EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Strafbare handlinger og straffene herfor — ulovlig narkotikahandel

 

RESUMÉ AF:

Rammeafgørelse 2004/757/RIA — mindsteregler i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

Formålet er at bekæmpe narkotikahandel og dermed begrænse udbud og forbrug af narkotika (defineret i »Hovedpunkter« nedenfor).

Den fastlægger mindsteregler, der skal overholdes, og mindstestraffe, der skal anvendes af EU-landene.

Den anfører en liste over strafbare handlinger i forbindelse med narkotikahandel og forpligter EU-landene til at træffe foranstaltninger mod personer, der er involveret i denne form for handel.

Rammeafgørelsen er blevet ændret af direktiv (EU) 2017/2103 med det formål at reducere tilgængeligheden af nye psykoaktive stoffer* ved at indføre metoder til at gennemføre en mere effektiv indsats på EU-plan. Ændringen træder fuldt ud i kraft den 23. november 2018.

HOVEDPUNKTER

Strafbare handlinger

Rammeafgørelsen kræver, at de enkelte EU-lande træffer de nødvendige foranstaltninger til at gøre alle forsætlige handlinger i forbindelse med handel med narkotika og prækursorer* strafbare.

Afgørelsen definerer »narkotika« som stoffer, der er omfattet af De Forenede Nationers (FN) enkeltkonvention af 1961 angående narkotiske midler som ændret ved protokollen fra 1972 eller af FN’s konvention af 1971 om psykotrope stoffer. Når ændringerne af rammeafgørelsen træder i kraft i november 2018, vil definitionen også omfatte ethvert af de stoffer, der er anført i bilaget til den ændrede afgørelse.

Aktiviteter i forbindelse med narkotikahandel omfatter produktion, fremstilling, udvinding, salg, transport, import og eksport. Der tages også højde for besiddelse og køb med henblik på udøvelse af en af aktiviteterne i forbindelse med narkotikahandel samt fremstilling, transport og distribution af prækursorer. Anstiftelse til narkotikahandel, medvirken til sådanne handlinger samt forsøg på narkotikahandel anses også for at være strafbare handlinger.

Denne rammeafgørelse omfatter dog ikke aktiviteter i forbindelse med narkotikahandel til personligt forbrug.

Medtagelse af nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika« (med anvendelse fra den 23. november 2018).

Direktiv (EU) 2017/2103 indfører en procedure for at medtage nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika«. Europa-Kommissionen gives beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at tilføje nye psykoaktive stoffer til listen i bilaget. Dette vil erstatte den aktuelle fremgangsmåde med registrering af nye psykoaktive stoffer gennem Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2170 i henhold til Rådets afgørelse 2005/387/RIA.

Ved overvejelse af, hvorvidt et nyt stof skal tilføjes til listen, skal Kommissionen tage højde for, om:

  • stoffets udbredelse eller brugsmønstre og tilgængelighed samt mulighed for spredning i EU er betydelige, og
  • de helbredsskader, forbrug af stoffet kan medføre, er livstruende på grund af:
    • dets akutte eller kroniske toksicitet og
    • sandsynligheden for misbrug eller potentialet for at medføre afhængighed.

Desuden skal Kommissionen vurdere, om den sociale skade, det nye psykoaktive stof medfører for enkeltpersoner og samfundet, er alvorlig, og om strafbare handlinger, herunder organiseret kriminalitet, i forbindelse med det nye psykoaktive stof er systematiske, omfatter betydelig ulovlig profit eller indebærer markante økonomiske omkostninger.

Som støtte til Kommissionens beslutningstagning vil Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA) udarbejde en risikovurderingsrapport, som vil omhandle alle disse elementer.

Samtidig med vedtagelsen af direktiv (EU) 2017/2103 vedtog EU forordning (EU) 2017/2101, som ændrer forordning (EF) nr. 1920/2006 om udveksling af oplysninger om et system for tidlig varsling af og risikovurderingsprocedurer for nye psykoaktive stoffer. Forordningen træder fuldt ud i kraft den 23. november 2018.

