3.2011

EUT L 81, 27.3.2009

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 11. april 2011 om gennemførelsen siden 2007 af Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne [KOM(2011) 175 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Rapporten gør status over gennemførelsen af den europæiske arrestordre gennem de forløbne syv år. Initiativet synes at være et nyttigt redskab på operationelt niveau. Der er udstedt 54.689 arrestordrer og fuldbyrdet 11.630. En overdragelse mellem EU-lande tager i dag mellem fjorten og sytten dage, når personen giver samtykke hertil, og otteogfyrre dage, når personen ikke giver samtykke, hvor det før indførelsen af den europæiske arrestordre tog i gennemsnit mere end et år. Det har uden tvivl styrket den frie bevægelighed for personer inden for EU, idet en mere effektiv mekanisme nu er med til at sikre, at de åbne grænser ikke udnyttes af personer, som vil unddrage sig retsforfølgning. Kommissionen afdækker dog en række problemområder, navnlig med hensyn til de grundlæggende rettigheder. Kommissionen henstiller til, at medlemsstaterne tager retlige skridt på de områder, hvor deres gennemførelsesbestemmelser ikke er i tråd med Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre, og at de gennemfører de allerede vedtagne instrumenter med henblik på at forbedre anvendelsen af arrestordren. Rapporten påpeger ligeledes, at der udstedes for mange arrestordrer for små lovovertrædelser og opfordrer ansøgermedlemsstaterne til at anvende proportionalitetsprincippet.

Beretning fra Kommissionen af 24. januar 2006 ifølge artikel 34 i Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (revideret udgave) [KOM(2006) 8 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
I den reviderede udgave beskæftiger Kommissionen sig især med den lovgivning, der er vedtaget i Italien siden den første rapport. Den konkluderer, at den europæiske arrestordre til trods for forsinkelserne i starten nu fungerer i medlemsstaterne i langt de fleste af tilfældene.

Beretning fra Kommissionen af 23. februar 2005 ifølge artikel 34 i Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne [KOM(2005) 63 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Ifølge vurderingen i Kommissionens rapport har arrestordren siden ikrafttrædelsen den 1. januar 2004 haft positive virkninger, både hvad angår afpolitisering og effektivitet, såvel som hvad angår overgivelsesprocedurernes hurtighed, og de pågældende personers grundlæggende rettigheder er altid blevet overholdt.

Erklæringer ifølge artikel 31, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne [Den Europæiske Unions Tidende L 246 af 29.9.2003].
Danmark, Finland og Sverige erklærer, at deres nuværende lovgivning giver mulighed for at uddybe og udbygge bestemmelserne i rammeafgørelsen. Disse medlemsstater vil bevare den nuværende lovgivning, dvs

  • Danmark: lov om udlevering af lovovertrædere (lov nr. 27 af 3. februar 1960 i ændret udgave)
  • Finland: lov om udlevering af lovovertrædere (270/1960)
  • Sverige: lov (1959: 254) om udlevering af lovovertrædere til Danmark, Finland, Island og Norge.
Seneste ajourføring: 10.07.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top