Juridiske personers ansvar

EU-landene skal træffe foranstaltninger til at sikre, at juridiske personer (for eksempel virksomheder) kan holdes ansvarlige for strafbare handlinger i forbindelse med handel med narkotika og prækursorer samt for medvirken til, anstiftelse til eller forsøg på sådanne handlinger. Konceptet juridiske personer, som anvendt her, omfatter ikke stater og offentlige organer under udøvelsen af deres beføjelser eller offentlige internationale organisationer.

En organisation er ansvarlig, hvis den strafbare handling begås af en enkeltperson, som har en ledende stilling i den pågældende organisation. Den er også ansvarlig for utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig kontrol. Juridiske personers ansvar udelukker dog ikke strafferetlig forfølgning af enkeltpersoner (fysiske personer).

Sanktioner

EU-landene skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at strafbare handlinger underkastes straffe, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Hvis en strafbar handling begås helt eller delvist på et EU-lands område, skal det pågældende land træffe foranstaltninger, hvis gerningsmanden er statsborger i det pågældende land, eller den strafbare handling blev begået for at skaffe vinding til en juridisk person, der er etableret på det pågældende lands område.

De maksimale straffe for strafbare handlinger i forbindelse med narkotikahandel skal være fængsel i mindst et-tre år.

De maksimale straffe skal øges til fængsel i mindst fem til ti år i tilfælde, hvor den strafbare handling:

  • vedrører store mængder narkotika
  • vedrører de typer narkotika, der er blandt de mest sundhedsskadelige
  • begås i en kriminel organisation.

EU-landene skal også træffe de nødvendige foranstaltninger til at konfiskere stoffer, som er genstand for de strafbare handlinger.

Straffene kan dog nedsættes, hvis gerningsmanden opgiver sine kriminelle aktiviteter og giver de administrative eller retlige myndigheder oplysninger, som kan hjælpe dem med at identificere medgerningsmænd.

Sanktioner over for juridiske personer skal omfatte bøder for strafbare eller ikkestrafbare handlinger. Der kan også pålægges andre sanktioner, herunder anbringelse af virksomheden under retsligt tilsyn eller midlertidig eller permanent lukning af den.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Afgørelsen trådte i kraft den 12. november 2004.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Nyt psykoaktivt stof: et stof, der i sin rene form eller i en præparation ikke er omfattet af De Forenede Nationers enkeltkonvention af 1961 angående narkotiske midler som ændret ved protokollen af 1972 eller ved De Forenede Nationers konventionen af 1971 om psykotrope stoffer, men som kan udgøre en sammenlignelig sundhedsrisiko eller social trussel som de stoffer, der er opført på listerne i disse konventioner.
Prækursor: ethvert stof, der er registreret i EU-lovgivningen til gennemførelse af forpligtelserne i henhold til artikel 12 i FN’s konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer af 20. december 1988.

HOVEDDOKUMENT

Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA af 25. oktober 2004 om fastsættelse af mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor (EUT L 335 af 11.11.2004, s. 8-11).

Efterfølgende ændringer af rammeafgørelse 2004/757/RIA er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2170 af 15. november 2017 om at underkaste N-phenyl-N-[1-(2-phenylethyl)piperidin-4-yl]furan-2-carboxamid (furanylfentanyl) kontrol-foranstaltninger (EUT L 306 af 22.11.2017, s. 19-20).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2103 af 15. november 2017 om ændring af Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA med henblik på at inkludere nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika« og om ophævelse af Rådets afgørelse 2005/387/RIA (EUT L 305 af 21.11.2017, s. 12-18).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2101 af 15. november 2017 om ændring af forordning (EF) nr. 1920/2006 for så vidt angår udveksling af oplysninger om et system for tidlig varsling af og risikovurderingsprocedure for nye psykoaktive stoffer (EUT L 305 af 21.11.2017, s. 1-7).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1920/2006 af 12. december 2006 vedrørende Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (omarbejdning) (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 1-13).

seneste ajourføring 20.02.2018

Top